Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Kim Madsen-trænede Fetlock Joint vandt Aalborg Store Pris ConsolationFoto: Ditte Hesselborg

Kim Madsen: "Slipper kun til den rigtige!"

Kim Madsen Fetlock Joint 180921
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
19. oktober 2021 18:00

Aarhus-amatøren Kim Madsen har gang i en kanonsæson. Både som træner og kusk, og ambitionerne er store i resten af sæsonen.

Af Jesper Elbæk

Kim Madsen starter den ene af to amatørtrænede heste i Grand Circle 4-års Championat, som afvikles fredag eftermiddag på Fyens Væddeløbsbane i Odense. Startlisten har bl.a. deltagelse af Derbyvinderen Festival Of Speed, Derby-toeren Frodo Cash og vinderen af Dansk Trav Derby Consolation og Aalborg Store Pris, Fossa.

Kim Madsens "våben" er Fetlock Joint, og den starthurtige hest, som senest vandt Aalborg Store Pris Consolation på en 1.11-tid, har trukket et godt startspor to bag om bilen.

- Det kunne ikke være bedre, så René Kjær kører selvfølgelig til spids herfra. Jeg mener faktisk, at Fetlock går sine bedste løb bagfra, men vi slipper kun til den rigtige, lyder det fra Kim Madsen, og mellem linjerne forstår man, at "den rigtige" er lig med Derbyvinderen Festival Of Speed.

- Jeg synes Fetlock skal være en topchance i løbet. Jeg starter helst mine heste hver 14. dage, men nu er der gået en måned denne gang. Men mon ikke det går alligevel, lyder det fra Aarhus-amatøren, som her på Danskhv.dk for første gang lufter planen om en start i udlandet.

- Ja, jeg har for nylig fået kig på 4-årsløbet Axel Jensens Minneløp på Bjerke 13. november. Løbet får selvfølgelig deltagelse af en række topheste, og det er slet ikke sikkert vi kan komme med. Men det er 1609m autostart, og jeg tror godt Fetlock kan gå en lav 1.11-tid på en god bane. Men nu ser vi lige, hvordan han går på fredag.

De seneste tre år er Axel Jensens Minneløp vundet af Ecurie D, Zarenne Fas og Vainqueur R P, og den hurtigste vindertid af de tre var 1.11,8. Tidligere er løbet i nyere tid blevet vundet af to dansktrænede heste; Neo Holmsminde med Steen Juul og Stelton med Jeppe Juel. Den danske Derbyvinder Tumble Dust har også vundet løbet. 

Madsen på champ-jagt på hjemmebanen i 11. time

I artiklens indledning står der, at Kim Madsen har gang i en rekordsæson, både som træner og kusk. Det er også korrekt, i hvert fald når man kigger på indkørte præmier. Men når det gælder antal sejre, så er Madsen langt efter de seneste sæsoner.

Fra 2017-2020 vandt Kim Madsen hhv. 10, 12, 6 og 9 sejre. Men i 2021 skulle man helt hen til 20. september, før den første sæsonsejr kom. Det var så til gengæld også i finalen i ATAKs Fødselsdagsløb med Captainhaselhof Be, hvor førstepræmien var 45.000 kr.

Herefter er det blevet til en sejr med egentrænede Tarzan Gardenia, så facit er to sejre i skrivende stund - men Madsen er optimist!

- Jeg går efter amatørchampionatet i Aarhus, og det må du gerne citere mig for!, lyder det bombastisk fra den karismatiske amatørkusk, som er to sejre efter førende Emil Mæhlisen, og også halter bagefter en flok kuske, som er noteret for tre sejre.

- Jeg laver en slutspurt af en anden verden, og går efter minimum tre-fire sejre her de sidste to en halv måned af året. Jeg kører hele kavaleriet i stilling, og tror på flere sejre til Tarzan Gardenia, E A Gilbak, Palais Bourbon og måske også Business As Usual, afslutter en optimistisk Kim Madsen, som ikke er færdig med at investere i dansk travsport.

- Nej, slet ikke. Jeg er f.eks. på jagt efter en rigtig god løbshest. Og faktisk også en rigtig god følhoppe eller to, men de skal være fra øverste hylde. 

Fast Track-programmet til løbene i Odense på fredag kan downloades gratis HER

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere