Af Claus Bossow
Søndag kl. 14.00 er denne gang starttidspunket for Bornholms Brand Park, og det bliver med to signaturløb.
Søndagens 5. løb er forbeholdt kuske fødte i 1994 eller senere, og ni ekvipager er meldt til start. På papiret ligner det et anliggende mellem Emily K fra forreste volte og Ella Lynghøj fra tillæg. Det bliver dog med et lille plus til førstnævnte, eftersom kusken Mads K. Mogensen som bekendt er fast kusk på hoppen.
Senere på dagen skal øens bedste heste dyste i 3. afdeling af Golden League, hvor den gamle derbyvinder Stand And Deliver er ude efter revanche over for Diamondwind, der akkurat afviste konkurrenten senest på supersprint over 1001 meter.
Det skal også nævnes, at sejrshesten Cerosso i 4. løb jagter sæsonsejr nr. 5 i tilsvarende antal forsøg på en søndag, hvor Bornholm faktisk er såkaldt saxbane med det svenske Grand Slam V75. Det betyder TV-signal til de svenske spillere, og mon ikke det kan læses af omsætningstallene.