Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Udenbys træner kan stjæle overskrifterne på Falster

Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
19. september 2021 8:00

Aarhus-træner Lillian Uglebjerg tager denne søndag turen helt til Nykøbing Falster for at starte tre af staldens heste, hvor et flertal er spået fremtrædende chancer. 

Af Mikkel Johansen

På bagkant af henholdsvis hoppernes og hingste/vallakkernes derbyrevanche i Aalborg står Nykøbing Falster Trav for weekendens afsluttende væddeløb med otte løb på programmet. Den eneste danske træner, som er på uvant langfart denne søndag, er Lillian Uglebjerg, som tager turen fra det østjyske med tre heste. 

På forhånd er Freddie Silvåkra og Nesta Bob i henholdsvis 4. og 6. løb vurderet til at være største chancer fra Aarhus-træneren, hvor hun om førstnævnte videregiver følgende:

- Vi har forsøgt ham en del i monté på det seneste, hvilket han har vist sig at trives godt med. Man skal ikke lægge for meget i forrige start på Solvalla, da han ikke rejste for godt den dag og fik for lidt væske, men faktisk gik godt efter omstændighederne.

- Det ligner vel på forhånd et to hestes opgør mellem min og Attention Bøgedal, og jeg forventer, at han uden uheld er blandt de to-tre første i mål. Det er ikke på nogen måde for at forklejne de øvrige deltagere, for de har jo før vist gode evner, men formen virker umiddelbart skarpest på Freddie og 5’eren. 

Hvordan ser du gerne løbet blive kørt for dins del?

- Det er op til kusken at forvalte chancerne bedst muligt, men jeg kunne godt forestille mig, at han kørte til spids, og så må vi se, hvad han gør, når Attention Bøgedal på et tidspunkt nok bliver kørt fremad. 

Freddie _silv _kra _260421

Freddie Silvåkra. Foto: Flemming Andersen.

I samme løb har hun medbragt Vespertilio Jet, som er med på tur for at få løbet til at gå:

- Vi har ikke rigtig fundet en forklaring på galoppen senest. Det kunne godt fra siden se ud som om, at han tabte et bagben kort efter start. Hesten virkede ellers rigtig fin på dagen og havde også gået et godt rutineløb nogle uger forinden, så den kommer i fin forfatning.

- Det kan blive svært at slå de to favoritter, men han har vel lige så stor chance for at være tredje, som nogen af de andre har. 

Som tidligere nævnt er Nesta Bob også med i transporten til dagens løb og er begunstiget med vindertippet i 6. løb:

- Han er ved at komme op i omdrejninger efter en lidt træg start, men det har hjulpet med nogle løb indenfor vesten. Han fulgte rigtig godt med til mål sidst i Billund, og er han i samme skik denne gang, så er han en god chance blandt de tre. 

Kan den leve op til vindertippet?

- Nummer 3 og 4 er vel værste imod på papiret, og det er vel den af de tre, som får det bedste løb, som stikker snuden først. Jeg er godt tilfreds med en placering blandt de tre på forhånd, slutter hun. 

Nesta Bob 8/7

Nesta Bob i forbindelse med sin start i DM for Amatører i år. Foto: Kjeld Mikkelsen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere