Af Jesper Elbæk
Der er flere gode nyheder i forbindelse med Dansk Trav Kriterium og Dansk Hoppe Kriterium i år. Og lad os tage fat på dét med præmiesummerne først.
Sidste år var der 650.000 kr. og 380.000 kr. i de to Kriterier, mens der i år køres om hhv. 701.000 kr. og 400.000 kr. Altså små 7% præmiestigning, men det kan blive endnu bedre, hvis de præmietagende heste er tilmeldt Præmiechancen for G-årgangen.
Det er hele 51 af de 64 tilmeldte heste (79,7%), og lad os da bare for en god ordens skyld tage den udtømmende liste på de 13 heste, der ikke er tilmeldt Præmiechancen: Golden C N, Gaby C N, Gibbs, Grumbazz Kini, Gibson, Great Friction, Gurli, Geo, Gandhi, Gwen Stefani, Girlpower, Gambino og Gracie Day.
Tallet 64 er i øvrigt det største antal tilmeldte heste til pointberegningen til Kriteriet de seneste år. De tre foregående år har antallet været 46 (D), 55 (E) og 49 (F). Så en stigning i absolutte værdier altså, men hvad så, hvis man tager højde for årgangenes størrelser? Ja, så er der også en stigning, idet procenten er 15,0 i år mod hhv. 11,6%, 14,5% og 13,5% i hhv. D-, E- og F-årgangen.
- Det er glædeligt med denne fremgang i forbindelse med Kriteriet, og hvis vinderen af Dansk Trav Kriterium er tilmeldt Præmiechancen, så går den altså hjem med over en halv million. Og for hoppernes vedkommende næsten 300.000 kr., udtaler Dansk Hestevæddeløbs sportschef René Jensen, som gør opmærksom på, at deadline for tilmelding til Præmiechancen for I/J-årgangen så småt nærmer sig.
Der er nu stadig et par måneder til deadline. Den er nemlig 30. november, og der skal meldes skriftligt til på e-mail til enten René Jensen eller til DTC's daglige leder Klaus Storm. Se mere info i denne nyhed.