Af Mikkel Johansen
Morten Juul og Birger Jørgensen opnåede i fællesskab en stor triumf i den forgangne Grand Prix-weekend, da de sammen vandt Hoppe Grand Prix’et med Gonnabe Shadow. Konstellationen med Juul som træner og Jørgensen som kusk fortsatte i samme spor denne regnvåde mandag, hvor det blev til tre sejre.
Alle var favoritsejre og blev taget fra spids. Først for var Felix Light, som blev fulgt op af Frosty Ice. De to ekvipager sejrede i V4-spillets sidste to afdelinger. Det var en favoritpræget omgang Power Hour, der fik en værdi på kun 142 kroner.
Hattricket blev fuldendt i dagens femte løb, hvor Holachica var småt overlegen i sin debut på tiden 1.18,3/2000mv.
Holachica indfriede såvel trænerens som spillernes forventninger. Foto: Flemming Andersen.
Foruden favoritparaden fra Juul/Jørgensen kom fem andre ekvipager også på vinderpladsen i det otte løbs store mandagsprogram.
Michael Lønborg var klar favorit med Harper i dagens syvende løb, og parret var overlegent efter at have overtaget teten midtvejs. Tidligere på dagen havde faderen Henrik Lønborg gæstekørt Arne Normann-trænede Gian til sejr.
Golden Star K J havde på papiret en god opgave for Christian Lindhardt over sprinterdistancen i dagens andet løb. Den fireårige hoppe efter Orlando Vici sikrede sin træner årets første kuskesejr, og gjorde det i tiden 1.15,5/1600ma.
De to amatørløb gav sejr til henholdsvis Diamond Is Rough og Eagle Merci. Førstnævnte er efter Wishing Stone, som desværre er afgået ved døden tidligere på dagen.
En favoritpræget løbsdag på Skive Trav, hvor programtipperen havde set rigtigt i seks af de otte opgør.