Af Henrik Brendholdt
Der var 35.000 kroner i førstepræmie i Goffs UK Stakes denne aften på Fyn, og de gik til offervillige Stald Ras, da Northern Carlras var først i mål.
Favoritten tog front fra start over de 1650 meter, fulgt af Daurehøj Carlras/Lise Vest. I ryg lå en tredje Carlras hest nemlig Vupti Carlras i hænderne på Jacob Johansen. Det var sidstnævnte der udfordrede Northern Carlas op igennem opløbet.
Northern Carlras kan dog åbenbart ikke slåes på Fyn, og fireåringen afviste Vupti Carlras til slut og vandt fjerde sejr i fire forsøg på Fyn.
Northern Carlras hædres i vindercirklen. Foto: Gorm Foto.
Voguela cantrede sejren hjem i V4-1
Kun fire heste var i startboksen til aftenens første opgør Mikkel Hestetransport Ærespræmie, og da Sir Oliver ikke sprang af, så var der kun tre i løbet.
Det blev spil til et mål da John Nielsens Voguela og Susanne Lyseng førte fra start til slut. Den irskfødte hoppe var velgaloperende i front, og var hele tiden 10-15 længder foran Maggie og Charlie.
Forfølgerne fik aldrig kontakt med den førende, og Voguela vandt uden at overanstrenge sig med mange mange længder og tog tredje sejr i træk.
Voguela en sikker vinder af aftenens første opgør i hænderne på lærling Susanne Lyseng. Foto: Gorm Foto.
Aftenens andet opgør blev også vundet fra front, da Sussi Halds Shenanigans og lærling Kelvin C Belcourt førte hele vejen rundt.
Favoritten Nova Girl og Oliver Wilson skyggede den førende undervejs, med Go Goofy og Sunshine Carlras på de næste pladser. På bagsiden angreb Lady Lee og Rafael De Oliveira godt udvendig frem til andenpladsen.
Op igennem opløbet stred Shenanigans helt til mål, godt engageret af Kelvin C Belcourt, og en nærgående Nova Girl blev afvist op imod mål.
Shenanigans (til højre) vandt karrierens femte sejr i hænderne på Kelvin C. Belcourt. Foto: Gorm Foto.
I femte løb slog den fynske amatørtræner til igen da Syvårige Lemon og Rafael De Oliveira var klart bedst over de 1800 meter.
Børge tog som ventet fronten i en frisk galop. Lemon lå sidst undervejs med omkring fem længder frem til de forreste. Rundt opløbssvinget angreb Rafael De Oliveira med en godt gående Lemon, som let rundede feltet til årets første og karrierens syvende sejr.
- Jeg havde sådan set på forhånd sagt jeg havde to vindere i dag, fortalte en toptilpas Sussi Hald i vindercirklen.
For anden gang denne løbsdag blev Sussi Hald hædret i vindercirklen. Denne gang med J og J Schlawitz afkommet Lemon. Foto: Gorm Foto.
Den svenske amatørtræner Eva Sarlöv havde taget den lange tur til Fyn med fireårige First Shamrock. Det var en god ide da hoppen sejrede i Sanderum VVs Newcommerløb. Lå perfekt anden undervejs for rytter Maikel Narvaez Bravo og afviste Doc Martin til slut. Foto: Gorm Foto.
Det traditionsrige løb gav sejr til lokale Custommade og lærling Mathilde Lund Johansen. En imponerende og let sejr til Juniper Tree-datteren, som fik et hårdt løb i tredje spor i løbets indledende fase.
Alligevel gik Custommade forbi førende The Maestro på bagsiden, og sidenhen var det spil til et mål. Favoritten Araki Li og Jacob Johansen forsøgte at gå i clinch i opløbet, men Custommade afviste let al modstand.
Der var 25.000 kroner i førstepræmie til ejer og træner Sarah Langholm Hornstrup.
Glade vindere omkring Custommade efter sejren i H.C Andersen løb. Foto: Gorm Foto.