Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Skrappe damer klar til kamp

Go On Gardenia 210828
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
10. maj 2022 8:00

Med start kl. 17.00 byder Lunden i dag på ni løb, hvor særlig opmærksomhed er på et hoppeløb for 4-åringer i serien ’Made In Denmark’. Det tegner til at blive et spændende opgør mellem nogle af de indtil nu mest fremtrædende damer i årgangen.

Af Allan Loft

Favoritten Go On Gardenia har overstået sin sæsondebut, hvor hun sejrede overbevisende i Aalborg og henviste Bo Westergaards lovende Thai Brooklyn til andenpladsen. Årgangssøstrene Golden C N, Gloria Line og Gaby Kyvsgård har også været i ilden i år og uden at falde igennem.

Ken Ecce møder i dette løb frem med Gaby C N, der også tilhører kuldtoppen, og som netop i dag får sin sæsondebut. Ken Ecce fortæller:

- Gaby C N kommer til at gå med sko. Hun har trænet tilfredsstillende. Sidste år viste hun nykker i startafgangen, og det har vi arbejdet med. Nu håber vi, vi har fået bugt med nykkerne, og at hun klarer starten. Jeg sigter på at give hende et roligt løb, og så må vi se, hvad der er at skyde med til slut.

Tager kampen op

Mange provinstrænere tager i eftermiddag turen til Lunden, men en af de lokale Lunden-trænere, der tager kampen op mod den udenbys invasion, er Rene Jonassen. Han beretter her om sine køreture:

- Gibsen (1. løb) hoppede i sæsondebuten og fungerede bare ikke på dagen. Vi har repareret lidt på ham, og han virker til at være på ret kurs. Jeg er optimist, og han bør være med på stregen.

- Hekla (2. løb) var vældig positiv i debuten, hvor hun vandt rimeligt let. Har siden trænet godt, men møder gode konkurrenter. Det ser jævnbyrdigt ud, og det må være positionerne undervejs, der afgør, hvor man havner i resultatrækken.

- Cuba (3. løb) kommer i sæsondebut, og er kommet lidt hårdt ind i et amerikanerløb. Går aldrig noget om vinteren, så derfor er vinter lig med pause. Virker ovenpå i træning, men det bliver svært at vinde, så jeg tror på en god placering.”

- Hope For Blue Moon (5. løb) blev godkendt for noget tid siden og har til min tilfredshed bare trænet på siden. Autostart og nulklasse kan være en giftig cocktail, men klarer hun starten, så skal hun have et roligt løb, og så må vi se. Hun virker meget fornuftig, så lidt tiltro til en god placering har jeg da. 

Halvsøster til Rajesh Face

I dagens prøveløb med start kl. 16.25 møder Rene Jonassen frem med Girlpower Pop, en svensk registreret 3-åring efter Villiam og Nippy Girl. Hun er opdrættet af Stig-Ove Axelsson og Thomas Lind-Holm.

Nippy Girl er fransk, og har - indtil Lind-Holm overtog den sidste år - virket i avlen i Sverige. Det hidtil bedste afkom i Sverige er Rajesh Face (Raja Mircha) med i omegnen af tre mio. kr. indtjent og en rekord på 1.10,1ak. Nippy Girl født i 2001 var selv i sin tid en særdeles aktiv væddeløber, der ligeledes tjente over tre mio. dkr. og fik rekord 1.11,6 over normaldistance.

Jonassen fortæller.

- Ja, det er bestemt en fin stamme, men hun er meget, meget ustabil. Viser i træning, at hun er lynhurtig, men det er min udfordring at få hende stabiliseret, og der er noget at bide skeer med endnu. Vi prøver hende af i prøveløbet og ser, om hun kan blive godkendt.

Du kan hente programmet til tirsdagens løb i Lunden ved at trykke her

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere