Af Allan Loft
Årsresultatet for Søren Demant Andersen tenderer mod i over 70 starter at høste mindst 15 sejre, 11 andenpladser og seks tredjepladser. Sejrsprocenten ligger på omkring de 22 % og i indkørte præmier op imod de 160.000 kr. eller mere. Der mangler jo på landsplan et par løbsdage, så to streger kan der endnu ikke sættes under resultaterne, men for Søren Demant Andersen vil der givetvis blive tale om et rekordår – i hvert fald hvis vi kigger på statistikkerne for de seneste fem år. For de fire foregående år har hans sejrsprocent ligget på mellem 10 og 16 %.
- Ja, 2022 har været en supersæson – faktisk min bedste sæson overhovedet, tror jeg. Alt i alt kan jeg kun være tilfreds og stolt. Især årets første ti måneder har været fantastiske, og vores tre egne heste har præsteret godt. At der de sidste par måneder har været lidt skuddermudder i det skal ikke overskygge de første ti, kommenterer Søren Demant Andersen det pæne årsresultat, som også betyder, han bliver en sikker vinder af amatørchampionatet på Fyn. Med sine indtil nu høstede ti hjemmebanesejre fører han med fire pinde ned til nærmeste forfølger Stinne Svanhede, der på finaledagen seler ud tre gange. Søren var i øvrigt også amatørchampion på Fyn sidste år.
Søren Demant Andersen starter som sagt to heste.
Smooth Ride, som han ejer sammen med Annette Allerød Bekker, hvor sidstnævnte dog står for træningen, er den ene. Smooth Ride starter i 7. løb, Max Nissens Ærespræmieløb – et formløb for amatører med grundlag 1.17,5. der er fjerde afdeling af V4-spillet. Skulle Smooth Ride, der har spor fem i grundvolten, vinde, kan den blryste sig med titlen som Årets Hest på Fyens Væddeløbsbane. Smooth Ride har inden sidste løbsdag fire årssejre. Lige så mange har Jetmoon Heart på andenpladsen. Jetmoon Heart starter i samme løb som Smooth Ride – dog fra 20 meters volten - med sin ejer Ole Bergmann.
Søren Demant Andersen er dog lidt forbeholden på Smooth Rides vegne:
- Selvfølgelig vil vi forsøge at komme først i det løb, men jeg tror, det bliver svært. Han står nogenlunde til i løbet, men har et træls spor. Jeg skal bestemt ikke få bekymring med at få ham vendt i startafgangen dér i volten, men jeg ser ham ikke som nogen topchance. Kan han løbe ind på pladserne fra 3 – 5, så tror jeg, vi skal være tilfredse. Selvsagt forsøger jeg naturligvis at få ham så langt frem som muligt.
I øvrigt kan White Light Ant snyde de to nævnte kombattanter, hvis Pernille Rasmussen i dagens niende løb kan vinde med den, og én af de to andre samtidigt ikke sejrer, og Baccis også holder sig væk fra de bedste sekundære placeringer.
Skjult form
I 4. løb, der er lig med V5-3 og V4-1, starter Søren Demant Andersen egen-trænede Baccis, der starter fra spor ét i tyve meters volten. Om Baccis siger Søren Demant Andersen:
- Hun løber med skjult form. Formen fejler absolut ikke noget. Hun er faktisk rigtig god. Men hun har drillet os lidt på det seneste. De sidste tre gange har jeg kørt med åbent hovedlag og vatudtræk. Første gang reagerede hun, som hun skulle, da jeg trak vattet. Men anden gang galopperede hun i samme sekund, jeg trak det. Og tredje gang var jeg virkelig forsigtig med at trække vattet. Påpasselig – men hun galopperede igen. Jeg tænkte jo, at tredje gang måtte det jo kunne gå, bare jeg passede på, nu når det var gået så godt første gang. Nu har vi besluttet at gå tilbage til den gamle udrustning med lukket hovedlag og fast vat i ørerne. Går hun glat, forventer jeg at være helt fremme med hende.
Ud over Baccis har Søren Demant på sin træningsliste også Farinelli Hastrup og Gia Joint.
- Farinelli og Gia har haft pause, men træner nu igen på for at være klar, når Fyens Væddeløbsbane i februar tager hul på sæson ’23. Baccis holdes i gang nu efter en tidlig vinterferie, så hun skal holde på med at starte vinteren over – i Jylland eller i hovedstaden alt efter hvilke løb, hun passer ind i. Om jeg får en ny hest eller to i stalden til næste år kan ske, men det er for tidligt at sigen noget fast om, slutter Søren Demant Andersen.
Fotos: Øverst: Smooth Ride og Søren Demant Andersem vinder på Fyens Væddeløbsbane den 19. november i år. (Gorm Johansen). I midten: Søren Demant Andersen (Burt Seeger). Nederst: Søren Demant Andersen og Solo fra sommeren 2017 (Kjeld Mikkelsen).