Af Jesper Elbæk
Lørdag eftermiddag tørner Fox On The Run ud i Grand Circle 4-års Hoppechampionat på den ultimativt sidste løbsdag i Billund.
Her skal den møde "overhesten" Flower Dust, som har vundet både Dansk Hoppe Derby og Aalborg Hoppechampionat helt overlegent efter fantompræstationer. Så det oplagte indgangsspørgsmål til Peter Rudbeck er jo at spørge, om der overhovedet er noget at stille op mod den Bent Svendsen-trænede hest?
- Nej, ikke hvis den holder samme høje standard som de seneste starter. Så har vi ikke en chance, men jeg ved jo ikke, om Bent (Svendsen, red.) har holdt formen ved lige, indleder Rudbeck, da Danskhv.dk fanger ham fredag.
- Vi anlægger en offensivt taktik, og så må vi jo se, hvornår Bent Svendsen kommer. Men hun har trænet rigtig godt!
Det kan i øvrigt blive sidste start for Explosive Matter-datteren Fox On The Run, som før lørdagens start står med 553.900 kr. på præmiekontoen. Der kan komme 195.000 kr. oveni med en sejr, og andenpladsen har en værdi af 78.000 kr.
- Ja, afhængig af hvordan propositionerne for december ser ud, så kan lørdagens start blive den sidste i hendes karriere. Hendes første partner i avlen bliver enten Readly Express eller Calgary Games, afslutter Peter Rudbeck.
Fast Track-programmet til Billund Travs uigenkaldeligt sidste løbsdag kan downloades HER.