Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Frederik Kragh Olsen peger på Forever Ice som staldens bedste chance.Foto: Hesselborg Foto

Kaj Jensen-stalden har gode kort på hånden i consolationsløbet

Forever Ice 111021
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
22. oktober 2021 8:00

Team Kaj Jensen har hele fem heste til start i Grand Circle 4-års Championat Consolation 2021 denne fredag på Fyens Væddeløbsbane, hvor man deler programtipperens vurdering af, at Forever Ice på forhånd er bedste chance. 

Af Mikkel Johansen

Årets sidste storløb for de fireårige hingste og vallakker står for døren, og den sidste klassiske vinder i F-årgangen skal findes i dag på Fyens Væddeløbsbane. Det sker i 6. løb, hvor Festival of Speed er den klare forhåndsfavorit til sejren. 

Forinden skal vinderen af consolationsløbet imidlertid også findes, og her er det med bemærkelsesværdig stor deltagelse fra Aalborg-træner Kaj Jensen, som seler intet mindre end fem heste ud. Forever Ice og Frisk er blandt disse, og de er begge spået fremtrædende chancer, tippet som etter og toer i nævnt rækkefølge i Fast Tracks baneprogram. Samme vurdering har indfundet sig i stalden, fortæller Frederik Kragh Olsen:

- Forever Ice vandt let sidst. Han blev magelig, da han kom foran de andre, men det var med massere af kræfter sparet ved målpassage, og sejren var mere sikker, end det så ud fra siden. Det er ikke til at sige, hvad Thomas Uhrberg vælger af oplæg, men hesten tåler at gå fra de fleste positioner. Med de seneste præstationer in mente, så skal det være en god chance.

- Frisk gik et super løb i Aalborg Store Pris-weekenden. Det blev bare forkert på Lunden fra dårligt startspor, men hesten er i god forfatning for tiden, og vi forventer, at han er med fremme uden uheld på vejen. 

Hvad har været forklaringen på, at han en overgang underpræsterede i sommers?

- Han har døjet med sit bentøj, og det er vel den eneste forklaring på det. Det er i orden igen, og han skal som sagt nok gå et godt løb. 

Af de øvrige tre startende heste fremhæves Freestyle som næstkommende kandidat til en topplacering:

- Hun er bestemt ikke dårligere end nogen af de andre i feltet, men hun har skuffet lidt på det seneste. Hun har stresset sig over i flere dumme galopper fra start, så vi har åbnet hende op i håb om, at hun er mere styrbar bag bilen. Hun kommer med norsk hovedlag for første gang, og det er en farlig outsider, hvis hun er som bedst. 

Såvel Ferrari Gardenia som Filly bliver i første omgang vurderet til at være tilfredsstillende som præmietagere. 

Frisk

Frisk er klar på en ny god præstation. Foto: Hesselborg Foto.

“Den må ikke glemmes”

Yderligere to starter gør Kaj Jensen-stalden denne fredag, hvor Clark Gable er først for i 4. løb med udgangsposition i 2. række i form af startspor ni. 

- Han glippede en placering langt fremme i ligafinalen senest, men gangen forinden gik han super for René Kjær. Han er fortsat håbløs ustabil, men i fejlfri udgave er han en farlig outsider. Den må ikke glemmes, mener Frederik Kragh Olsen og videregiver følgende om Farinelli Hastrup som staldens 2. deltager i løbet:

- Hun er ved at være tilbage som bedst, og det viste hun allerede i hoppederbyet. Det blev forkert sidst i Sverige, hvor hun for tidligt fik frit frem, men gemmes hun indtil opløbet her, så er hun med fremme. En god triochance. 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere