Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Enestående præstation af Borups Viking, som går mod en start i Grand Prix-weekenden.Foto: Ole Hindby

Borups Viking strålede på en regnvåd søndag

Borups Viking (1)
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
19. juni 2022 12:45

Som ventet var Borups Viking sikkerheden selv på Jydsk Væddeløbsbanes amatørdag.

Af Mikkel Johansen

Der var absolut ingen slinger i valsen for dagens med afstand største favorit i Borups Viking, som var krydset på intet mindre end 83 procent i V4. 

Den stald Rosenvang-ejede hest jagtede sin sjette sejr af samme antal mulige på Jydsk Væddeløbsbane i år. Ved én enkelt af de foregående fem starter havde Emil Mæhlisen styret hesten rundt, så noget nyt bekendtskab var det ikke for den dygtige amatør. 

Mæhlisen tog en rolig start og lod konkurrenterne køre gassen af sig. Abild Grand var hurtigst fra start, men Kim Madsen havde bebudet spids med Cash Sali, og denne blev kørt frem til teten ved udgangen af første sving. Det lykkedes sidenhen Anette Uglebjerg at fange ryggen på den førende med Carotene ud på sidste omgang. 

Det efterlod storfavoritten alene i andet spor, men det er ikke en position, som plejer at tynge den stærke hest, og det var heller ikke tilfældet i dag. Emil Mæhlisen gik frem udvendigt på Cash Sali ned ad ‘stadionlangsiden’ i 1.14-fart på kilometeren. 

Rundt sidste sving anede man et overtag til Borups Viking, og Cash Sali var chanceløs i at svare favoritten, da Mæhlisen lod den spadsere opløbet ned. Vindertiden for Borups Viking blev 1.15,6/1800ma uden at hesten på nogen måde så ud til at have anstrengt sig. 

- Det er et monster at køre for sådan en amatør. Den har en helt fantastisk indstilling og er bare en kammerat, satte Mæhlisen af superlativer på Prodigious-sønnen. 

De øvrige triumfatorer

Camilla Borum havde planen klar på ryggen af Maia i montéløbet. Hun red sig tidligt i løbet til spids og lod sig aldrig passere. Nej, faktisk havde parret mange længder ned til andenhesten, som var Diamond Dust E M. Det var karrierens første sejr til Camilla Borum i hendes blot tredje start. 

I dagens formløb forsøgte Jens Erik Kruse at køre stigningsløbet med Sir Mosebo, og det så også længe ud til at lykkedes. Niels Knudsen havde imidlertid fundet vej mellem venner og fjender, og han kunne sende Figeac forbi den førende de sidste 50 meter til stor overraskelse for spillerne. 

Værdien i V4-spillet steg fra 307 til 1702 kroner inden sidste afdeling. 

Der var stor splittelse hos spillerne i sidste afdeling, hvor fire heste lå med få procent imellem sig. Heriblandt Deckname, som Peter Visti svarede spids med hele vejen til mål. Lucas Kirk gjorde alt rigtigt med Cassiopeia, som besatte andenpladsen en længdes penge efter vinderen. 

22 procent var Deckname krydset på i V4, hvor værdien endte på 3024 kroner. 

Rondo Byrds var over alle bjerge i det afsluttende SU-formløb for Maia G. Andersen. 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere