Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
White Russian og Ole Bender på æresrunde efter sejren i Opdrætningsløbet 2013.Foto: US Photo.

Ole Benders Mindeløb på Fyn

White Russian_Æresrunde_US
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
01. april 2022 18:00

Den 4. januar 2021 gik travtræner Ole Bender bort efter et kortere sygdomsforløb. Nu hylder Fyens Væddeløbsbane deres tidligere træner gennem et mindeløb, og det bliver et ganske særligt ét af slagsen. 

Af Claus Bossow

Når Fyens Væddeløbsbane fredag d. 1. juli afvikler en af sine storløbsdage med Grand Circle 3-års Championatet som hovedløbet, har banen nu ansøgt Sport og Udvikling om endnu et signaturløb. 

Det handler om Ole Benders Mindeløb som en hyldest til den afdøde lokale profil, der i forbindelse med årets championatsfest blev indlemmet i Fyens Væddeløbsbanes Wall of Fame. Mindeløbet bliver dog af en lidt anden karakter end normalt for denne type løb. 

- Der er tale om et invitationsløb for ti særligt udvalgte kuske, som Ole Bender havde en tættere professionel eller privat relation til, og alle inviterede har takket ja til at medvirke. Blandt de tilmeldte heste trækkes der så lod om kuskene, så det er lidt den anden vej rundt, hvor kuskene derved ikke tilmelder egen hest, forklarer banens direktør Claus Juncker.

Løbet afvikles over distancen 2140 meter autostart og forventes udskrevet som amerikanerløb, og så er der arbejdet på at kunne tilføre lidt ekstra at køre om.

- Vi ved nu, at den samlede præmiesum lander på 50.000 kr. med halvdelen til vinderen, og det er gjort muligt via venlige donationer fra Costa Stable, Vognmand Peter Falck samt beslagsmed Dennis Kristiansen. Så alt i alt kan vi på flere måder se frem til en rigtig spændende fredag.

- Umiddelbart efter løbsdagens afslutning vil der være mulighed for at mindes Ole Bender ved en åben sammenkomst ved Café Vaskehuset, hvor Fyens Væddeløbsforening i samarbejde med initiativgruppen Hovslaget sørger for levende musik, slutter Claus Juncker. 

De deltagende kuske i Ole Benders Mindeløb er følgende: 

Joakim Lövgren, Bo Falsig, Steen Juul, Flemming Jensen, Jeppe Juel, Birger Jørgensen, Anders Pedersen, Christian Clausen, Dennis Kristiansen, Søren Demant Andersen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere