Af Claus Bossow
Skive Trav står i år for travløbene på selve juleaftensdag, men inden da handler det på søndag om et godt og varieret program bestående af ti løb - og med hele 108 heste til start.
Størst opmærksomhed rettes sikkert imod opgøret for bedste klasse, når kendte aktører som Red Bar, Thunder Peak, Stonefire U S, Fossa og Bandit Brick er på startlinjen. Men denne gang suppleres de for første gang af hjemmebanehesten fireårige Dowhatyoudodowell.
Rudbecks tophest har gjort det fint og stabilt i denne sæson, og selvom det kun er blevet til en enkelt sejr, er der alligevel tikket 411.000 kr. ind på kontoen. Kommer anden årssejr i hus på søndag?
Løbsdagen byder også på fuldt hus i Skives Amatørserie via hele 15 heste fra fire volter. Dertil kommer sidste afdeling af 2-Åringernes Efterårsserie med bl.a. Opdrætningsløbs-toeren Jacob Blåbjerg til start.
Og så skal vi også møde Felix Light, der er ude efter tredje sejr i træk og sjette i denne sæson på hjemmebanen. Dermed er den et varmt bud på titlen som årets hest på Skive Trav.
Du finder startlisten ved at klikke her.