Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Flower Dust og kredsen omkring hesten - Charlottenlund 13.8.2021Foto: Burt Seeger

- Denne gang er jeg nok kun behersket optimist

FLOWER DUST Vindercirklen 13821
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
14. maj 2022 9:00

Team Svendsen og stjernehoppen Flower Dust tager søndag eftermiddag kampen op med et virkelig stærkt internationalt felt i Menhammar Copenhagen Cup. Bent Svendsen erkender, at der denne gang bliver skruet en smule ned for den traditionelle optimisme - men alle løb skal som bekendt køres først.

Af Claus Bossow

- Du er nok nummer 15, der ringer i dag. Kan du ikke bare selv finde på noget, indleder Bent Svendsen med et grin, da vi fanger ham torsdag eftermiddag.

Nedtællingen til Menhammar Copenhagen Cup og Flower Dusts ilddåb nærmer sig, og forventningens glæde kan høres gennem telefonen.

- Hun fik sine sidste intervaller onsdag, og hendes puls var bedre end nogensinde. Jeg ved godt, at jeg vist har sagt det før, men der er i hvert fald ikke noget, der tyder på, at hun ikke er fuldstændig på toppen, forklarer Bent Svendsen videre.

Hvad så med seneste start – og nederlag. Sidder det lidt i kroppen på dig?

-Jeg har jo set det løb mange gange siden, og som jeg også har sagt, så var det ham, der sad bag, der kan klandres for det nederlag. Jeg kørte for langsomt undervejs, og så opdagede jeg nok også for sent, at der kom én på indvendig side.

- Husk på, at Flower Dust hele sidste sæson var dén, der gjorde arbejdet, og det var via toptempo hele vejen især i duellerne med Fascination. Hun fik også lov til at arbejde hele vejen i sæsondebuten i hurtigklassen, så jeg tror stadig på, at det var mit oplæg, der gjorde udslaget på Musketerdagen.

 

FLOWER DUST S2 6810

- På søndag venter jo et helt andet løb og andre forudsætninger, og løber de 1.12 hele vejen, så gør Flower Dust det også. Og løber de 1.11, så gør vi det også.

Men sporet var vel en streg i regningen?

- Jeg vil da gerne bytte med Steen Juul og inderste spor, for så kunne vi sidde i den forreste del af feltet undervejs. Nu blev det så helt anderledes, så vi bakker for start… nej, der bliver nok slet ikke tale om at bakke, for de indvendige er nu så hurtige, at vi må køre med og finde ned, hvor det passer, analyserer Svendsen.

- Men jeg er jo den fødte optimist, og jeg vælger at tage dét med startsporet som en positiv udfordring, når vi ser på feltet og startsporene. To af de bedste har jo fået anden række. Derfor kan vi nok forvente fuld fart på hele vejen, for de er nødt til at vinde Copenhagen Cup for at få chancen for en plads i Elitloppet.

- Jeg ser det sådan, at det i år ikke bliver et løb, hvor der tages op kort efter start og så først køres igen over de sidste 4-500 meter. Björn Goop, Erik Adielsson, Kihlström m.fl. kommer altså ikke til København for en tredjeplads. Så samlet set bør det tale til vores fordel, og fra at være superoptimist er jeg nu nærmere behersket optimist.

Planerne efter Copenhagen Cup

Du har jeg hele tiden været ude med, at en start i Elitlopps-weekenden var målet. Er det stadig sådan og f.eks. i Stoeliten?

-Nej, der er justeret lidt i planerne nu. Mine udtalelser gik på en start i selve Elitloppet – ellers er det lige meget, griner Bent Svendsen.

- Fredagen inden Elitloppet afvikles DM for Hopper, og der er gode penge at køre om, så vi skal i stedet vise, at vi er bedste herhjemme.

Hvem vinder så årets Menhammar Copenhagen Cup?

- Når det nu ikke er sikkert, at det bliver Flower Dust, så har jeg tre favoritter. Det er først og fremmest Alcoy og Stoletheshow fra anden række, mens jeg ikke tror så meget på Vitruvio, som de seneste starter ikke har været overbevisende.

- Jeg er ret sikker på, at Millegan's School sætter sig på fronten, men den får ikke lov til at bestemme. Hvis du lytter til Henrik Dyhrbergs Travsnak i denne uge, så har vi dér analyseret løbet til bunds, slutter Bent Svendsen, der dog lige gør opmærksom på, at det faktisk er hans fjerde start i Copenhagen Cup.

- Den første var Axwill, hvor vi blev femte, mens det ikke blev til præmier med min derbyvinder Good Guy D K og Knox Jenil. Sidstnævnte vandt så i stedet en af de første udgaver af Montéeliten på Elitlopps-dagen.

Skal du følge Flower Dust på tætteste hold, kan du købe billet til Copenhagen Cup her

Programmet til Menhammar Copenhagen Cup-dagen finder du her