Af Allan Loft
Den overlegne vinder af Dansk Trav Derby 2021, som i sine hidtil tolv starter aldrig havde prøvet at tabe et travløb, måtte lide den tort at se sejr nummer tretten i rap gå op i røg. I stedet viste Fossa en ekstrem flot præstation, da den efter et afventende løb over sidste ca. 5-600 m iværksatte en speed, der bare sagde Spar To. Det gav førstepræmiem på 125.000 kr. i tiden 1.14,2a/2140m.
Ejer Morten Clemmensen, der også kører som amatør, efter løbet:
- Fossa overvintrede vist som derbyfavorit. Han skuffede umiddelbart, efter han kom til os, men Fossa har været syg; det kan han jo ikke gøre for. Jeg syntes Flemming kørte forkert undervejs, men det viste sig jo at være helt rigtigt. Flemming er nok en bedre kusk end mig. Fossa er en kanonfin hest, som vi kan få det sjovt med. Måske kan han ikke erstatte Slide So Easy, som jo er ved at være oppe i alderen. Men det bliver måske tæt på, at han bliver som Slide So Easy. Det efterstår jo at se, men det var for at finde den her afløser, vi investerede i ham.
Hermed cementerede ejerne, familien Clemmensen, en herlig og indbringende aften, idet de også kunne notere sejr for deres C You Again og andenplads til deres Slide So Easy. Foto: Hesselborg Foto.
Rene Jonassen har en rigtig nyttig hest i Felix, og at blive nummer to i Aalborg Store Pris er ikke at kimse ad, og denne hest var jo også tredje i derbyet, så her er noget spændende på gang. Felix måtte en del af løbet trave i dødens, men så hele tiden stærk og gålysten ud. Fra positionen i ryggen på den førende King Slyer tilkæmpede Stonefire U S for Bo Westergaard sig til tredjepladsen.
Tilbage til Festival Of Speed: Han galopperede inden startvognen for alvor havde sluppet feltet, og så var dagen ødelagt.
- Han kunne ikke rigtig veksle tempoet ordentligt og galopperede. Sådan er han nogle gange, og jeg kan ikke rigtig blive sur på ham, for han har jo gjort alt det, vi har forventet, ja faktisk mere end det, erklærede Steen Juul efter løbet.
Aalborg Store Pris Consolation2021 præsenteret af Spar Nord tog Obstruplund og Stald Mackys Fetlock Joint sammen med René Kjær sig af i tiden 1.11,9a/1640 m, ny rekord for hesten. Det blev en sejr med en længde til nærmeste konkurrenter efter en ganske spændende opløbskamp mellem tre kombattanter. Ind på det sidste lige stykke havde Coventry Hall med Steen Juul mulen først og stred som besat. Mere upåagtede Filliy med Frederik Kragh Olesen blandede sig også ved at blive skudt frem, og den stred også indædt, men da målstregen nærmede sig stod det klart, at Fetlock Joint ville trække det længste strå. Coventry Hall holdt andenpladsen kort foran Filly.
René Kjær og Fetlock Joint. Foto: Hesselborg Foto.
Vallakken Fetlock Joint er virkelig blomstret op for den dygtige Århus-amatør Kim Madsen, efter han og Klaus Schulze fra Stald Macky tidligere på året overtog Noras Bean-sønnen fra dens opdrætter og tidligere ejer Peter Søndergaard.
Foto: Hesselborg Foto.