Af Mikkel Johansen
Orlando Vici-datteren Go Fast Shadow har i sine seneste tre starter været ude mod sine årgangsfæller. To af gangene i Skive, mens den tredje start var i Hoppesprinten på netop Fyens Væddeløbsbane, hvor det blev til en fjerdeplads med kræfter sparet.
De to forgangne starter i Odense er endt i sejre i egen klasse, hvor Go Fast Shadow er tilbage på lørdag - godt nok med lidt større præmiesum end senest, den startede dér.
Trods flere formstærke konkurrenter som Fighter K J og Petra H, så undgår Brian Crohnagers hoppe dog ikke at blive klar favorit i lørdagens sjette løb.
Af andre seværdige opgør på dagen kan de to indledende bl.a. fremhæves. Først for er et yderst jævnbyrdigt toårsløb fulgt op af et felt på tolv heste i Made In Denmark for de treårige.
Søren Jørgensen og René Kjær var i fællesskab Mr. 100% på Charlottenlund Travbane i søndags, hvor Gubbe og Charlie Game begge kom på vinderpladsen. Førstnævnte kan med sejr i lørdagens tredje løb fuldende karrierens første hattrick.
Se en startliste til lørdagens ni løb her. Første løbs start er allerede klokken 12.00.