Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Klokkeklar tale fra Kjær

Henri Cloc 211205
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
16. juni 2022 8:00

René Kjær har stor tiltro til Kaj Jørgensens Henri Cloc i Grand Circle-prøverne på Fyens Væddeløbsbane; “Den har større kapacitet end Happyrun Cloc, og jeg håber, hesten får mulighed for at vise, hvor god den er”, siger han. 

Af Mikkel Johansen

Det er torsdag, hvilket er lig med Grand Circle 3-års Prøver for henholdsvis hingste/vallakker og hopper. 

Hos ‘drengene’ er der fire prøver, hvorfor kun de to første i mål er direkte videre til finalen, mens hopperne har samlet deltagere til tre prøver, således at de tre første går videre samt den bedste fjerdehest. 

Årgangsløbene kommer på rulle nu, og det begejstrer René Kjær, som i fredags var på plads i Aarhus til Grand Prix-prøverne og nu igen skal forsøge at kvale heste ind til nye årgangsløb.

På forhånd er han af programtipperen betroet med tre af sine fire køreture i Grand Circle-prøverne. Hos hopperne kører han for Magnus Ladegaard Hattrick DiDamgård, som kommer ubesejret fra Nykøbing Falster, medens han hos hingste/vallakkerne især ser frem til turene md Stutteri Cloc’s bidrag, Happyrun- og Henri Cloc. 

Især sidstnævnte Henri Cloc bærer store forventninger fra kuskens side inden dagens prøve, der er placeret som syvende løb:

- Det er en kanongod hest. Den har større kapacitet end Happyrun Cloc, og jeg håber, Hesten får mulighed for at vise, hvor god den er, siger Kjær med en opfølgning på galoppen fra senest som storfavorit:

- Sidste år var den meget flegmatisk, men i år er den blevet lige ambitiøs nok, og den overreagerede simpelthen, da den kom op til startbilen. Vi havde den på banen i lørdags, hvor vi prøvede at tage ‘alt’ udstyret af den, og det faldt meget positivt ud.

- Det kan selvfølgelig være noget andet, når den får mange andre heste omkring sig, men umiddelbart fungerede det rigtig godt. 

Ligner moderen

Kjær sammenligner Henri Cloc med sammes moder, som han for år tilbage kørte med samme tendenser:

- Den minder meget om sin mor, og den lavede vi samme nummer med. Jeg kørte den på Bornholm en dag, hvor jeg foreslog ejeren at tage alt udstyret af den, og efterfølgende vandt den mange løb. Vi håber selvfølgelig på samme udfald med denne her, lyder det retorisk fra Kjær. 

Er det også en større vinderchance end Happyrun Cloc på dagen?

- Ja, det synes jeg faktisk. Især med tanke på, at Happyrun render ind i Hurricane. 

Netop Hurricane, som er opdrættet af nu afdøde Jürgen Hanke, men trænet i Holland af Paul Hagoort, vandt Treåringseliten på Solvalla i sin seneste start fra bagspor. Noget, der selvsagt medfører respekt fra konkurrenterne:

- Det er selvfølgelig træls at rende ind i Hurricane, og umiddelbart kan vi jo ikke slå den. Jeg synes dog, at Happyrun Cloc med rette løbsafvikling skal kunne blive nummer to og dermed tage sig direkte videre til finalen.

Den rette løbsafvikling for Happyrun Cloc er?

- Den skal have sit rygløb, som den fik senest. Det går ikke at køre frem med den, den skal have det hele lidt serveret. Derfor kan det hurtigt blive fejl, hvis Hurricane kommer til spids og tager tempoet helt ud, frygter Kjær.

- Vi håber på ‘racing luck’. Hesten er god nok til at klare sig videre til hovedløbet.

Lille, men villig

For Magnus Ladegaard kører Kjær ikke blot Hattrick DiDamgård. Han skal også varetage chancerne bag Hunni, som dog spåes svære betingelser af såvel tipper som kusk:

- For mig at se leder den efter formen. Jeg ved, at Magnus har haft lidt forventninger på hesten, men den har vel ikke vist noget, som skal give tro på, at den på nuværende tidspunkt kan matche de bedste i årgangen. 

Hattrick DiDamgård forventes derimod at kunne tage sig videre til finalen:

- Man skal passe på ikke at negligere, at sejrene er taget på Falster. Hesten har gået supergodt, og jeg tror på hende fra et godt startspor. 

Hun har præsteret en høj 16-tid på Falster. Hvad forventer du, den kan løbe af tid denne gang?

- Hun skal kunne en lav 15-tid for at være med fremme her. Det tror jeg også på, at hun kan. Hun er ikke så stor, men har en god vilje. 

Løbsdagen starter kl. 17.00.

Baneprogrammet til Fyens Væddeløbsbane findes her

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere