Af Mikkel Johansen
Deliciousstone gjorde denne fredag sin første start i Flemming Jensens regi. Det er før set, at en hest er kommet som forvandlet fra Aalborg-træneren, men alligevel må præstationen fra netop Deliciousstone siges at komme lidt bag på de fleste.
Godt nok havde Fast Tracks Vagn Honum vindertippet hesten, men knapt må heller han have forventet, at den størstedelen af løbet skulle føre med minimum 50 meter til nærmeste konkurrent.
Men det var tilfældet for Wishing Stone-sønnen, som for sin nye træner aldrig så sig tilbage og vandt enkelt på 14,6/2140ma.
- Det kom lidt bag på mig. Jeg var godt tilfreds med varmningen, men at han skulle være så ambitiøs til løbet, havde jeg ikke forventet. Der er masser af styrke i hesten, og jeg var aldrig rigtig efter ham, var ordene bl.a. fra Flemming Jensen, som forinden sejrsinterviewet havde sagt “wow” til staldpersonalet.
Dream Kåsgård var Jensens første vinder.
Sejren med Deliciousstone var ikke Jensens eneste på dagen. Allerede i dagens 2. løb havde han været på vinderpladsen med Dream Kåsgård.
Fra netop dagens 2. løb er det bestemt værd at bemærke, at jernhoppen Askepot Macoy besatte andenpladsen på en stærk afslutning og meget vel kan være på vej mod en ny start i DM for Hopper næste fredag på Fyens Væddeløbsbane.
Bo Westergaard havde stor tro på Silent Eagle i dagens 3. løb, som var forbeholdt treårige hopper med maksimalt 15.000 kroner på kontoen.
Han havde i forhåndsinterviewet sagt til reporter Søren Aaen, at det var en hest, man forventede kunne tage skridtet op til de bedste norske hopper på sigt. Et led i matchningen var dette hoppeløb, som Bold Eagle-datteren sikkert vandt efter en rejse i 2. par udvendigt.
- De her ungheste skal gerne sænke sig ca. et sekund pr. start, og det gør denne her vel også i dag. Jeg følte, jeg havde kontrol ned ad bagsiden, så det gjaldt bare om at køre fejlfrit og lade hende lære lidt af løbet, sagde Aalborg-træneren efterfølgende.
Som ventet af træneren blev rekorden forbedret af Silent Eagle, som nu har løbet 17,2/2140ma.
Silent Eagle forbedrede sin rekord med 1,2 sekund.
Af øvrige bemærkninger fra løbsdagen på Racing Arena Aalborg kan nævnes:
- At Daniel Autriche tog sin fjerde sejr i træk for Rolf Jørgensen. Denne gang vandt parret en indledende afdeling i Travligaen, liga 5 fra “dødens” position.
- At Good Together endelig tog karrierens første sejr. Den ejes af familien Clemmensen, som også havde en vinder i Dream Kåsgård i det efterfølgende opgør.
- At Jan Dahlgaard havde sporet sig ind på Gejst, som vandt dagens “Made in Denmark”-løb for de fireårige hopper.
- At Eddie Cook og Maria Svendsen genfandt sejrssporet i montéløbet.
- At Holiday akkurat klarede sig hjem før en godt afsluttende Got Swagger.
- At Ghania Sensei aflagde sin maidentitel i sin første start for Anders Pedersen.
- At Uffe S Lange DK spidsede formløbet hjem for Kasper Jensen.