Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Karina Madsen blev vinder af DM for Montéryttere 2021Foto: Gorm Johansen

Karina Madsen er ny montédronning

Karina Madsen DM Vinder 2021
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
12. september 2021 17:15

DM for Montéryttere var hovedbegivenheden denne søndag på Fyens Væddeløbsbane og blev vundet af Karina Madsen, da hun flot forvaltede sine ridt til en første- og tredjeplads. 

Af Mikkel Johansen

Michelle Mønster vandt den 1. afdeling af DM for Montéryttere med favoritten Sioux Vicious, som hun undervejs serverede en optimal rejse i inderbanen, hvorefter hun rundt sidste sving kom fri til eget angreb og sidenhen forsvandt væk fra de øvrige til stensikker sejr med Caroline Lund og Michala Haagensen som nærmeste følger. Tredje blev Amber Attack på god afslutning for Karina Madsen.

Christina Lindhardt svarede indersporet op med Lille Du, da Nikoline Nikolajsen forsøgte at tiltvinge sig fronten rundt første sving med Gulliver S I R. Camilla Svendsen havde fået en god start fra 20 meters tillæg med T Bird Malou, som sad i 2. par udvendigt med Real Love i ryg på denne. Michelle Mønster sad på daværende tidspunkt næstsidst indvendigt, hvor Grose Photo sluttede for Fie Marie Ipsen et par længder efter feltet. 

Med en omgang resterende af opgøret galoperede T Bird Malou, hvilket gav en lille kædereaktion, hvor Real Love nu blev redet afsted i 3. spor for Terese Møller. Førende Lille Du måtte strække gevær på bagerste langside, så nu Gulliver S I R førte an rundt sidste sving, hvor Michelle Mønster kom fri af inderbanen ved indgangen til opløbet, da Real Love faldt fra i 2. spor. Ned gennem opløbet udbyggede Sioux Vicious afstanden til konkurrenterne meter for meter, og den var alene på målstregen i tiden 16,5/2180mv.

Sioux Vicious 12/9

Sioux Vicious. Foto: Gorm Johansen.

Michelle Mønster og Karina Madsen lå henholdsvis 1. og 3. i dysten om at kunne kalde sig vinder af DM for Montéryttere 2021, og de gav hinanden en reel dyst om spidsen faktisk hele den første omgang, som gik efter 1.13 med Arkibal Tamsen indvendigt for Karina Madsen og Aayla T Dream udvendigt for Michelle Mønster. 

Favoritten Eddie Cook galoperede på første langside i kamp om positionerne og var tidligt ude af opgøret. Walkman June kom til at sidde perfekt til trods spor ti for Christina Lindhardt og sad i vinderhullet ud på sidste omgang. 

Aayla T Dream måtte melde forfald midtvejs på bagerste langside, hvor Sunny Boy Lavec nu kom frem som første hest i 2. spor. Orval blev også redet i stilling for Terese Møller, men nærme sig den førende Arkibal Tamsen kunne den ikke, for Karina Madsen forsvandt væk opløbet ned trods en hård åbning og sikrede dermed Karina Madsen årets DM-titel for montéryttere. Vindertiden blev 15,4/2140ma.

- Det er ret vildt, og det er kæmpestort at opleve. Jeg har kun nogle enkelte heste derhjemme, som jeg øver mig lidt på mht. monté, men det er en fed sport at være med i, og jeg elsker spændingen ved at ride løb, kunne den vindende rytter efterfølgende fortælle. 

Til slut blev podiepladserne fordelt som følgende:

  1. Karina Madsen (12 point)

  2. Michelle Mønster (8 point)

  3. Terese Møller (6 point)

Arkibal Tamsen 12/9

Arkibal Tamsen. Foto: Gorm Johansen.

Imponerende præstationer fra treåringer

Flere treårige hopper gjorde i dag sidste start inden kriterieprøverne på Charlottenlund Travbane om 12 dage. Heriblandt Steen Juuls Gloria Line, som på en stærk afslutning nedspeedede undervejs førende Go On A P og vandt til slut forholdsvis sikkert i tiden 16,1/2040mv. 

René Kjær afviklede i føring med Go On A P de første 500 meter i 19-fart, hvor Gogo Park meget naturligt fulgte nærmest som den anden af de to spidsheste. Kun Quick Overview gjorde sig bort undervejs for Theo Damsgård med to galopper. 

Gurli gik udvendigt for Bjarke Haagensen med Glory Holmsminde på ryg undervejs. Sidstnævnte blev sendt afsted i eget angreb med 500 meter igen, hvor også Gloria Line efterhånden kom op i omdrejninger bagerst i feltet. 

Go On A P forsvarede sig efter bedste evne op mod mål, men Gloria Line kom uimodståeligt susende yderst i banen. Glory Holmsminde tog tredjeplads midt i banen for Mads Henriksen. 

Gloria Line 12/9

Gloria Line. Foto: Gorm Johansen.

René Jonassen spidsede helt let sejren hjem i eftermiddagens 4. løb med Shadow Brodde, som tog sin 2. sejr i træk og gjorde det i tiden 17,7/2140mv. 

Martin Hansen var hurtig til at dykke ned i ryggen på den førende med Gourasi, hvor Easy Go Too Sejer blev kørt på styrken i dødens. René Kjær havde fået en god start fra 20 meters tillæg med Mustang Hackstable, som fangede 2. par udvendig med Cash Heavy sluttende i 2. spor. 

Den udvendige Easy Go Too Sejer galoperede ud på sidste omgang, men der var ikke mere at give af hos Mustang Hackstable på bagerste langside, hvor Cash Heavy rundede frem til den førende i sporene for Jens Simoni. René Jonassen gav imidlertid sin hest marchordre midtvejs rundt sidste sving, og sidenhen var det en umulig opgave at fange Shadow Brodde, som vandt med 20-30 meter ned til Eleanor Bounce, som for spillerne blev en overraskende nummer to med Cash Heavy som tredje. 

Shadow Brodde 12/9

Shadow Brodde. Foto: Gorm Johansen.

Excellent Torkdahl og Gin Flame sikrede Steen Juul et hattrick

Steen Juul tog sin 2. dagssejr med Excellent Torkdahl i 6. løb, som rundede feltet fra bagerste position og kom frem udvendigt for den på daværende tidspunkt førende Dirty Flying for så sidenhen at nedkæmpe denne til sejr i tiden 14,5/1640ma. 

Fra start var den tæt på galop i indersporet og havnede tidligt som sidste hest. René Kjær tog spidsen med Jesse Schermer, som umotiveret galoperede i den position kort efter at have afviklet de første 500 meter i 15,7. Nu sad Smooth Ride i stedet i føring for Kent Friborg, men blev overrumplet af Dirty Flying på vej ind i sidste sving. 

Trods galop sad Jesse Schermer med lige bagved Excellent Torkdahl og Dirty Flying ved indgangen til opløbet, men til slut var Peter Falck-trænede Excellent Torkdahl bedst og gik sikkert frem midt i banen for Steen Juul. Andenplads besatte Dirty Flying, mens såvel Jesse Schermer som Think New And Big efterfølgende blev diskvalificeret for galop som henholdsvis 3. og 4. i mål, således at tredjeplads i stedet gik til Fighter K K.  

Excellent Torkdahl 12/9

Excellent Torkdahl. Foto: Gorm Johansen.

Dagens 3. sejr kom i det efterfølgende 7. løb med Gin Flame, som sammen med staldkammeraten Gloria Line leverede en perfekt generalrøve forud for kriterieprøverne. 

Iver Jessen sendte Cassius Crown afsted, da startbilen slap, og denne fangede føringen før indersporets DJ K K. Steen Juul kom ned til 2. spor og satte skruen i vandet på første langside og overtog teten efter 500 meters kørsel. Christian Sejer sendte Evita Game frem udvendigt på den førende, men skabte sig et hul til at komme ned bag denne. 

Nu sad Christian Lindhardt derfor som første hest i 2. spor med Ellie Said That efterfulgt af medfavoritten Fazenda på ryg. Af de tre favoritter fik kun Gin Flame med udfaldet at gøre, da hun hele vejen til mål formåede at holde Evita Game bag sig, som angreb godt i opløbet efter at være kommet fri af vinderhullet. DJ K K blev tredje for Gordon Dahl. 

Vindertiden blev 15,8/2140ma. 

Gin Flame 12/9

Gin Flame. Foto: Gorm Johansen.

Patch Wibb sikrede René Kjær en sejr på hjemmebanen

René Kjær lukkede og slukkede med egentrænede Patch Wibb, som lukrerede på hårdt tempo forrest i feltet med 09,7/500 meter og 1.11/1000 meter på Cash Sali i føring med Casino Royal til ryg ud på sidste omgang. 

Patch Wibb gik frem til den førende Cash Sali rundt sidste sving, og da klapperne blev trukket på det norske hovedlag, gik den også til slut sikkert forbi før tapre Cash Sali og Casino Royal på anden- og tredjeplads. 

Vindertiden for Patch Wibb blev også dagens klart hurtigste: 12,6/1640ma. 

Patch Wibb 12/9

Patch Wibb. Foto: Gorm Johansen.

En overraskelse indledte løbsdagen

Henrik Lønborg kunne i dagens 1. løb køre outsideren Etomorrowistoday til sejr efter at have sat udvendigt på den førende Brown Sugar Class den sidste omgang. 

John Køhler var spillet til favorit med Brown Sugar Class, som førte løbet i jævn 20-fart den første omgang, hvor Henrik Lønborg sad i vinderhullet med Etomorrowistoday. Den position blev som tidligere nævnt ændret med 1000 meter til mål, hvor den Kim Holleufer-trænede hest satte sig ud som første hest i 2. spor. Bag sig havde den Cash Wave, hvor Enough Cash galoperede i gunstig position rundt sidste sving. 

Der var forholdsvis tidligt udsolgt hos den førende Brown Sugar Class, som blev passeret af udvendige Etomorrowistoday allerede ved indgangen til opløbssvinget. Cash Wave forsøgte at gå i infight opløbet ned, men i nærheden af Etomorrowistoday kom den aldrig, hvor Borups Upptåg var tredje efter galop.

Vindertiden i dagens indledende opgør blev 17,0/2160mv. 

Etomorrowistoday 12/9

Etomorrowistoday. Foto: Gorm Johansen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere