Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Girl Happy EP flankeret af Ole og Mads Henriksen efter sejren i sæsondebuten.Foto: Flemming Andersen

Mads kan næsten ikke sige D-ordet

Girl Happy E P 6
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
20. maj 2022 7:30

»Hvis alt går op i en højere enhed og Girl Happy EP viser fremgang for hver start, så er det klart at vi stiler mod den sidste weekend i august,« siger Mads Henriksen om talentfulde Girl Happy EP.

Af Niels Jørgensen

Med søskende som blandt andre US Male EP (1,2 mio. kr.) og Double Trouble EP (522.000 kr.) skulle der være belæg for at drømme stort på vegne af Girl Happy EP. Ikke mindst når hoppen selv har vundet tre sejre suppleret med to andenpladser i seks starter.

Mads Henriksens nordjyske ophav kommer imidlertid til udtryk, da vi tager en snak med jockeyen på tærsklen til aftenens start i et Made In Denmark 4-års hoppeløb (6. løb) på Racing Arena Aalborg. Den hidtidige succes har ikke fået Mads til at miste jordforbindelsen.

»Hvis hun bliver ved med at vise en fin udvikling, så søger vi i hvert fald til Fireårsprøven næste gang,« siger Mads Henriksen til spørgsmålet om, hvilke drømme han og faderen Ole Henriksen gør sig angående sæson 2022.

Der er også et hoppederby senere.

»Hvis alt går op i en højere enhed og Girl Happy EP viser fremgang for hver start, så er det klart at vi stiler mod den sidste weekend i august.«

Du kan næsten ikke tage ordet derby i din mund?

»Nej, for man kan så let blive skuffet,« siger Mads Henriksen.

Er ikke noget trænings-jern

Skønt Girl Happy EP’s afstamning og seneste præstationer peger i retning af yderligere succes, har det ikke hele tiden været fryd og gammen med hoppen.

»Da vi for et år siden startede med at træne igen, virkede det som om at det ville blive en vanskelig opgave. Der er godt nok to sider af hesten, afhængigt af om den træner hjemme eller kommer på banen. Hesten er som nat og dag. Hun er ikke noget “jern”, når hun træner og skal helst bedes lidt om at løbe de tider, hun skal. Hun løber i hvert fald og sparer på sig selv, men når hun ser banen er hun mere kvik og ved godt hvad hun skal,« forklarer Mads Henriksen.

Hvad sagde indsatsen senest?

»Hun vandt på en fin måde, og jeg var stolt over at hun kunne komme tilbage og vinde i første start.«

Var hun bedre end forventet?

»Det vil jeg sige. Hun kom direkte hjemmefra, uden løb i kroppen, så det var kun et plus, det hun viste den dag.«

Finpudsning inden Fireårsprøven

Dagens start er ifølge kusken en finpudsning inden Fireårsprøven i Århus.

»Det passer lige med tre uger til prøven, og hestene i dag er dem hun også kan komme til at møde i grand prix-prøven. Derved kan vi også lidt få at se, hvor vi står. Startsporet trækker lidt ned på forventningerne. Fra spor syv kan det så let blive forkert, men hvis vi har lidt tur i det, så er hun en af dem som skal være blandt de tre første.«

Den kan vel også vinde?

»Ja, hvis det hele stemmer.«

Ved sejren i Skive løb Girl Happy EP på alusko, men det føltes ifølge Mads Henriksen ikke helt rigtigt, så til dagens start går man tilbage til de jernsko hoppen løb med sidste år. Først når Girl Happy EP får nogle flere starter skal hun lettes for at finde yderligere veksler på den konto.

Samlet set er du optimist?

»Ud fra den måde hun kom ud i sæsondebut, og vandt på 1.16,4 i snorestart, så har jeg lidt forventninger om at hun kan udvikle sig hen over sommeren. Og så må vi se, om hun er god nok til at tage skridtet op.«

Spår Dream Kåsgård størst chance

Anmodet om at kommentere dagens fire heste fra arbejdsgiveren Flemming Jensens træningskvarter, siger Mads Henriksen:

»Gilberto (1. løb) har egentlig gået ok, men er igen røget over fra bagspor, så den søger vel bare en præmie. Dream Kåsgård (2. løb) gik godt senest. Han er vel en af de tre favoritter i løbet som kan vinde. Med det rette løb er det nok den største vinderchance fra Flemming,« siger Mads Henriksen.

I 4. løb giver Flemming Jensen stalddebut til vindertippede Deliciousstone.

»Deliciousstone har været i stalden siden hestens seneste start. Den har haft et løbsophold og bare trænet. Hesten virker fin og skal vel kunne løbe med blandt de tre-fire første her første gang. Den har ikke gået noget banearbejde, men føles klar til start og træner fint. Starten her er for at se, hvor den står.«

Vindertippet er også Fiks Party i dagens sidste klasseløb, hvor SJ’s Photo-datteren skal forsøge at følge op på sejren i sæsondebuten.

»Fiks Party (9. løb) var fin i sæsondebuten og vandt faktisk helt enkelt. Nu er det et lidt andet oplæg, da hesten kommer til at gå bagfra, men hvis hun får lidt hjælp undervejs, kan hun løbe blandt de tre første,« vurderer Mads Henriksen og giver sit bud på chance-hierarkiet.

»Dream Kåsgård er nok den bedste chance. Dernæst Fiks Party, Deliciousstone og Gilberto.«

Dagens program på Racing Arena Aalborg omfatter 10 løb fra kl. 15.45. Programmet kan ses HER

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere