Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Martin Hansen forventer en god præstation fra Firenze Laser.Foto: Gorm Johansen

Martin Hansen tror på Firenze Laser

GWEN STEFANI DSC 4178
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
06. maj 2022 8:00

Martin Hansen starter to egentrænede heste på hjemmebanen denne fredag; “Som jeg ser det, er hun et af de første krydser på kuponen”, siger han om Firenze Laser i 5. løb. Et opgør, der indgår i såvel V4 som V5. 

Af Mikkel Johansen

Fynsk Fredag er altid et højdepunkt på ugeplanen. Denne gang er det med ti løb på programmet og som altid med start klokken 15.45. 

Allerede i dagens 1. løb er hjemmebane-træner Martin Hansen i aktion. Det er han med Erik Traulsens For The Heart E P. En hest, som skuffede i sin debut på baggrund af et positivt rutineløb forinden:

- Hun havde gået et kanongodt rutineløb inden debuten, hvor hun kom hjem på en 19-tid og var super fin. Derfor forventede vi os en del af hende i debuten, men hun fungerede ikke i travet og underpræsterede ganske enkelt, fortæller Martin. 

Efterfølgende var Orlando Vici-datteren forbi dyrlægen uden de store fejl til følge:

- Der blev ikke fundet nogen fejl på hende som sådan. Hun var blevet lettet i balancen op til starten, og samtidig var hun nok i bagklogskabens klare lys trænet for hårdt, så efter starten fik hun lidt pause og har ellers trænet på et lavere blus sidenhen.

- Jeg har kørt et par arbejder med hende op til denne start, hvor hun har virket fin. Viser hun sig fra sin bedste side, ser jeg hende som en sjov chance i løbet. En god triochance, mener kusken. 

Et retvisende resultat

D. 14. april gjorde Firenze Laser sin første start i regi Martin Hansen med en andenplads som resultat. 

Dette trods en tidlig galop, hvor heldet dog også tilsmilede Marco Di Jesolo-datteren, da flere galoperende konkurrenter banede vejen for en fremskudt placering i opløbet:

- Hun var selvfølgelig lidt heldig senest med et par galoperende heste i opløbet, men derfor synes jeg ikke, at andenpladsen er et misvisende resultat. Hun gik selv et godt løb efter galop, fortæller hestens træner.

- Jeg havde faktisk troet, at hun ville være længere fremme i tipsrammen, men det kan selvfølgelig bare være mig. Som jeg ser det, er hun et af de første krydser på kuponen.

- Hun kommer med lidt tungere balance, da René (Kjær, red.) mente, at galoppen skyldtes, hun var for let vægtet senest, videregiver han endvidere. 

Skal i gang efter pause

Den anden af i alt to startheste fra egen stald denne fredag er nu fireårige Gry. Hesten sæsondebuterer i dagens 6. løb:

- Hun har været ude i et rutineløb inden starten, hvor hun galoperede kort efter start, men gik en fornuftig sidste kilometer efter 1.18. Hun har virket skarpere i træningen efterfølgende, men som jeg ser det, er der gode heste imod.

- Umiddelbart er hun ikke noget for spillerne, og jeg er tilfreds med en fejlfri startafgang og en placering fra tre-fem, lyder det fra træneren. 

Afslutningsvis giver Martin seneste nyt om toårige I’m Al’s Princess:

- Hun var positiv i et fremvisningsløb, og alt har virket fint efterfølgende. Hun har som bedst gået 1.15 de sidste 3-400 meter af et arbejde, og min plan er lige nu, at hun skal godkendes i Aarhus d. 10. juni. 

Han fortæller samtidig, at det er med henblik på 2-års Premieren i Grand Prix-weekenden sidst i juni:

- Det er en krævende bane, så jeg synes, hestene skal have lov til at prøve den inden en eventuel start, slutter han. 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere