Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Morten JuulFoto: Hesselborg Foto

Travle dage for Morten Juul

Morten Juul 090821
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
19. november 2021 8:00

Danmarks femte mest vindende trænerstald i denne sæson målt på indtjening, Skives Morten Juul, kommenterer på chancerne for de mange heste han bringer til start i dag på Racing Arena Aalborg, søndag i Lunden og mandag på hjemmebanen.

Af Niels Jørgensen

Med hele 16 startheste venter der Morten Juul tre travle dage. I eftermiddag på Racing Arena Aalborg knyttes de største sejrsforhåbninger til Hooper De Boup.

»Hooper De Boup (8. løb) gik rigtig godt senest, hvor der blev for langt frem over sprinterdistancen, men hesten gik en rigtig fin sidste omgang. Nu er det 2140 meter, hvilket jeg tror er en fordel, og samtidig har René nu prøvet hesten, så jeg synes det skal være en fornuftig chance. Hvis hesten er fejlfri og går op til det, den viste senest, så synes jeg det skal være staldens bedste chance på dagen,« siger Morten Juul.

Forinden indtager træneren selv sulkyen bag Jesse Schermer (2. løb) efter et par starter som ikke er faldet heldigt ud:

»Ja, det er blevet noget skidt. Hesten har været uheldig, og senest blev den alt for hidsig, så nu må jeg selv ud at se, hvad der sker. Den har fået et rigtigt møgspor på sprint, men jeg forventer da at det kan være en triochance. Hesten har rigtig god form,« siger Morten Juul.

Er programmets vindertip berettiget?

»Det ved jeg ikke. Spor otte på sprint er ikke det nemmeste, men den kan da vinde, hvis det flasker sig.«

I et amerikanerløb med stort indtjeningsmæssigt spænd mellem deltagerne, har Kadabra Bolets det bedste spor blandt favoritterne.

»Kadabra Bolets (6. løb) går rimeligt hver gang. Senest blev løbet ikke lige som vi havde håbet, ved at den ikke fik spids, men hesten gik alligevel godt. Den fik andet par udvendigt, men måtte af sted 100 meter for tidligt,« siger Morten Juul og tilføjer:

»Denne gang er sprinterdistancen nok en fordel, og det er klart, at det vil være en fordel, hvis den kan komme til spids. Det er ikke sikkert at det er muligt, men så må den køres fra ryg. Det er altid en triochance.«

Balancemæssigt starter hestene som de plejer. Jesse Schermer og Kabadra Bolets uden sko, mens Hooper De Boup starter med sko. 

Giantissimo kan vinde igen

På Koster Memorial-dagen søndag bringer Morten Juul otte heste til start, og den formodet bedste chance åbner ballet.

»Giantissimo (1. løb) har ikke gjort meget forkert. Det tror jeg heller ikke at den gør denne gang.«

Hvordan skal det gribes an fra tillæg?

»Det skal Birger afgøre. Hesten tåler at lave noget selv, så om han tænker at køre frem, eller afvente nede bagved, er det op til ham at afgøre. Det er en vinderchance, og jeg tror faktisk at ydersporet i volten er et plus i forhold til at komme fejlfrit af sted,« siger Morten Juul.

De øvrige chancer i Lunden får følgende kommentarer med på vejen:

»Frontrunner Shadow (3. løb) har ikke gået noget som helst. Dette er test på, om det bliver sidste start og om den i stedet skal i avlsboksen. Hun har faktisk trænet forbedret, men jeg vil lige se det først. Hun også ude i klassen denne gang, så et topresultat ligger ikke lige til højrebenet.«

»Ice Dragon (4. løb) hoppede kort efter start i Berlin. Det plejer den ellers ikke at gøre, så jeg regner med at det bare var en enlig svale, men den møder supergode konkurrenter, så det er vel kun en lille triochance.«

»Gonnabe Shadow (5. løb) gik godt i prøven, men det er vel igen en 4.-5.-6. plads den skal gå efter.«

»First Blood (7. løb) var uheldig at “tabe et bagben” i sidste sving på Falster så den fik galop. Hesten holder stadig topform, men mangler lige at få det sidste ud af det. Der er vel tre-fire stykker som kan vinde, og han er en af dem.«

»Galant Lund (8. løb) var dårlig i prøven og skal være bedre for at få med udfaldet at gøre denne gang. Hesten får en præmie for at være med, og det er nok umiddelbart hvad det kan blive til.«

»Something Fishy (10. løb) har været væk længe. Den fik lidt sommerferie, men har trænet godt nu. Det er en hård konkurrence at komme tilbage i, så hvis han får en præmie er vi tilfreds.«

»Twigs Briard (10. løb) har bedre form end det den har vist. Senest hoppede den fra start, og i forrige start kørte René på en konkurrent med 500 meter til mål. Det kan godt være en triochance, hvis det flasker sig lidt,« siger Morten Juul.

Tror på Fly High Shadow

På falderebet skal vi også høre kortfattede kommentarer angående de fem heste Morten Juul-stalden starter mandag:

»Fly High Shadow (1. løb) er bedre end resultaterne viser. Jeg synes, det er en farlig outsider denne gang. Great Gatsby As (3. løb) gik ingenting i første start for os. Den skal vise fremgang. Freiherr Faust (4. løb) gik supergodt senest, og jeg synes det skal være en lille vinderchance igen. Frosty Ice (8. løb) manglede lige det sidste i Aalborg. Nu har den tillæg og et halvdårligt spor. Det er vel triochance, men heller ikke mere. George Clooney (9. løb) hoppede senest på Lunden, men har rigtig god form og er en triochance,« siger Morten Juul.

Hvilken af hestene tror du har bedst chance?

»Jeg tror faktisk at det er Fly High Shadow.«

Programmerne til de tre løbsdage finder her: Aalborg - Lunden - Skive

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere