Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Seven Nation Army og Nicklas KorfitsenFoto: Burt Seeger

Nicklas K: En tredje-fjerde-femteplads er ikke umuligt

SEVEN NATION ARMY S2 6559
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
10. juni 2022 15:00

»Det er ikke noget jeg havde turdet hverken håbe eller drømme om for bare nogle måneder siden,« siger Nicklas Korfitsen ved udsigten til søndag at skulle køre Seven Nation Army i Oslo Grand Prix.

Af Niels Jørgensen

Både hest og kusk træder ind på den helt store scene, når Seven Nation Army og Nicklas Korfitsen søndag eftermiddag repræsenterer Danmark i Norges største internationale løb, Oslo Grand Prix med 1,2 mio. NOK til vinderen.

Hvad lyder succeskriteriet?

»Det er vel i første omgang at få penge. Fra et godt spor er det vel også et realistisk mål,« siger Nicklas Korfitsen.

Hvordan vil du gå til opgaven?

»Seven Nation Army kan være hurtig fra start, hvis man ønsker det, men senest viste hesten, at den nok er en tand bedre fra ryg, så det er noget med bruge hesten mindst muligt fra start og komme ned i en god position,« siger Nicklas og tilføjer:

»Umiddelbart ser Cicero T G ud til at være hurtig, og Gocciadoro (Bengurion Jet, red.) lyder til at skulle være offensiv. Samtidig er hård fart hele vejen vel Goops våben med San Moteur. Forhåbentlig bliver der fuld køring fra start på mange hænder, således at der åbner sig en plads i inderbanen. Ønskescenariet for os er nok at sidde i tredje par indvendigt, når der er kørt 500 meter.«

»Allerstærkest i træningen«

Nicklas håber, at der bliver holdt et hårdt tempo hele vejen således at nogen bliver trætte og der opstår plads til angreb for Seven Nation Army med 400-500 meter til mål.

»Hvis alt går op i en højere enhed så er en tredje-fjerde-femteplads ikke umuligt,« siger Nicklas.

Skal vi betragte Seven Nation som “underdog i feltet”, eller hvordan ser du på det?

»På papiret er det en underdog, i hvert fald i forhold til at skulle matche de allerbedste. Omvendt så synes jeg også, at med den præstation hesten viste senest, så skal vi ikke lægge os ned på forhånd, for de løber ikke fra ham.«

Hvad har vi ikke set fra hesten endnu?

»Herhjemme er han nok den som er allerstærkest i træningen, og han virker heller ikke til at have været kørt i bund endnu.«

Har I gjort særlige anstalter for at forberede hesten til opgaven?

»Nej, slet ikke. Nu kom denne invitation inden der blev meldt til Stockholm, hvor det var planen at hesten skulle starte, og med tanke på at hestens hove ikke er specielt gode, så valgte vi at stå over Stockholm for at hesten kunne være 110 procent i orden til denne start.«

Og for dig personligt. Hvad betyder det at skulle køre et løb som dette?

»Det er selvfølgelig rigtig stort. Det er ikke noget jeg havde turdet hverken håbe eller drømme om for bare nogle måneder siden. Det var ikke noget jeg lige havde set komme.«

Er det en overmatchning at starte den blot fireårige hest i løbet?

»Det er der nok mange som vil mene, men jeg føler ikke at vi har set bunden på hesten endnu, og jeg tror ikke at de løber fra ham. Med sporet og alt taget i betragtning, så er det ikke umuligt at kunne være med blandt blandt de fem første.«

I lighed med en række andre dansk trænere, er Bo Westergaard-stalden repræsenteret i flere af de øvrige løb på Bjerke både lørdag og søndag. Se lørdagsprogrammet og søndagsprogrammet.

SEVEN NATION ARMY D2I8341Seven Nation Army flankeret af ejer Preben Munch Kjærgaard og kusk Nicklas Korfitsen efter sejren i Fireårseliten på Copenhagen Cup-dagen. Foto: Burt Seeger

Nicklas Korfitsen om de øvrige chancer i weekenden:

»Gabi Kyvsgård (lørdag, 4. løb) har vi haft i en måneds tid. Hesten kom til os umiddelbart efter starten da jeg kørte hesten på Lunden. Den virker til at være faldet godt til, og den har taget godt imod træningen. Ud fra træningen at vurdere, virker hun til at have forbedret sig en smule. Jeg synes egentlig at hun står godt til med spor tre og sprint, og hun er fornuftigt hurtig fra start, så hende har jeg lidt tro på.«

»Admiral Knick (lørdag, 8. løb) er ude mod gode heste og har spor langt ude på vingen, så i første omgang må der køres efter en så god præmie som muligt.«

»Painted Genius (søndag, 2. løb) har været ude mod de bedste norske i de seneste starter og går vel umiddelbart lidt ned i klasse denne gang. Er hurtig fra start og kan komme ned i en god position direkte, så jeg har tro på at han være mellem de tre første. Kommer med vatudtræk for første gang.«

»Penscola (søndag, 2. løb) er overmatchet og har samtidig fået nummer 12. Der var gode penge at køre om, at den skulle have chancen for at få en bid af kagen, men det ser svært ud fra nummer 12.«

»Glide for The Win (søndag, 9. løb) står med et fint spor i volten, og umiddelbart er det heste hun matcher. Hun var egentlig god senest selv om hun kun sluttede sjette. Hun gik godt, formen er god og alt virker fint, så jeg tror på en på plads mellem de fire første.«

»Photo Lavec (søndag, 11. løb) gik egentlig godt senest på Lunden, selv om det blev til galop i slutfasen, hvilket tidligere er sket når hesten er blevet træt. Sporet er lidt langt ude på vingen, så umiddelbart ser det vanskeligt ud at vinde løbet, men hesten er hurtig fra start og hvis flasker sig, kan den tage en god præmie.«

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere