Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Karina Bagge gæster Fyens Væddeløbsbane.Foto: Gorm Johansen.

Hestesportens Galla: Glad – og vildt overrasket

Karina Bagge
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
14. januar 2022 18:49

14-årige Karina Bagge fra Lolland Falster Ponytrav blev en af de fem nominerede i kategorien Årets Ponyprofil 2021.

Af Allan Loft

Det var en glad og også ret overrasket Karina, vi fangede på telefonen fredag eftermiddag efter, at nomineringerne havde løbet hen over Fast Track-kanalen. Karina havde været travlt beskæftiget med at passe heste, så hun havde ikke fuldt sendingen.

- Ooooj, udbrød hun.

Og så var der lidt stille inden hun fortsatte:

- Er det rigtigt? Det er jeg da glad for. Det er da helt vildt.

I 2021 har Karina Bagge Hudtloff Nielsen – i startlisterne findes hun oftest med angivelse af hendes fulde navn - været fast inventar i ponytravløbene på Nykøbing Falsters Travbane. Hver lørdag er hun troppet op og har kørt med sin egen Dråbe Rosendal eller lånehesten fra Lolland Falster Ponytravs kasserer Benina Nielsen, Mindy.

To resultater regner hun selv for de største sidste år: hendes sejr i løbet ”Ansager Dyrehospitals VETgruppen A/S Mini Derby” på NFT med Mindy, samt andenpladsen i ”Racing Arena Aalborg DM i monté for ponyer under 148 cm” på Fyens Væddeløbsbane med Dråbe Rosenlund.

Ingen baggrund i travsporten

Karina er vokset op i et hjem i nærheden af Saxkøbing, hvor moren havde nogle rideheste, som Karina så også var og stadig er involveret i at passe og ride på. Hjemmet havde dog ingen baggrund i hestevæddeløbssporten. Men for et par år siden kom Karina og veninden Mia Deichmann i kontakt med Benina Nielsen, som havde nogle travponyer. Det fangede hurtigt de unge pigers interesse, og den har hængt ved lige siden. Det er sjældent, de misser en væddeløbsdag med ponyerne.

Den første traver blandt de store, hun har fået lov at sidde bag, var travhesten Anders And. Dette fik hun engang lov til under træning på Anders F. Jensens træningscenter ved Vordingborg. Så Anders And er en hest, hun trods alt følger med et specielt blik.

- Udover omgangen med og pasningen af heste og intensiteten i væddeløbene, så skaber min interesse for ponytravet mange gode venskaber, og det sætter jeg virkelig pris på, understreger Karina, der her i vinterperioden træner med de to ponyer, sin egen Dråbe Rosenlund, og låneponyen Mindy – det gør hun op mod tre gange i ugen.

Tid til lidt fest måske?

Karina går i skole i Nysted, hvor hun er nået til ottende klassetrin, og skolegangen, lektierne og hestene optager stort set al hendes tid, så der bliver ikke meget tid til overs til andet, heller ikke ungdomsfester.

Så det er måske passende at Karina får lov at tage et frikvarter lørdag den 12. februar, hvor Gallaen skal afvikles på Hermans i Århus, hvor hun så kan give sig selv lov til at feste lidt. I hvert fald skal hun den dag fejres som nomineret i kategorien Årets Ponyprofil 2021. Og det er hun sammen med Karina G. Jensen, Mikkel Pedersen, Nicoline Haagensen og Adam Køhler.

Og til gallafesten kan Karina jo passende følges med en af Anders Ands faste partnere, nemlig Kamilla Plambech, der er nomineret i såvel kategorien Årets Komet som i kategorien Årets Amatørkusk.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere