Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Anders Pedersen - Racing Arena Aalborg 11.10.2021Foto: Hesselborg Foto

Fuldsmasker til stald Anders Pedersen

Anders Pedersen 111021
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
11. oktober 2021 20:25

Med tre heste til start, der alle sejrede, blev det er forrygende mandag for Anders Pedersen og fru Trine. Træneren sejrede selv med Freja Henley og Austin Broline, medens Trine Urth Pedersen spidsede amatørløbet hjem med Famous Marke. Forever Ice fik en særdeles fortjent sejr for Casper M. Nielsen efter meget uheld på det seneste. Fritjof S H indfriede favoritværdigheden for Nicklas Korfitsen.

Af Kim Nielsen

På forhånd lød hjemmebanetræner Anders Pedersen optimistisk i forhåndsinterviewet til Fast Track med sine to køreture på Racing Arena Aalborg. Det samme gjorde hans bedre halvdel Trine Urth Pedersen, da hun skulle fortælle om chancerne for sin køretur med Famous Marke, og det skulle vise sig, at ægteparret havde noget at have optimismen i.

Anders Pedersen skulle i ilden i dagens indledende løb, og her tog favoritten Kingsislandqueen planmæssigt spids for Jeppe Rask. Men trods en rolig indledning i 20-fart kunne Jeppe Rask Ikke svare, da Kenneth Andersen kom frem og spurgte efter spidsen i sving to med Flying Star. Men den fik ikke fred længe, for nu kom Anders Pedersen frem udvendigt med Freja Henley.

Kilometeren blev klokket til 1.19,0, hvor Anders Pedersen fortsatte med at presse på udvendigt, og snart var Freja Henley ny førerhest. Ind i opløbet angreb Kingsislandqueen, og selv om Freja Henley blev en anelse stum på de sidste meter, afviste den Jeppe Rask’s favorit og sejrede knebent i tiden 1.17,3/2.160 m snorestart. Tredjepladsen gik til Flying Star.

Freja Henley 111021

Indvendigt strækker Freja Henley på sig og giver Anders Pedersen en perfekt start på løbsdagen. Foto: Hesselborg Foto.

Spids og slut for Famous Marke

I et amatørformløb 1.17,0 var Trine Urth Pedersen vaks ved havelågen, da starten gik i tredje forsøg. Hun prikkede starten med Famous Marke, der aldrig før havde haft spids. Tempoet var ikke voldsomt med 1.20,5 de første 500 meter, og det var for lavt, syntes Torben Olsen, der pressede tempoet op udvendigt med favoritten Thunder Bell.

I opløbet var der en strid modvind, og mange heste kom i angreb. Foran holdt Famous Marke stadig fanen højt, men der kom angreb i næsten samtlige spor, hvor en sværm af heste var med på målfotoet. Det lykkedes dog Trine Urth Pedersen at holde gang i Famous Marke hele vejen ind i mål til en kneben sejr før de godt afsluttende konkurrenter Gentleman, Uno Baunehøj og Aayla T Dream, hvor Gentleman med Dennis Kristiansen efterfølgende blev diskvalificeret for trængning i opløbssvinget. Vindertiden blev 1.17,4/2.140 m snorestart.  

Famous Marke 111021

I dagens tætteste opløb kunne Trine Urth Pedersen akkurat holde hjem i inderbanen med Famous Marke. Foto: Hesselborg Foto.

I det afsluttende løb for laveste klasse tog næstefavoritten Girl On The Beach spids for Jeppe Rask, men på førte langside kom altid offensive Anders Pedersen frem med favoritten Austin Broline, og han insisterede på spidsen. Den fik han efter lidt kamp, hvor de første 500 meter fik efter 1.17,3.

Herefter blev tempoet taget meget ud af løbet, og således kunne flere af hestene med galop tidligt i løbet få fat. En af disse var Godis med Jeppe Juel, og den blev sendt i angreb på bagerste langside. Den kom frem til de forreste, men foran havde Anders Pedersen stadig noget at køre med.

Ind på det trak Austin Broline fra til en sikker sejr, og dermed var der fuldt hus for Stald Anders Pedersen med tre sejre i tre starter. Vindertiden blev 1.19,6/2.140 m auto, hvor Godis tog andenpladsen efter sin fine ophentning med Girl On The Beach som tredje.  

Austin Broline 111021

Austin Broline og Anders Pedersen lukkede og slukkede i Aalborg. Foto: Hesselborg Foto.

