Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Seven Nation Army og Nicklas Korfitsen på Copenhagen Cup-dagen.Foto: Burt Seeger

Seven Nation Army holdt hof

SEVEN NATION ARMY S2 6559
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
15. maj 2022 16:40

Den 4-årige Chapter Seven-søn Seven Nation Army gik et helt vildt løb, da den vandt 4-års Eliten på Copenhagen Cup-dagen.

Af Jesper Elbæk

Det er ikke så meget vindertiden 1.12,2a/2000m som var imponerende. Nej, det var mere måden Seven Nation Army gjorde det på! For Chapter Seven-sønnen sad bagest undervejs, og løbet blev afviklet i et meget lavt tempo med 1.15-fart den første kilometer med Kagan og Robert Bergh som førende.

Med med 750m til mål, så trykkede Nicklas Korfitsen på nitrogen-knappen, og jeg har sjældent set SÅ vild en langside som dén Seven Nation Army gik. Amerikanertraveren rundedede frem til de førende Kagan og Skate Trix, og nåede faktisk forbi de to før indgangen til sidste sving.

Nicklas Korfitsen lagde sig ned i amerikanerposition, og Seven Nation Army forsvandt bare væk til overlegen sejr, som nævnt i vindertiden 1.12,2a/2000m.

Fra køen spurtede Peter Rudbeck-trænede Dowhatyoudodowell flot til andenplads, mens Skate Trix også fik plusser i bogen for at holde hjem til tredjeplads trods dødens undervejs.

Ejeren af Seven Nation Army, Preben Munch Kjærgaard, var småt rørt efter sejren, da Fast Track-reporter Nicole Marsing interviewede ham, mens hans hest var på vej over til vindercirklen.

- Jeg er speechless. Rystet! Bo Westergaard ringede godt nok til mig i mandags og sagde, at Seven Nation Army havde gået et kanonarbejde, hvor den var ved at løbe ud af sele og vogn. Sådan en sejr her betyder rigtig meget, for vi investerer jo meget i travsporten. Nu starter vi på Solvalla om 14 dage, sagde Preben Munch Kjærgaard efter sejren.

SEVEN NATION ARMY D2I8341Selv om ejer Preben Munch Kjærgaard havde tonede briller på, så kan man godt ane en meget rørt hesteejer efter den flotte sejr til Seven Nation Army. Foto: Burt Seeger

Kusken Nicklas Korfitsen kunne supplere:

- Jeg kunne godt have ønsket mig højere tempo undervejs, men det blev som det blev. Jeg forsøgte at overraske dem foran, og målet var egentlig bare at komme ned i andet spor. Men nu nåede jeg hele vejen ned til inderbanen, og jeg var nok lidt heldig med, at Björn Goop var uopmærksom lige et kort øjeblik. Nu gælder det Solvalla, sagde Korfitsen til Nicole Marsing og publikum.

Örjan Kihlström og Erik Adielsson på vinderpladsen

De to verdensklassekuske Örjan Kihlström og Erik Adielsson nappede de to næste opgør. Først kørt Kihlström et løb efter travsportens A-B-C, da han ramte andet par udvendigt med Azteco Dei Greppi trods 20m tillæg i stayerløbet i 8. løb.

Dén position blev skiftet ud med angreb frem til dødens på førende My Tambourine Man, som var blandt de hårdest betroede i totalisatoren. Og ind på lige bane, så kunne selv en svagtseende ane, hvilken vej det skulle gå, og Azteco Dei Greppi gik frem til let sejr i tiden 1.14,7/2970m.

Elephant speedede godt til andenpladsen efter en superstyring af Mads Hviid, som tog spids, slap til My Tambourine Man, og speedede forbi denne igen i opløbet. Fem stjerner herfra.

AZTECO_DEI_GREPPI_D2I8366Verdensstjernen Örjan Kihlström sejrede også på Copenhagen Cup-dagen, nemlig med Alessandro Gocciadoro-trænede Azteco Dei Greppi i stayerløbet. Foto: Burt Seeger

9. løb var Hoppeeliten, og her førte Miracle Tile fra start til mål for Erik Adielsson. Der var aldrig tvivl om, hvor sejren skulle gå hen. Løbet blev dog skæmmet af en del galopperende heste, men det tager ikke noget fra Miracle Tiles sejr, som blev taget i vindertiden 1.12,4a/2000m foran en godt afsluttende Prapai R med Hussein Kassir og Dear Friend, som angreb godt, men på forhånd havde trukket nitten med bagspor.

MIRACLE_TILE_S2_6634Miracle Tile og Erik Adielsson førte fra start til mål i Hoppeeliten. Foto: Burt Seeger

Luuk Schermer med 6-stjernet præstation

Det var en helt giftig præstation, som Luuk Schermer leverede i V75 Klasse II-løbet. Fra start tog en anden hollænder, Noxx Vrijthout, spids for Robin Bakker, og Bakker markerede tydeligt, at hans skulle skulle køres i spidsen, da Micha Brouwer kørte fremad med Luuk Schermer på første langside.

Micha Brouwer forsøgte kort at komme ned i ryg, men dér sad Notorious Zon med danske Victor Rosleff - og så måtte Brouwer jo køre fremad igen! På en kort speed tog Luuk Schermer spids, og siden var resten bare legeværk.

- Når du har den bedste hest, så kan du også køre som om du har den bedste hest, sagde Micha Brouwer til Fast Track-reporter Nicole Marsing efter løbet. Og forinden havde lillebror for åben mikrofon udtalt, at man ikke kunne have en bedre hest i hele verden end Luuk Schermer, mens tårerne decideret løb ned ad kinderne.

Familien Brouwer havde absolut noget at have de store ord i, for Luuk Schermer vandt totalt ukørt i tiden 1.11,4a/2000m foran Noxx Vrijthout og Henrik Thomsen-trænede Mulberry, som absolut gjorde hvad den kunne fra dødens en stor del af løbet. Thomsens hest faldt absolut med flaget i top!

Men ingen over eller ved siden af Luuk Schermer, som med 164.637 kr. på kontoen altså løb en lav 1.11-tid så let som ingenting. Solvalla next.

LUUK_SCHERMER_S2_6679Luuk Schermer var aldeles overlegen med Micha Brouwer i sulkyen. Foto: Burt Seeger

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere