Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Enjoy the Game første sejr i Hviid-doublen - 14. januar 2022Foto: Ole Hindby

Hviid og Kjær doublede

Enjoy The Game 220114
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
14. januar 2022 20:32

På en dag, hvor teknikken gjorde programmet mellem halvanden og to timer forsinket i Århus blev det Mads Hviid Nielsen og René Kjær med hver to sejre der blev topscorer.

Af Dennis Stenbæk

Og alle fire sejre var faktisk ganske imponerende....

Mads Hviid var først på pletten, men undervejs så det vel ikke alt for lyst ud, da han havnede i dødens med Enjoy the Game efter 1200 meters kørsel.

Føringen var efter Berlo havde ført an overgivet til Diamant Østervang efter 1000 meters kørsel, mens speedige Unstoppable fik et perfekt løb i 2. par udvendig.

Ind på opløbet gik Enjoy the Game helt op til Diamant Østervang og tog grebet så selv om Unstoppable forsøgte sig til slut blev sejren på 18,1/2940 volte ganske sikker med Diamant Østervang på tredjepladsen.

- Jeg så en helt anderledes præstation end sidst, hvor han ikke kunne være med overhovedet. Det jeg fokuserede på var, at Mads lige skulle holde ham i trav ud af svinget og jeg synes faktisk det gik vores vej ind på lige bane. Det så ud til at Mads havde styr på det, sagde Jens de Rosche, staldmand for Enjoy the Game.

- På sidste langside følte jeg, at jeg havde styr på Kenneth (Diamant Østervang, red.) så de eneste jeg var bange for var dem der lå bag os, sagde Mads Hviid Nielsen efter sejren med den Steen Juul-trænede hest.

I V5-finalen var Elsztain favorit efter sejr i sin første sejr i Team Juul og Mads Hviid kørte direkt til spids med sin hest.

Frem udvendig kom Darth Vader S M efter 3. spor gennem første sving og gav Deliciousstone et fint løb i 2. par udvendig.

14,8/500 blev til 15,6/1000 og gennem sidste sving bemærkede man, at Jesse Schermer kom farende i overlydsfart i sporene.

Mads Hviid havde dog set faren og gav Elsztain marchordre og han klarede ret sikkert at afvise Jesse Schermer, mens Eyecandy fra vinderhullet tog tredjepladsen.

15,6/1800 auto blev vindertiden.

Elztain 220114

Føring fra start til mål havde Elsztain for Mads Hviid Nielsen - Foto: Ole Hindby

- Det er en superdejlig hest. Sød og rar på alle måder og fin al den tid han har været hos os. Han havde lidt problemer i svingene, men han er så travsikker, at han kom rundt. Jeg var lidt nervøs for Morten da han kom i sidste sving, men han kæmpede helt til mål. Morten kom tættere og tættere på så helt sikker var jeg ikke, sagde Mads Hviid Nielsen efter sejren med den Steen Juul-trænede hest.

Kjær's to

Det lignede længe favoritsejr til El Capitan, der førte i frisk tempo med 15,8/500 og nogenlunde det samme på kilometeren.

Her sad Kjær nede i 3. par udvendig med Frisk, men det var Eros Sisa første angreb kom fra fra 2. par udvendig ind på opløbet.

Foran gav El Capitan sig lidt overraskende og ude i banen bed det rigtig godt for Frisk, der tog en sikker sejr på 15,6/1800 auto, mens Royal Blue langt ude i banen akkurat tog andenpladsen fra Florida Flamingo, der fik et sent hul fra vinderhullet.

Frisk 220114

Frisk lukrerede lidt på hårdt tempo og kunne vinde sikkert for Kjær - Foto: Ole Hindby

- Det føltes som om han havde lidt svingskræk og så er hesten åbenbart så klog, at han selv tager farten af og tager fart igen på langsiderne. Farten var høj og det var en klar fordel og skal man ind i løbet fra anden række skal der køres til. Jeg fik vand i øjnene i opløbet - hold k... en afslutning, sagde René Kjær efter sejren med den Kaj Jensen-trænede hest.

Kjær var glad efter sejren med Frisk, men han var bestemt ikke mindre glad, da han havde kørt Chap A P i V4-finalen.

Efter at Ericano havde svaret Benton Frisco af fra start var der kun dødens tilbage for Chap A P og farten var jævn 1:15-fart den første kilometer.

Ind på opløbet forsøgte flere angreb, men straks inde på opløbet smuttede Chap A P nogle længder væk til legende let sejr på 15,7/1800 auto før en hastigt afsluttende The Gambler og Benton Frisco.

Chap A P 220114

Chap A P har superform og trods en hård rejse var han overlegen for Kjær - Foto: Ole Hindby

- Det her var vel mere forventeligt end med Frisk og magtede han banen var vinderchancen kæmpestor. Det er aldrig rigtig skægt at sidde udvendig, men omvendt ved jeg, at formen er nærmest hysterisk. På bakken smuttede han bare lige 20 meter væk med hætten på. Ja, han er gående, sagde René Kjær efter sejren med den Jan Thrue-trænede hest.

Favoritsejre

Selv om kusken Birger Jørgensen ikke havde den store fidus til Gabriel Cross i V5-2 var han klart favoritspillet og Jørgensen kørte til spids efter 500 meters kørsel.

Resten af vejen var bare "a walk in the park" for favoritten, der gik afsted i opløbet og vandt legende let på 18,3/1800 auto før Focus P, der fik max fra vinderhullet og med George Shadow på tredjepladsen.

Gabriel Cross 220114

Gabriel Cross var helt outstanding for Birger Jørgensen - Foto: Ole Hindby

- Han har ridser i lakken - ingen tvivl om det - og han har også ageret underligt og specielt i første start her løb han bare og bremsede og brød ud, men han har prøvet nogle gange nu. Jeg var dog betænkelig inden løbet og jeg ville finde en ryg så jeg var træt af at køre fremad i første sving. Han svarede direkte i opløbet og svarede positivt, sagde Birger Jørgensen efter sejren med den Paw Nedergaard-trænede hest.

Dennis Kristiansen kørte et løb på safety med sin favorit Dubai i amatørløbet og det foregik i dødens på førende Gin Rummy.

20,0/1000 var farten og sidste sving rundt handlede det kun om Gin Rummy og Dubai, men da man så Dennis Kristiansen kigge bagud ind på opløbet anede man godt hvor det bar hen og 50 meter fra mål tog han sikkert grebet på Gin Gummy, mens Alexsandra R tog tredjepladsen noget tilbage.

Vindertiden 17,6/1820 volte.

Dubai 220114

Dødens var ingen hindring for Dubai, der var sikker for Dennis Kristiansen - Foto: Ole Hindby

- Her i vinter er det kun Dubai, der kan trække mig af huse og da den blev meldt måtte jeg afsted. Jeg sad stille sidste sving rundt og ind på lige bane tog han bare grebet, sagde Dennis Kristiansen efter sejren med den Charlotte Lohmann-trænede vallak.

De øvrige løb

Det indledende løb vandtes af Glen G K, der trods navnet er en hoppe.

Det blev til føring fra start, men i sidste sving var hun slået af Here's Johnny Sox, der dog fik problemer med travet op mod mål og så kom Glen G K tilbage og kunne sejre sikkert på 19,4/1800 auto før Here's Johnny Sox og med Garfield A P på tredjepladsen.

Glen G K 220114

Glen G K var ellers slået, men kom tilbage og vandt sikkert for Grove - Foto: Ole Hindby

- Hun er ikke helt klar og heller ikke nu. Nu skal hun behandles i et par knæ og så håber jeg hun kan gøre det lidt bedre end hidtil. Opladningen gik lidt underligt. Ingen vidste rigtig noget og man vidste ikke om man skulle køre hjem eller lade være, men det betød nu ikke noget for hende her, sagde Erik Grove efter sejren.

Maia har længe aspireret til sejr, men det er ikke rigtig blevet til noget og denne gang var hun spillet til over 14 gange pengene for Preben Kjærsgaard.

Men der blev godt tempo på løbet denne gang med Go on Muscle Hill i front og så kunne Maia skyde frem i opløbet til en forholdsvis sikker sejr på 17,3/1800 auto før en ligeledes godt afsluttende Gipsy Wee og med Haut Doctor på tredjepladsen.

Maia 220114

En fin spurt leverede Maia for Kjærsgård til sikker sejr - Foto: Ole Hindby

- Jeg fik ryg på Friborg så alt passede perfekt. Hun har lidt problemer med at komme rundt venstrevejen, men her kunne jeg køre for fuldt og det gjorde udslaget. Det blev et langt opløb og jeg kunne holde hende i gang vejen ind, sagde Preben Kjærsgård efter sejren.

Det afsluttende formløb gik til Angelfromheaven som Niels Ole Jensen førte samtlige 1800 meter med efter at have forårsaget en omstart.

I opløbet stak den 10-årige et par længder væk og så kunne Tarzan Gardenia - trods en fin afslutning - kun nå andenpladsen før Rico Pape.

Angelfromheaven 220114

Føring hele vejen var recepten for Angelfromheaven i det afsluttende løb - Foto: Ole Hindby

- Den var gålysten hele vejen så det var dejligt. Hun fungerede godt og hun kan godt lide at sidde helt fremme og det kan chaufføren også. Da jeg kunne se de begyndte at angribe i sidste sving prøvede jeg at køre og det gik jo, sagde Niels Ole Jensen efter sejren, der blev taget på 20,4/1800 volte.