Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Golden C N vinder et af kvalifikationsløbene foran Global YankeeFoto: Ole Hindby

Golden, Gonnabe & Gucci

Golden C N 100622
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
10. juni 2022 22:00

Hvor Garfield ser totalt uslåelig ud blandt drengene, så ser det straks mere jævnbyrdigt ud på spindesiden, hvor prøvevinderne hed Gucci, Gonnabe Shadow og Golden C N.

Af Allan Loft

Det er vanskeligt at pege på en favorit i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix, som køres lørdag 25. juni, men der blev budt på fin sport i prøverne i hvert fald.

Hoppeprøverne

I - I den første prøve endte opgøret op med en stenhård opløbskamp mellem tre ekvipager. Ready Cash-datteren Gucci blev kneben vinder på en god afslutning i tredje spor, hvor hun henviste løbets forventede forgrundsfigurer Gaby C N og Gin Flame til de sekundære trioplaceringer.

- Jeg blev sat lidt af i tredje spor første sving rundt, da Mads Henriksen udvendigt for den førende absolut ville holde sin position, og jeg måtte bakke ned i feltet igen. I og med der ikke var så mange med i løbet, gjorde det dog mindre, og vi fik en god udvendig rygposition - og jo mere af løbet, vi fik tilbagelagt, jo mere havde jeg følelsen af, at det her ville gå godt.

- Hun virkede frisk og stærk. Hun reagerede sent på mine signaler om at gå frem til slut, men hun er også døvet lidt ned, og vi har således nogle ekstra parametre, vi kan fire på, for at hun kan præstere helt i top, fortalte kusken Jeppe Juel efter sejren med hoppen, der er opdrættet af Niels Juel og ejes af Team Juel.

Undervejs førte Gin Flame efter at have overtaget teten efter en halv omgangs kørsel. Gaby C N var tidligt fremme i førergruppen, og fik en rejse udvendigt for den førende. Gucci fik noteret vindertiden 1.15,3a/1800m.

Gucci _100622Ready Cash-hoppen Gucci speedede lige netop forbi Gin Flame og Gaby C N i den første hoppeprøve på Jydsk Væddeløbsbane. Foto: Ole Hindby

II - Opløbet i anden prøve for hopperne blev nærmest identisk med den første prøves. Tre heste kæmpede kanonhårdt til slut. Storfavoritten Go On Gardenia opførte sig eksemplarisk denne gang og fløj til spids, hvor hun holdt føringen til nogle få decimeter før stregen, for i kanongode afslutninger nåede Gurli Tinghøj og Gonnabe Shadow (Farifant) forbi. Sidstnævnte havde mulehårene først på stregen i tiden 1.14,6a/1800m.

Gonnabe Shadows træner Morten Juul var godt tilpas efter løbet.

- Birger Jørgensen kørte et superløb med Gonnabe Shadow. Favoritten Go On Gardenia førte jo, men jeg havde alligevel håbet intakt til det sidste, for Go On Gardenia har jo vist lidt hidsige tendenser på det seneste, og Knud Mønster fik jo også kørt en hård første omgang, hvilket nok fældede ham og hans hoppe til slut.

- Min har aldrig fået trukket vattet endnu og går med sko, og kan jeg overtale Birger til at kvitte skoene i Grand Prixet, så kan det blive interessant.

Gonnabe Shadow _100622Udvendigt speeder Gonnabe Shadow (6) forbi til kort sejr foran Gurli Tinghøj (8) og Go On Gardenia (5). Foto: Ole Hindby

III - I den tredje og sidste afdeling kunne storfavoritten fra Bent Svendsens træningskvarter, Golden C N efter Wishing Stone, føre med sin træner i sulkysædet fra start til mål, og var reelt aldrig truet. Det blev til en overbevisende sejr i tiden 1,15,6a/1800m.

- Hun lagde undervejs alt for hårdt på og åbnede i 1.11-fart den første halvbane, men jeg tror ikke hun forstod, vi skulle tage farten af midtvejs. Men jeg fik da kontrolleret tempoet en lille smule, og til sidst trak hun godt over opløbet.

- Hun har jo altid været fremme også i sit tidligere regi. Jeg tænker jo, vi laver hende meget bedre og skal forsøge at holde hende på toppen hele sommeren. Nu trak jeg vattet i dag for første gang i mit regi, og det gik jo perfekt, kunne Bent Svendsen fortælle efter sejren.

Bag Golden C N tilkæmpede Global Yankee og Ginetta sig de sidste sikre adgangsbilletter til Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix.

Golden C N_vindercirkel _100622Hans Jacobsen (t.v.) vandt sidste år Dansk Hoppe Derby med Flower Dust. Kommer Golden C N til at lave dacapo? Den er godt på vej, og nappede i dag en sikker sejr i en Grand Prix-prøve for Skive-træner Bent Svendsen. Foto: Ole Hindby

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere