Af Claus Bossow
Juleløbene på Skive Trav indledes fra kl. 11.00, og hovedbegivenheden bliver Finalen i 2-åringernes Efterårsserie.
Otte heste er tilmeldt finalen med en førstepræmie på flotte 35.000 kr., og mon ikke det bliver med favoritskabet til Jeppe Juels Icebreaker. Den indledte karrieren med en sikker sejr, men lørdagens spor fem i volten er aldrig optimalt, så der er nok ikke tid til for mange svinkeærinder undervejs for Extremes lillebror.
Fra det øvrige program skal nævnes, at Årets Hest 2022 i Skive Felix Light skal forsøge at understrege sin titel med endnu en sejr. Blandt gode konkurrenter skal dog nævnes formstærke Borups Upptåg og Giovanna, der i weekenden vendte tilbage efter pause med en næsten overlegen sejr.
Der er sikkerhed for store omsætningstal på lørdag, hvor de nordiske lande spiller med, og det handler om så attraktive spilleformer som V64, V4 og DD-spil.
Som nævnt indledes løbsdagen kl. 11.00 og du finder startlisten ved at trykke her.