Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Michael LønborgFoto: Hesselborg Foto

Michael Lønborg slanker stalden

Michael Lønborg
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
09. maj 2022 8:05

Michael Lønborg tror mest på Gladiator ved mandagens løb i Aalborg. Samtidig fortæller træneren om en aktuel tilpasning af træningsstalden.

Af Niels Jørgensen

Michael Lønborg er aktuel med fire heste ved mandagens løb på Racing Arena Aalborg. Alle er at finde i baneprogrammets tipsramme.

Indledningsvis skal Gladiator (1. løb/V4-1) forsøge at følge sejren fra seneste start op. Var det vendepunktet vi så senest med første sejr i hestens 12. start?

»Det håber vi, men man vil jo gerne se yderligere et resultat, hvor hesten tager i hele vejen,« siger Michael Lønborg og tilføjer:

»Senest var det første gang hesten fik trukket ørevattet. Det er klart at jeg tror på, at det kan give en effekt igen. Hesten har været fin i træningen siden. Her bliver det med vatudtræk igen, og så har hesten gået gode løb i amerikanervognen, så den kommer hesten i her over den korte distance og med autostart.«

Så det bliver et offensivt oplæg?

»I hvert fald som udgangspunkt.«

Programmet tipper hesten som tredje. Hvad siger du?

»Jeg håber ikke at den slutter ringere end det. Der er et par heste i løbet med god form, og det skal man have respekt for, men jeg har klart en forventning om at slutte blandt de tre første.«

Er det også en vinderchance?

»Ja, den har vel en form for vinderchance. Udgangspositionen er den faktor som giver en tro på, at hesten eventuelt kan gå helt til tops,« konkluderer Michael Lønborg og kommenterer på dagens øvrige køreture:

»Gibbs (4. løb) var lidt tung og uinspireret første gang. Det var også den information jeg havde fået af træneren inden løbet. Den gik med fire sko og fast vat i ørerne senest. Denne gang opgraderer vi til vatudtræk og den får alle fire sko af. Stadig svarer hesten allerbedst på det lukkede hovedlag, men det gemmer vi lidt endnu,« siger Michael Lønborg.

Hvordan skal spillerne gå til hesten?

»Jeg har svært ved at tro, at hesten skal være spilaktuel. Hesten har absolut klasse, men den er trænet på en måde således at den skal behøve to-tre løb før den er helt i form. Derfor overraskes jeg, hvis den er blandt de tre første.«

Hvorfor så maksimere på udstyret her?

»Fordi hesten var lidt tungere end vi havde regnet med første gang. Derfor må vi gøre en smule for at få ham i trim.«

»En rigtig sjov outsider«

I 5. løb gælder det Pernille Munch Lassens Gambler, der i seneste start var helt nede på 1.16,0a/2140 meter på fjerdepladsen bag en overdådigt gående Gejst.

»Gambler (5. løb) har ingen fordel af sprinterdistancen, men er en hest under udvikling. Egentlig åbner han fornuftigt bag starbilen, men på 1600 meter bliver det en hård opgave, som jeg læser det.«

Tænker du "hård opgave" med hensyn til spidskørsel eller generelt?

»Generelt. Hesten har ikke det fornødne temposkift i kroppen. Det magter han ikke, så svarer han med galop med det samme. Det er ikke mere end en triochance.«

»Sempre Avanti (8. løb) fik en hård åbning senest fra spor otte til spids. Det er en herlig hest at køre, forstået på den måde, at den er helt ukompliceret. Og som jeg lige læser det, går den en smule ned i klasse. Uden at genere nogen, så er modstanden her knapt så hård som senest. Jeg tror, at han kommer til at gå et godt løb, og med tanke på at den har fået sig en reel udblæsning, synes jeg det er en rigtig sjov outsider,« siger Michael Lønborg og sammenfatter:

»Jeg synes ikke det er oplagt, at nogen kan af mine heste vinde, men hvis Gladiator har tænkt sig at følge op på det hesten lavede senest, må den bære førertrøjen i forhold til en eventuel sejr.«.

Racing Arena Aalborg byder på 10 løb fra kl. 17.00. Baneprogrammet kan ses HER

Slanker træningsstalden

Aktuelt er Michael Lønborg i gang med at tilpasse stalden antalsmæssigt.

»Vi synes ikke at resultaterne var prangende, da vi var oppe på 35-36 heste. Vi forsøger lige så stille at arbejde os ned til det antal, hvor vi synes det fungerede bedst. Da havde vi 17-20 heste, så det forsøger vi,« siger Michael Lønborg og uddyber beslutningen.

»Det er rigtig svært at holde økonomi i det i Danmark med startheste, både som træner og hesteejer, så målsætningen er at forsøge at fokusere lidt mere på de unge heste. Samtidig føler jeg, at der er heste som vi ikke rigtigt har fundet nøglen til, og nogen synes jeg helt enkelt ikke er gode nok. Derfor har jeg sagt en del heste op og foreslået ejerne at prøve en anden træner eller at sælge hestene.«

Aktuelt har Michael Lønborg 25 træningsheste. Det betyder forventeligt afsked med yderligere fem heste. Det er en anderledes tilgang end mange kolleger, der higer efter at få flere heste i træning. For Lønborg er det også et spørgsmål om økonomi.

»Det at træne travheste tjener jeg intet ved. Det er en underskudsforretning, og jeg gør det kun fordi det ligger så dybt i mig. Hvis ikke jeg kunne køre ud at sko heste ved siden af, så tjente jeg ikke noget. Der er så dårlige penge i vores stakkels sport, hvilket er ærgerligt for alle involverede. Jeg håber, at der sidder nogen i spidsen af toget som formår at vende det, men jeg har svært ved at se det,« siger Michael Lønborg.

Du har haft købelystne hesteejere. Kommer din beslutning til at influere på fremtidige satsninger?

»Det ved jeg ikke. En af de købelystne ejere har været ramt af sygdom, og indtil det er stabilt, er købene sat lidt på stand by for vedkommende.«

Vil genvinde Vagn Lønborgs Mindeløb

Inden vi slipper Michael Lønborg må vi opdateres på to områder. 

Hvad er status for Eddie The Eagle?

»Han har haft en pause efter et par lidt mindre gode præstationer i det svenske. Han træner for en start igen. Det kan være at han ikke kommer ud før i grand prix-weekenden. Han er god i Århus og der er et ligaløb som passer. Det bliver muligvis til en start inden, men ellers forsøger vi at forberede hesten til grand prix-weekenden.«

Hvilke af dine toåringer er aktuelle til start i år?

»Jerico og Ivory. Begge skal i prøveløb den 30. maj i Århus.«

Er de klar til de første toårsløb?

»Det er tanken. De træner, og er trænet for, at skulle ud i Århus i grand prix-weekenden. Jeg vil gerne forsvare titlen fra sidste år, så det er målsætningen,« siger Michael Lønborg med henvisning til at han i fjor vandt sin farfar Vagn Lønborgs Mindeløb med Martin Hansen-trænede Hashtag Ostedantik.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere