Af Michael Holm
V5-afslutningen var et velbesat løb, der dog havde en klar favorit i sejrshesten Cerosso/Mads Petersen. En utaknemmelig rejse i tredje spor gjorde dog Cerosso chanceløs over for en velgående Catch Me Will, der tog spids, fik lidt tryk af Cashmir i indledningen, men ellers kontrollerede løbet med mange kræfter sparet til sidste omgang, hvor den forsvandt fra feltet.
En storartet kæmpende Cerosso, der tilbragte hovedparten af løbet i tredje spor, blev en lige så sikker anden. Catch Me Wills vindertid var 18,5/2160 m auto.
John Gommans skød Jawis ud af volten i aftenens bedste betalte løb, Svaneke Revisions Ærespræmie/V5-3/V4-1. Den indtog herefter den eftertragtede føring og endte som en stensikker spidsvinder før udvendige Chef M M/Mads Petersen. Vindertiden var 21,5/2120 m snorestart.
Allerede i løbet efter var John Gommans klar med en ny spidsvinder, denne gang med Familien Dams nyerhvervelse, Disney, der var overlegen i 20,4/1860 m auto. Der var dødt løb på andenpladsen mellem Urd Unikum/Martin Sjøholm Jensen og Fromajacktoaking/Mads Petersen.
Disney-show med John Gommans (Foto: Torben Ager)
Mads Petersen og Martin Sjøholm Jensen skal på lørdag til Lunden og dyste i DM for amatører, og begge kuske fik en god optakt med én sejr hver ved aftenens løb.
V5-1/Lehnsgaard - Bornholm Oliemølles Ærespræmie endte i et knivskarpt opgør mellem Gaia P/Michala Haagensen og Hunger Rain/Mads Petersen. Der måtte til slut målfoto til for at kåre Hunger Rain som vinder i 22,3/2120 m snorestart. Det var første bornholmersejr i tredje forsøg til det topafstammede Thomas Lind-Holm opdræt.
Trods galop i første sving formåede For Life/Martin Sjøholm Jensen at indfri favoritværdigheden og vinde V5-2. Førende Emily K/Mads K. Mogensen holdt længe ved, men på sidste skovside kom angrebet fra For Life fra andet par udvendig, og den fremviste igen stor kampvilje ved at afgøre i opløbet. Det var tredje sejr i træk for For Life, der vandt i 21,1/2160 m auto.
Der banker et stort fighterhjerte i For Life. I dag kom tredje sejr i træk. (Foto: Torben Ager)
Nicole Jensen havde indtil i dag ikke prøvet at vinde løb, men det lavede hun om på med gæstekøreturen Rita Roc, der var hamrende overlegen i 20,4/2140 m snorestart i det afsluttende formløb.
Der var lysår ned til andenhesten Sioux Sølvtop/Mads K. Mogensen.
En meget løbsglad Rita Roc sikrede Nicole Jensen første karrieresejr i det 37.forsøg (Foto: Torben Ager)
Et sjældent set toptillæg på hele 140 meter var ikke nok til at stoppe Bonny Boy/Annika Kofoed fra at vinde montéformløbet. Førende Any Given Monday/Josefine K. Hansen lignede ellers vinderen i opløbssvinget, men Bonny Boy kom stærkt tilbage i opløbet og gik til slut forbi med hals.
Bonny Boy måtte ned og løbe 18,6/1820 m snorestart for at sejre. Hesten havde dog med sejren d 12.juni på 18,5/1820 m snorestart vist, at den ville være i stand til at kunne levere en toptid.
Bonny Boy/Annika Kofoed fik revanche for galoppen i BM i monté (Foto: Torben Ager)
I V4-afslutningen måtte Emil L/Ole Møller Pedersen ud i en hård spidsduel mod Blackbird S/Henrik Ipsen, som endte med at galoppere på skovsiden. Dermed var vejen banet for en godt gående Emil L, som forsvarede sig fint resten af vejen i 20,7/1860m auto. En godt gående Blackbird S kom tilbage i dødens og kæmpede til andenpladsen.
Løbene kan ses her: Danmarks Nye Millionspil: Spil & Vind på Heste | Derby25