Så kom sejren endelig

Hvis man kan tale om, at en sejr er fortjent, så kom sådan en af slagsen i V4-2. Efter en diskvalifikation for to starter siden i Odense efter en tidlig galop, hvor dommerne først efter løbet diskvalificerede hesten fra andenpladsen for en for lang galop, og senest en ny andenplads, hvor den manglede et skridt eller to på de sidste meter, efter at være blevet lukket inde i opløbssvinget i andet par udvendigt, så var Forever Ice gjort til favorit i et af dagens to sprinterløb.

Fra start trak Casper M. Nielsen sig med favoritten og satte sig sidst i andet spor. Foran svarede Kenneth Andersen sit inderspor op med Breaking Point, selv om Birger Jørgensen pressede på med Celine Diamond. Efter en 13-åbning forblev tempoet godt, og på bagerste langside begyndte Casper M. Nielsen sin fremmarch i tredje spor.

Forever Ice fik kort efter trækhjælp af Cirkeline Day, og ind på det lige gik den frem i fjerde spor og overtog kommandoen. Et par af de andre heste, der havde lunet sig undervejs, meldte sig nu ind i legen,. Men Forever Ice fik sin længe ventede og fortjente sejr, hvor Diva De Meaux var anden for Jeppe Rask med S A Photo og Jeppe Juel på tredjepladsen. Vindertiden blev 1.14,6/1.640 m auto - dagens hurtigste.

Forever Ice 111021

Forever Ice og Casper M. Nielsen fik endelig mulen først på målstregen. Foto: Hesselborg Foto.

Fritjof S H sejrede til 14 for 10

Dagens største favorit i stregspillene var Fritjof S H i V4-4/V5 2. Nicklas Korfitsen fulgte blot med fra start i spor 2, medens Morten Friis bag Freja Lund afviste Knud Mønster og Fastandfurious P H i spidskampen. Trods sin galop kunne Fastandfurious P H tage plads som første hest i andet spor med favoritten Fritjof S H i ryg. Efter en 15-åbning blev tempoet dæmpet, og det fik Nicklas Korfitsen til at køre frem for at overtage spidsen med en omgang til mål.

Men 600 m igen angreb Gautut Gardenia med Kenneth Andersen, og ind på det lige så Fritjof S H uslåelig ud i front. Og da Gautut Gardenia galopperede med 100 m igen, blev sejren til favoritten endnu mere sikker, hvor Freja Lund blev anden med Diago Vang og Jeppe Rask på tredjepladsen. Vindertiden blev 1.16,3/2.140 m auto.

Fritjof S H 111021

Som dagens største favorit indfriede Fritjof S H og Nicklas Korfitsen til fulde spillernes forventninger. Foto: Hesaselborg Foto.

De øvrige løb

Dagens montéløb blev en jævnbyrdig affære mellem hestene fra spidsvolten. Favoritten Livi No Panic med Marianne Mechlenburg tog spids fra spor 1, og den fik hurtigt Diamond Flame og Sabina Gammelgård frem udvendigt.

Sådan var stillingen også ind på det lige, hvor Bursche W i sin montédebut blev sendt i angreb for Nanna S. Kristensen. Det bed godt, og på de sidste meter gled parret forbi til sejr i tiden 1.17,2/2.140 m snorestart, hvor rytteren Nanna S. Kristensen således fik en flot comeback-sejr efter godt tre års pause fra sporten. Livi No Panic holdt andenpladsen kort før Diamond Flame.

Bursche W 111021

På de sidste meter presser Bursche W og Nanna S. Kristensen sig foran længe førende Livi No Panic. Foto: Hesselborg Foto.

I dagens formløb blev det ”fang mig hvis I kan” for spidshesten Wendy, der efter en alvorlig skade for et år siden er vendt tilbage til løbene for et par måneder siden. Henriette Munck Boeck kørte frisk derudaf fra spor 1, og parret havde stor føring ind i opløbet. Men midt i opløbet slog Wendy alvorligt af på takten, hvor det lignede, at Lene Dodensig ville suse forbi med Axel Party. Men da den kom op siden af Wendy, fandt den 10-årige hoppe de sidste kræfter frem og slog kontra til sejr før Axel Party med en inderbanekørt Livi Moon og Oliver Kristoffersen på tredjepladsen. Vindertiden blev 1.18,4/1.640 m snorestart.

Wendy 111021

Wendy og Henriette Munck Boeck tog sig af dagens formløb efter føring hele vejen. Foto: Hesselborg Foto.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere