Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Denimcowboy og Michelle Mønster - Skive 13.9.2021Foto: Flemming Andersen

Ny sejr til Michelle Mønster og hendes øjesten Denimcowboy

Denimcowboy 13921
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
13. september 2021 19:45

For fjerde gang i træk kunne Michelle Mønster køre først over stregen i et sulkyløb, da hun vandt efter føring fra start til mål med sin egen Denimcowboy. Feyenoord tilbage på vinderpladsen for Marc Bæk Nielsen. Double til Morten Friis.

Af Kim Nielsen

Michelle Mønster slår primært sine folder i montéløbene, hvor hun i går sikrede sig DM-sølv i monté i Odense. Men hun har gang på gang vist, at hun har en fin kørehånd i sulkyløb, og inden starten i dag hjemme i Skive med sin egen Denimcowboy havde hun vundet sine tre sidste sulkystarter – den seneste med netop Denimcowboy.

Løbet, der var for de bedste heste denne mandag i Skive, havde samlet fuldt felt med 12 heste bag startvognen, og da den slap feltet suste Casper M. Nielsen til spids med Dream of Succes for hurtigt at slippe til Michelle Mønster og Denimcowboy efter 400 m, hvor åbningen gik i 15-fart. Flemming Jensen sad som første heste i andet spor med Diamant Østervang, medens favoritten Ice Dragon fra bagspor sad langt nede i feltet.

Birger Jørgensen forsøgte sig i sporene på bagerste langside med Ice Dragon, men det blev for tung en rejse. Foran sagde Michelle Mønster farvel og tak til konkurrenterne på opløbshjørnet, og for en sikkerheds skyld blev det norske hovedlag trukket midt i opløbet. Sejren til Denimcowboy blev uhyre sikker, hvor Dream of Succes tog andenpladsen før ligeledes inderbanekørte Enzo med Jeppe Juel. Vindertiden for cowboy-hesten blev 1.15,6/2.060 m auto.

 - Den eneste mulighed, jeg havde, var at køre fremad fra start, så det var det, vi gjorde, indledte Michelle Mønster, der tilføjede omkring indledningen, at hun hurtigt kunne se, at Casper M. Nielsen ville slippe spidsen. Og om afslutningen på løbet lød det:

 - Jeg håbede på, at han ikke lavede en som forrige gang, jeg kørte den her i Skive, hvor han lige pludselig stoppede og så løb igen i opløbet. Men det gjorde han heldigvis ikke i dag.

Denimcowboy Aeresrunde 13921

Michelle Mønster og Denimcowboy på æresrunde. Foto: Flemming Andersen.

Spids og slut for Feyenoord

Marc Bæk Nielsen har haft store forventninger til Dortmunds lillebror Feyenoord, men det har hekset for den fireårige Quaker Jet-søn på det seneste. Såvel i derbyprøven som i et løb i derbyweekenden blev det til galop, men i dag stod der snorestart på menuen med spor 2 i spidsvolten udvendigt på favoritten Freiherr Faust. Denne satte dog af i galop, og derefter kunne Feyenoord sætte sig på teten efter en blød 20-åbning.

Gradvist blev tempoet skruet op, og efter sin startgalop forbedrede Freiherr Faust sig for Birger Jørgensen, hvor parret kom frem udvendigt på den førende. På vej ind i opløbssvinget kunne Freiherr Faust komme ned i ryg på den førende, men foran holdt Feyenoord farten hele vejen ind i mål og kunne tage sæsonens tredje sejr i tiden 1.17,4/2.000 m snorestart. Freiherr Faust holdt hjem til andenpladsen før en hastigt afsluttende Deliciousstone med Morten Friis.

Feyenoord 13921

Feyenoord og Marc Bæk Nielsen var i dag sikkerheden selv og førte fra start til mål. Foto: Flemming Andersen.

Gucci og guld til Morten Friis

Løbsdagen blev indledt med et løb i serien Made in Denmark, hvor Henrik Lønborg ganske let forsvarede indersporet med Gladiator. Derefter fulgte Flemming Jensen med Ghania Sensei og Morten Friis med Gucci Bork i indersporet. Favoritten Gaston sad i tredje udvendigt, og efter en omgang sendte Birger Jørgensen den frem udvendigt på den førende, hvor der var 18-fart på kilometeren.

På bagerste langside forsøgte flere sig i sporene, men foran så Gladiator godt ud. Ind på det lige begyndte det dog at knibe med kræfterne hos den førende, og da Flemming Jensen i vinderhullet tøvede med at gå ned på open stretch med Ghania Sensei, så var Morten Friis vaks fra tredje indvendigt og tog det åbne spor. Gucci Bork skød fin fart og Great Challenger-sønnen nåede målstregen først, hvor Gaston holdt farten til andenpladsen med Ghania Sensei som tredje. Vindertiden blev 1.17,6/2.060 m auto.

Gucci Bork 13921

Gucci Bork og Morten Friis skyder frem til sejr via open stretch. Foto: Flemming Andersen.

I dagens nulklassløb kunne Jeppe Rask overtage spidsen på første langside med Kingsislandqueen, hvor de første 1.000 m gik efter 1.19,7. Det så stadig lyst ud for Jeppe Rask ind i opløbet, men hele tiden kom Morten Friis tættere og tættere på med favoritten Gulddreng P H, og på selve målstregen gik Rocky P H’s lillebror forbi den førende. Den Niels Abild-trænede treåring sejrede i tiden 1.18,7/2.060 m auto før Kingsislandqueen med Frederik The Great og Flemming Jensen som tredje.

Gulddreng Ph 13921

Udvendigt sejrer Gulddreng P H i sin debut for Morten Friis. Foto: Flemming Andersen.

De øvrige løb

Gordon Dahl var klar favorit i V4-2med Goosebumps, der i dag blev prøvet uden sko. Fra start kørte han på sikkerhed og fandt positionen i tredje par udvendigt, medens storoutsideren Frede A Bærs med Dennis Kristiansen tog spids. Den var stadig førende ind på det lige, men i sporene bed det godt for Goosebumps, og den sejrede kort, men sikkert før en godt afsluttende Freja Henley med Anders Pedersen og Frede A Bærs. Vindertiden blev 1,18/2.060 m auto.

Goosebumps 13921

Gordon Dahl tog en sikker sejr med Stutteri Disneys Goosebumps. Foto: Flemming Andersen.

I et amatørformløb 1.17,5 uddelte Revision Limfjord ærespræmier. Trods 20 m tillæg tog Per Ryberg chancen og kørte fremad mod den førende Algol og Kjell Nielsen tidligt i løbet, og efter 600 m sad Vivo Torkdahl i spids. Med 500 m igen kom Theo Damsgaard frem udvendigt med Vincent, og ind på det lige var parret en længde foran. Men Vincent stoppede lidt op med 75 m igen, og så kunne Vivo Torkdahl slå kontra indvendigt og sejre med det mindst mulige. Vindertiden blev 1.17,8/2.020 m snorestart, hvor Le Baron og Mariann T. Nielsen tog tredjepladsen.

Vivo Torkdahl 13921

Der var trængsel i vindercirklen, hvor de mange repræsentanter for Revision Limfjord uddelte ærespræmie til Per Ryberg efter sejren med Vivo Torkdahl. Foto: Flemming Andersen.

René Kjær er på vej mod landschampionatet, og i dag kunne han tage sin årssejr nummer 113 og er dermed 27 sejre foran Birger Jørgensen på sejrslisten. Sejren kom med Morten Juul-trænede Galant Lund, der stod alene fra spids mod garvede heste fra tillæg i karrierens femte start. Af disse var Futteflagfis og Morten Friis næstfavorit, og via open stretch udfordrede Morten Friis René Kjær i opløbet. Men Galant Lund strakte på sig, svarede helt ind i mål og sejrede i vindertiden i 1.18,7/2.000 m snorestart.

Galant Lund 13921

René Kjær bag Galant Lund skuler indvendigt efter Morten Friis, der uden for billedet kom tæt på med Futteflagfis. Foto: Flemming Andersen.

I det afsluttende amatørformløb lignede Dennis Kristiansen og Pharell en stensikker vinder på vej ind i opløbet. Parret var 25 meter foran konkurrenterne, men med 100 meter igen stoppede Pharell godt og grundigt til, og indvendigt på open stretch kunne Bartho og Kenneth Jensen akkurat fange en træt Pharell og sejre i tiden 1.19,5/2.000 m snorestart. Tredjepladsen gik til Amazone Shadow med Martin Andreasen.

Bartho 13921

Kenneth Jensen kunne tage sæsons anden sejr, da han afsluttede dagen i Skive ved at vinde med Bartho. Foto: Flemming Jensen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere