Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Nicolai Olsen efter en sejr tilbage i maj måned på Charlottenlund.Foto: Burt Seeger

Nicolai Olsen ser frem imod et anderledes DM

Nicolai Olsen Lunden 12/5
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
06. august 2022 8:00

Nicolai Olsen ser frem imod årets DM for Amatører med både spænding og skepsis. 

Af Mikkel Johansen

Som direkte efterkommer til ligafinalerne igår på Skive Trav, er Charlottenlund Travbane “mand” for at følge op med et nyt stort arrangement i DM for Amatører. I år afvikles det over fire afdelinger, således at de i alt 16 deltagende kuske er i aktion to gange hver. 

Falster-amatøren Nicolai Olsen er blandt de 16 deltagere, men det var han faktisk ikke oprindeligt. Et afbud fra Katia Bøgedal banede vejen for den rutinerede amatør, som glæder sig til igen at skulle dyste mod sine kollegaer:

- Det er stort at være med, om det så er på afbud eller ej. Det kom lidt overraskende for mig, i og med jeg kun var tredje på championatslisten sidste år, men det betyder ikke det store for mig. Nu er jeg med, og det er det vigtigste for mig. 

Normalvis er køreturene flere end blot to styks, så der skal tænkes alternativt i forhold til at gribe opgaven an kontra de forgangne år:

- Jeg synes selvfølgelig, at det er ærgerligt med kun to køreture. Det gør det hele lidt mere tilfældigt, og man er tvunget til at agere anderledes i løbene, mener han. 

Hvordan anderledes?

- Førhen har det været muligt at slutte øverst på podiet uden nødvendigvis at vinde en afdeling, men det er i mine øjne ikke muligt med kun to køreture. Derfor er man på en måde tvunget til at agere mere offensivt i løbene, hvilket ikke altid er det bedste at gøre. 

Bedre end sine resultater

Af sine to køreture fremhæver Nicolai selv Final Countdown som sin bedste chance. Dog er han heller ikke afvisende overfor en god placering til Dollar Dream, som ikke på forhånd er betroet af programtipperen:

- Mit indtryk af hesten er, at den er meget bedre end sine resultater. Måske den har godt af at få nogle nye øjne på. Jeg husker den som en starthurtig type, så vi kan forhåbentlig ramme en god position og derfra følge med til en god præmie. Det er en køretur, jeg glæder mig til. 

Med tanke på den optimistiske tone omkring sine to køreture på dagen, kan det tydes, at der er tale om en kusk med ambitioner om en podieplads:

- Det skal selvfølgelig flaske sig, men med held på vejen, så bliver jeg ikke overrasket over at ende på podiet. Jeg har i hvert fald ikke lagt mig ned på forhånd, men synes omvendt også, at flere af mine konkurrenter har trukket gode køreture. 

Hvem ser du som værste imod af de andre deltagere?

- Jeg synes, at både Søren Demant Andersen og Bøje Laursen har haft en god lodtrækning, så på papiret ser det godt ud for dem. Alt kan dog ske i disse sammenhænge, og det er med til at gøre det sjovt som deltager, er afsluttende bemærkning fra Nicolai fredag aften. 

Et baneprogram kan ses her

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere