Af Jesper Elbæk
Evita blev indkøbt på Aalborg-auktionen i 2017, og vandt blandt andet Dansk Avlsløb, Billunds Hoppesprint og Aalborg Hoppechampionat for sine tidligere ejere. Ved juletid sidste år var Evita på auktion, hvor en af medejerne Kim Kærslund købte Evita fri, og satte hesten i træning hos Kaj Jensen.
I mellemtiden er Kim Kærslund vel blevet Danmarks største hesteejer overhovedet med over 50 heste, når alt tælles med. Langt de fleste i træning hos Aarhus-træner Kaj Jensen, men det vender vi tilbage til. Først skal vi høre lidt om Evita, hvor Kim Kærslund er vældig godt briefet på form etc.
- Evita er helt klar. Hun blev behandlet efter seneste start i Aalborg, og træner rigtig godt. Selvfølgelig bliver det svært at slå Flemming Jensens hest (Eenymeenyminymoe, red.), men jeg synes vi har chance lige derefter. Desuden har den jo også før dummet sig med galop, og det kan den jo ske at gøre igen.
- Jeg vil næsten sige, at anden række er en fordel for hende. Sådan var det ikke tidligere hvor hun absolut ikke brød sig om at få skidt i hovedet. Men nu kan Casper M. Nielsen gemme hende væk undervejs, og så kan Evita komme til slut i stedet - ligesom i Odense, vurderer Kim Kærslund, og hentyder selvfølgelig til starten 20. august på Fyens Væddeløbsbane, hvor Evita speedede forbi alle de sidste 500m, og slog Ice Dragon i et forrygende opløb.
- Det er meningen, at vi vil give Evita nogle starter i Sverige hen over vinteren, for der er generelt ikke ret mange startmuligheder i Danmark for en hoppe med næsten 400.000 kr. på toppen.
En anden spændende Wishing Stone-hoppe i Kim Kærslunds varetægt er Flora, som så sent som 18. juli på Billund Travs store Sprintermesterdag vandt på 1.12,0. I seneste start var Flora fjerde i Aalborg Hoppechampionat til Flower Dust, Fox On The Run og Arm Bri - men det blev sidste start i karrieren for Flora, der som 2-års vandt Jydsk 2-årings Grand Prix og var anden i Dansk Opdrætningsløb til Fossa.
- Ja, Flora er desværre brækket ned, og jeg har valgt at karrieren er slut for hende nu. Hun bliver følhoppe, og første partner i avlen bliver Readly Express, fortæller Kim Kærslund, som i forvejen har ganske spændende følhopper i sin varetægt. Men det vender vi også tilbage til.
Flora vandt Billunds Hoppesprint på Sprintermesterdagen i 1.12,0a/1600m. I sulkyen Kasper K. Andersen. Foto: Kjeld Mikkelsen/KM FOTO
I starten af oktober havde Kim Kærslund et læserbrev på Travservice.dk og facebook, hvor man kunne få indtryk af, at "pølsemanden" var på vej til at skære ned i bestanden af heste. Men der investeres fortsat, og inden for de seneste måneder har Kim Kærslund købt og opdrættet et større antal heste, som alle er gået/går i træning hos Kaj Jensen.
- Jeg er stadig lidt irriteret på visse dele af "systemet". Men ja, vi har blandt andet købt hele fem Gardenia-heste, hvor en af dem er helsøster til Go On Gardenia, og en anden er helsøster til Casino Gardenia. Derudover er der en helsøster til Enjoy The Game.
- Derudover købte vi jo i København en halvsøster til Evita, og så har jeg netop handlet Hussar, som er en halvbror til Facebook, og så er fire af mine egne opdræt - Joe K, It's Quite Easy, Isabella K og Josefine K - kommet i træning også. "K" brugte jeg som opdrætter helt tilbage omkring årtusindeskiftet til bl.a. Hannibal K.
- Jeg har fået fire føl som opdrætter og medopdrætter i år. Hoppeføl efter Villiam - Delila Sund, hingsteføl efter Googoo Gaagaa og Cinderella, hingsteføl efter Love You - Whoopie As og hingsteføl efter Cruzado Dela Noche - My Love Di Quattro, afslutter Kim Kærslund.