Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Thai Sansa efter sejren i 3. løb, som var Korfitsens sejr nummer to på dagen.Foto: Gorm Johansen

Nicklas Korfitsen med perfekt start på weekenden

Nicklas Korfitsen 8/10
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
08. oktober 2021 20:25

Nicklas Korfitsen og Team Bo Westergaard havde i fællesskab en fantastisk fynsk fredag, hvor det blev til tre sejre ud af fire mulige.

Af Mikkel Johansen

Glide for The Win var ubesejret i sine første to starter, da den skulle forsøge at realisere hattricket denne fredag på Fyn. Det gjorde den for sin kusk Nicklas Korfitsen efter en imponerende præstation, hvor den fra udvendig rejse i topfart den første omgang alligevel kunne afgøre sikkert til slut. 

Birger Jørgensen tog spids trods yderste spor på vingen med Kai Greenwood, mens Glide For The Win som tidligere nævnt havnede i dødens, hvor åbningerne hed 1.11/500 meter og 1.14/1000 meter. Tempoet blev taget ud ned ad bagerste langside, hvilket fik Henrik Lønborg til at sende Faustino afsted i 3. spor. 

Den rundede hurtigt frem til den forreste del af feltet og lå side om side med Glide For The Win ind på opløbets lige bane, hvor den førende Kai Greenwood måtte melde sig ud af sejrskampen. 

Med tanke på den hastige åbning kunne man have forventet, at Faustino ville gå frem og levere overraskelsen, men på imponerende vis lykkedes det for Glide For The Win at holde farten hele vejen til mål og vinde i tiden 16,4/2140ma. Baccis sluttede stærkt af og tog akkurat andenpladsen før Faustino. 

GLIDE_FOR_THE_WIN 8/10

Glide For The Win. Foto: Gorm Johansen.

Seks fireårige hopper var til start i Bunzls Ærespræmie efter afbud fra Fanta, som fik sin vinder i Nicklas Korfitsen og Thai Sansa på en stærk afslutning, hvor den akkurat nåede forbi den undervejs førende Fox On The Run på målstregen i tiden 15,5/2140ma.

Der blev åbnet hastigt fra flere fronter, da startbilen slap, men Fox On The Run tog teten gennem første sving, hvor Fly High Shadow havnede udvendigt uden ryg i en 13-åbning de første 500 meter. Fanny Østervang fangede vinderhullet, mens Thai Sansa fik en perfekt rejse i 2. par udvendigt. 

Der var dæmpet reelt på kilometeren, som gik efter 1.17 med positionerne fortsat intakt. Tempoet var til gengæld helt anderledes de sidste 500 meter, som gik i 12-fart, hvor de sidste 200 meter var endnu hastigere i duellen mellem indvendige Fox On The Run og udvendige Thai Sansa, som satte snuden først på målstregen.  

- Jeg følte ind på opløbets lige bane, at jeg bare skulle suse forbi, men Jan (Dahlgaard, red.) fik pludselig topfart i sin, så det blev noget mere tæt end først antaget. Jeg funderede på, om jeg skulle gå afsted tidligt i løbet, men René Kjær satte lidt fart på sin deltager igen, og så valgte jeg at blive siddende, videregav Nicklas Korfitsen efterfølgende. 

THAI_SANSA 8/10

Thai Sansa. Foto: Gorm Johansen.

Det var ikke blot Bo Westergaard-staldens Glide For The Win, som endte med at jagte et hattrick denne fredag på Fyens Væddeløbsbane, for Nicklas Korfitsen gjorde det samme efter sejren med Thai Sansa. Han var optimistisk på vegne af chancerne med Stonefire U S i Mette Møller Lundgreens Ærespræmie, og parret fuldendte hattricket til Korfitsen/Westergaard og gjorde det i vindertiden 14,6/2140ma. 

Birger Jørgensen tog spids med First Blood og fik lov til at afvikle den første omgang i tiderne 1.16/500 meter og 1.17/1000 meter, og så var der givet lagt op til en hastig sidste omgang. 

Funny Boy sad udvendigt for Ken Ecce med King Slayer i ryg, men denne faldt fra rundt sidste sving, hvilket tvang Steen Juul afsted i eget angreb med favoritten Frodo Cash. I samme ombæring fik Stonefire U S pladsen til at komme fri af 3. par indvendigt, og den speedede sidenhen som en dæmon til sejr før First Blood og Frodo Cash.

STONEFIRE_U_S 8/10

Stonefire U S. Foto: Gorm Johansen.

Double til Steen Juul

Gaby Cloc var først ved målpassage i dagens 2. løb, men der skulle en længere gennemgang af forløbet de sidste 200 meter til, før de i sidste ende valgte ikke at lave om på indløbsrækkefølgen, således at den treårige hoppe kunne tage 3. sejr i nu otte starter. 

René Kjær tog teten med Evita E M fra start, mens Henrik Lønborg fangede ryggen med Etomorrowistoday i en åbning i 11-fart de første 500 meter. Steen Juul var spillet til kneben favorit med Gaby Cloc, som undervejs sad i 3. par indvendigt. 

Tempoet var blevet modereret op forbi kilometeren. hvor Gucci Bork havde sat sig ud som første hest i 2. spor. Søren Johansson var hurtig til at gå med ud i ryg på Morten Friis med Chilli Tårs, hvorfra han gik afsted i eget angreb ved indgangen til sidste sving. 

Chilli Tårs fortsatte til front rundt svinget og så fortsat stærk ud, da den ramte lige bane. Alt imens havde Henrik Lønborg fundet plads til at komme fri af inderbanen med Etomorrowistoday, som længe lignede farligste udfordre til Chilli Tårs. 

Man har dog efterhånden lært, at Steen Juul ikke er slået, før målstregen er passeret, og det var dagens 2. løb blot endnu et eksempel på. Midt på opløbet fik han trukket Gaby Cloc på tværs og på en kort, men stærk speed, nåede han forbi indvendige Chilli Tårs til slut og vandt i tiden 15,9/2140ma. Etomorrowistoday tog tredjeplads midt i banen. 

GABY_CLOC 8/10

Gaby Cloc. Foto: Gorm Johansen.

Dempsey Cloc fandt denne fredag tilbage til vinderpladsen for første gang siden sit comeback til løbene. Den vandt Karl K. Pedersens Mindeløb i tiden 12,8/1640ma efter et endnu engang perfekt disponeret oplæg af Steen Juul. 

Der var lagt op til en fartfest i 5. løb, hvor Dollar Esterel svarede Casino Royal ude de første 500 meter i 08-tempo. Cash Sali fulgte med lige efter de to førende kamphaner, som afviklede kilometeren i fortsat hastige 1.12. 

Steen Juul sad perfekt til i 2. par udvendigt og gik afsted på bagerste langside, da kræfterne var sluppet op for Casino Royal. Dempsey Cloc havde tidligt overtaget på indvendige Dollar Esterel, men flere heste kom i en vifte ude i banen. Indvendigt forsøgte Charming Kiss forsøgte at dykke ned indvendigt for Steen Juul, men Dempsey Cloc var tilbage i fuld vigør og vandt til slut ganske sikkert. 

- Karl K. Pedersen var en betydningsfuld mand for Fyens Væddeløbsbane, og det er altid sjovt at vinde et sådant løb. Hesten var rigtig fin i dag, og det hårde tempo var en klar fordel for os. Han har haft nogle alvorlige skader, og jeg var klar på at opgive, men Camilla (Juul, red.) er jo lidt stædig, og hun har fået ham flot tilbage, sagde Steen Juul til Palle Vennekilde. 

DEMPSEY_CLOC 8/10

Dempsey Cloc. Foto: Gorm Johansen.

Ny sejr til Funny Money

Jeppe Rask har et stort talent i sin fireårige Great Challenger-søn Funny Money, som denne fredag vandt trods udvendig rejse på Calito store dele af løbet og gjorde det i tiden 15,8/2140ma. 

Som vi efterhånden har lært om Calito, så er den ikke forbeholden med at sætte fart, når startbilen slipper, og i dag var ingen undtagelse. Den fløj til spids for René Feltheim i dog for den beherskede 1.14 de første 500 meter. Funny Money var gjort til klar favorit, og den bevægede sig så småt fremad i 2. spor, hvor kilometeren gik i 16-fart. 

Der var stilstand indtil midtvejs på bagerste langside, hvor Jeppe Rask trykkede på den indvendige Calito og fik overtaget på denne rundt sidste sving. Det lignede en sikker sejr til Funny Money, da parret ramte opløbets lige bane, men bagfra havde Casper M. Nielsen fået topfart i Fox On The Run S, som blev mere og mere nærgående, jo nærmere de kom målstregen. 

Jeppe Rask følte sig nødsaget til at trække vattet på sin deltager, hvilket gav den ønskede effekt og det blev afslutningsvis en forholdsvis komfortabel sejr til Funny Money. Fætter Filur tog tredjeplads på afstand for Morten Friis. 

FUNNY_MONEY 8/10

Funny Money. Foto: Gorm Johansen.

Amatør- og formløbene

Der var fuldt hus i det første af i alt tre amatørløb på Fyens Væddeløbsbane, hvor Dream Hastrup spidsede sejren hjem i tiden 17,3/2140mv. 

Allan B. Madsen tog en længde på Cato fra start og snuppede dermed spidsen i 18-fart de første 500 meter. Flintstone var gjort til favorit for Mathias Jensen, som sad i 3. par indvendigt. Trods 20 meters tillæg var Paladin fremme på ydersiden af den førende Dream Hastrup ud på sidste omgang, hvor såvel Ellie’s Cocktail som Bosse Game kom i sporene. 

Begge heste måtte dog slippe taget ned ad bagerste langside, hvor Alvin Ice i stedet gik afsted i eget angreb fra 2. par udvendigt sammen med El Nino, som også var kommet fri for Theo Damsgård. 

Derfremme havde Allan B. Madsen imidlertid fortsat noget at give af med Dream Hastrup, som efter en afslutning i 14-fart de sidste 500 meter kunne holde sig foran hele vejen til mål før Alvin Ice og El Nino. 

Dream Hastrup 8/10

Dream Hastrup. Foto: Gorm Johansen.

Iver Jessen havde planen klar med Smooth Ride i det første formløb, hvor han kørte jævn 17-fart fra start til mål, således at han kom hjem på tiden 17,5/2140mv. 

Den, for klassen, hårde pace derfremme gjorde det svært for de bagvedliggende at tage ind undervejs, selvom flere gjorde forsøget. Bedst gik det for Catchmeifyoucan, som kom fri af inderbanen på bagerste langside og sidenhen spurtede frem til andenpladsen, mens T Bird Malou besatte den sidste trioplacering. 

SMOOTH_RIDE 8/10

Smooth Ride. Foto: Gorm Johansen.

Det blev en fantastisk opløbsduel i dagens SU-Montéløb, hvor Sunny Boy Lavec på de absolut sidste meter fik kæmpet sig forbi Diamond Dust E M. 

Rico Pape og Hot Collection stod fra spids, og de kæmpede om at tage føringen de første 500 meter, som gik i 19-fart. Tillægshestene havde tidligt fat, hvor kun favoritten Sarek havde gjort sig bort med galop tidligt i løbet. 

Ned ad bagerste langside gik Sarah Bang Poulsen frem og overtog teten med Diamond Dust E M, som fik sin nærmeste forfølger i Sunny Boy Lavec, som for Mette Carlsen arbejdede sig fremad i 2. spor. 

Det blev et medrivende opløb, hvor indvendige Diamond Dust E M nægtede at give sig uden kamp, men den måtte se sig passeret på de sidste meter af Sunny Boy Lavec, som vandt i tiden 16,6/2200mv. 

SUNNY_BOY_LAVEC 8/10

Sunny Boy Lavec. Foto: Gorm Johansen.

Morten Kramer blev fredagens sidste vinder med Black Magic, som gik frem og overtog spidsen rundt sidste sving og sidenhen forsvandt væk til overlegen sejr i tiden 17,3/2180mv. Hans bedre halvdel, Stinne Svanhede, besatte endvidere tredjeplads med Perseus. Imellem tog Jetmoon Heart andenpladsen for Ole Bergmann. 

BLACK_MAGIC 8/10

Black Magic. Foto: Gorm Johansen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere