Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Extreme og Steen Juul - Aarhus 15.10.2021Foto: Ole Hindby

Steen Juul: Vi tror på en god præstation!

Extreme 151021
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
27. oktober 2021 17:00

Steen Juul tror, at Extreme igen kan være med helt fremme, når den femårige hest starter i C.L. Müllers Memorial 2021 lørdag aften. John Sørensen fra ejerkredsen kalder året for en jubelsæson. 

Af Lasse Claes 

Steen Juul-trænede Extreme har ikke gjort meget forkert i år, hvor hesten eksempelvis har løbet 1.09.7 på Charlottenlund Travbane og vundet EM for femårige heste på Åby i Sverige. 

Lørdag aften venter en ny stor opgave, når sidste års derbyvinder starter i C.L. Müllers Memorial 2021 på Jägersro. Men selvom selskabet igen er stenhårdt, så tror Steen Juul på sin hest. 

- Jeg trænede ham i går, hvor alt virkede fint i intervallerne. Der er nogle kanonheste med, som var med i de svenske mesterskaber, men de løber ikke fra ham. Vi tror, han kan være med lidt derfremme igen. Vi tror på en god præstation. 

Thomas Uhrberg skal køre Extreme. Hvorfor ikke dig selv? 

- Der er der intet specielt i. Jeg hopper over af og til. Og så skal vi se, om han kan præstere med en anden kusk. Kunne vi finde to sekunder i ham på den måde, ville det jo være fantastisk. 

Steen Juul tilføjer, at den svenske gæstekusk selv styrer taktikken. Charlottenlund-træneren er ofte i dialog med sin kollega, som har fulgt Extreme tæt og derfor kender hesten godt. 

Kan Extreme mestre alle distancer, eller har den en favoritdistance, som du ser det? 

- Han er regulærbar og kan derfor det meste. Men jeg ser ikke de længere distancer som en fordel for ham. Jeg vil mene, han er bedst på 2.000 meter. 

Sigter I efter de helt store løb som Olympiatravet og Elitloppet til næste år? 

- Det er det, vi stiler efter. Det er en hver hesteejers drøm, og vi håber, at han kan tage et lille step op, så han kan være med i de løb. Men man skal også huske, at man ikke kan deltage i alle løb. 

Steen Juul siger afsluttende, at han ikke ved, om lørdagens start bliver den sidste i år for Extreme. Det er ikke diskuteret færdigt med ejerkredsen endnu.

Extreme 2 210627John Sørensen håber, at drømmen om Elitloppet den sidste weekend i maj kan indfries med Extreme. Foto: Ole Hindby. 

Ejerkredsen er stolte og ydmyge 

John Sørensen er en del af ejerkredsen omkring Extreme. Og han skjuler ikke, at det har været et fedt år. 

- 2021-sæsonen har været helt fantastisk. Det har været en jubelsæson. Man kan ikke lade være med at knibe sig selv lidt i armen. 

John Sørensen siger videre, at Extreme er blevet ved med at overraske ham. Han synes, at hesten bare hæver sig til hver opgave, som da Don Fanucci Zet og Aetos Kronos blev besejret den 9. oktober på Åby. 

Hvor stort tør I drømme med Extreme? 

- Den sidste weekend i maj (Elitloppet, red.) er da noget, vi drømmer om. Og den drøm har fået næring efter hans præstationer i år. Men vi er samtidig meget stole og ydmyge, og det hele skal være på hestens præmisser. Extreme skal ikke presses til noget, og han kan ikke skuffe os. 

John Sørensen siger afsluttende, at han ikke forestiller sig, at Extreme gør flere starter i år efter lørdag. EM-vinderen er stadig fin, og han mener, det vil være optimalt at sende hesten på ferie, mens den er frisk. 

C.L. Müllers Memorial er syvende afdeling af V75 lørdag aften. Starten går klokken 18.43, og Extreme har trukket startspor to over 2.640 meter autostart. Den skal blandt andet møde Born Unicorn, Zarenne Fas, Upstate Face og Esprit Sisu. 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere