Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Apollo Damgård og Hazard Sund vandt BM-prøverne

Apollo Damga Rd Med Niels Kristian Hansen 9 August 2022 Fotograf Torben Ager Travfoto Bornholm TKA 9134
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
09. august 2022 20:00

De to prøver til Bornholmsmesterskabet endte med flotte sejre til Apollo Damgård og Hazard Sund. Mads Petersen og Rene Kjær blev dagens topscorere med to sejre hver.

Af Michael Holm

Niels Kr. Hansen har flere gange lykkedes med at køre chancebetonede løb med den forsvarende BM-mester Apollo Damgård, og i dag var ingen undtagelse i det første Rønne Revision BM-udtagelsesløb - Bornholms Brand Golden League 10.afdeling/V4-4/V5-2, hvor Hansen placerede sin hest i tredje par indvendig.

Her kunne han se overraskelsen Carlos Milo/Søren Kjøller Jensen føre an i et højt tempo, mens mere betroede Bonny Boy/Frank Mikkelsen havnede i dødens. Bonny Boy kæmpede med travet i svingene, og da feltet gik ud på sidste omgang faldt hesten fra i andet spor, hvilket gav pladsen til Apollo Damgård, der blev trukket ud fra tredje indvendig og straks gik i nærkamp med Carlos Milo, som med lethed blev nedkæmpet.

Apollo Damgård vandt med længder til en velafsluttende Capture/Jonas Mikkelsen og Carlos Milo, der holdt rigtig godt ved. Diamondwind/John Mikkelsen og Akermann/Rene Kjær tog de sidste to finalepladser. Akermann så ud til at bryde ud i banen i staldsvinget på sidste omgang, men bagefter kunne Rene Kjær ærligt fortælle, at han havde taget fejl af omgangene og derfor havde kørt opløb en omgang for tidligt, hvilket altså var årsagen til, at Akermann blev trukket ud i banen efter dommertårnet.

17,7/2440 m auto var den stærke vindertid for Apollo Damgård. Det var hurtigere end ved dens BM-sejr i 2021, hvor den vandt i 18,0.

Hazard Sund behøvede ikke spids

Hazard Sund/Martin Sjøholm Jensen blev den anden BM-prøvevinder i første Rønne Revision BM-udtagelsesløb - Bornholms Brand Golden League 10.afdeling/V5-5. Hesten tabte ellers spidskampen mod Stand And Deliver/Stefan Lind-Holm og måtte tage til takke med vinderhullet. Her sad Hazard Sund fast indtil indgangen til opløbet, hvor Sjøholm Jensen fandt plads til at bakke hesten bag udvendige Asger Molar/Laura Pedersen, der var ved at få krammet på Stand And Deliver.

I opløbet gik det stærkt for Hazard Sund, der i en hård dyst med Asger Molar vandt en rigtig fin sejr. Stretwise/Jonas Mikkelsen tog en overraskende tredjeplads, mens Stand And Deliver og Roberto/Kim Mortensen indløste de sidste finalebilletter. Hazard Sund vandt i 19.1/2440 m auto. Bemærkes fra løbet skal også, at Cerosso missede en finalebillet, da den for første gang i denne sæson galopperede sig bort.

Hazard Sund Med Martin Sj Holm Jensen 9 August 2022 Fotograf Torben Ager Travfoto Bornholm TKA 9346

Hazard Sund spurtede sig til sejr i den anden BM-prøve. (Foto: Torben Ager)

Efter sidste løb blev der valgt spor til Rønne Revisions Bornholmsmesterskab søndag den 21.august, og sådan kom startlisten til at se ud:

 Startspor _BM_2022_9_august _2022_Fotograf _Torben _Ager _Travfoto _Bornholm _TKA_9405

Sådan ser BM-feltet ud! Lad spekulationerne begynde! (Foto: Torben Ager)

Flere sejrsheste styrkede deres aktier

Kampen om årets sejrshest er langtfra afgjort, selv om Cerosso har imponeret med syv sejre. Et par af de hårdeste konkurrenter til titlen lagde et ekstra pres på Cerosso ved at vinde i aften.

Nick Sisu/Mads K. Mogensen vandt den afgørende spidskamp mod favoritten Catch Me Will/Rene Kjær i V4-3/V5-1 og klarede derefter presset fra udvendige Baltic Baunely/Kim Hjort. I opløbet havde Mogensen helt styr på tingene og kunne køre først over målstregen med Nick Sisu i 17,4/1860 m auto. Det var ekvipagens sjette årssejr. Vinderhullets Bravo Sølvtop/Laura Pedersen klarede andenpladsen før Baltic Baunely.

Nick Sisu Med Mads K Mogensen 9 August 2022 Fotograf Torben Ager Travfoto Bornholm TKA 9037

Nick Sisu og Mads K. Mogensen vandt igen (Foto: Torben Ager)

V4-indledningen endte i en sikker sejr til storfavoritten Go On Spring, som klarede dens debut i autostart på fineste vis. Velassisteret af gæstekusk Mads Petersen kom Go On Spring til tidlig føring og det efterlod ellers velgående Godis La Marc/Rene Kjær og Hotspot/Laura Pedersen chanceløse i opløbet. Det var Go On Springs femte sejr i sjette årsstart. Vindertiden var 21,2/1820 m autostart.

Go On Spring Med Mads Petersen 9 August 2022 Fotograf Torben Ager Travfoto Bornholm TKA 8931

Heller ikke autostartsdebuten kunne ryste herlige Go On Spring (Foto: Torben Ager)

Mads Petersen vandt også aftenens sidste løb med Foxie Hill, der viste reel starthurtighed og derefter førte fra start til mål. Råstærke Herman K S/Frank Mikkelsen holdt godt ved fra dødens, mens banedebuterende Freja Blåbjerg/Rene Kjær efter et løb i vinderhullet blev trukket ud og afsluttede til tredjepladsen. Det var fjerde årssejr til Foxie Hill, men mange flere venter, for hesten udvikler sig fortsat i forhold til starthurtighed og måden den fungerer på banen.

To til Kjær

Gingin/Rene Kjær tog spids i V4-2, fik Lord Ravin/Ole Møller udvendig og derefter skete der stort set intet i løbet før opløbssvinget, hvor tredjesporsangrebet kom fra Born Solo/Susanne Munk, mens Emily K/Mads K. Mogensen ledte efter angrebsplads i vinderhullet. Kjær holdt dog Emily K fra at komme ud i andet spor, og samtidig havde han styr på spurtende Born Solo. Gingin vandt sikkert i 23,3/2440 m auto, mens der spektakulært nok var dødt løb på andenpladsen mellem tre heste: 1 Emily K, 2 Lord Ravin og 7 Born Solo.

Rene Kjær vandt endnu en sejr denne tirsdag. Det skete med favoritten i V5-3/O’Malley’s Ærespræmie, Emil L, der igen viste sig som en dygtig spidshest ved at føre fra start til mål. Kjær måtte dog helt ned og ligge i sulkyen for at holde Emil L foran en rigtig godt gående Livi Nectar H M/Jonas Mikkelsen, der kæmpede helhjertet fra dødens. Tredje var overraskelsen Delikates/Leif Nyboe. Vindertiden var 21,8/2440 m auto.

Emil L Med Rene Kj R 9 August 2022 Fotograf Torben Ager Travfoto Bornholm TKA 9210

Emil L/Rene Kjær vandt en hård duel mod Livi Nectar H M (Foto: Torben Ager)

Øvrige løb

Werard Top II/Ole Bager leverede overraskelsen i V5-4/Café 18’s Ærespræmie, da 23-oddseren efter et løb i ryg på storfavoritten Wenson/Claus Peter Christiansen kunne gå forbi i opløbet i 23,2/1820 m snorestart. Tredje var Strong Shadow/Laura E. Pedersen.

Se reprise af løbene her: Danmarks Nye Millionspil: Spil & Vind på Heste | Derby25

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere