Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Etårige Imagine er omdrejningspunktet i nyt projekt hos fynske Søren Johansson.Foto: Gorm Johansen.

Nyt andelsprojekt hos Johansson

Imagine Stald
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
25. november 2021 13:25

Travtræner Søren Johansson har over de sidste par år oplevet stor interesse omkring andelsprojekter, som han selv dyrker i stor stil i dag. Nu har et nyt set dagens lys.

Af Camilla Halldorsson

I 2019 var andelsprojekter ikke en del af Søren Johanssons trænervirksomhed. Det er de til gengæld i dag med fem – snart seks – andelsprojekter med alt mellem 6 og 50 personer.

- Med de her beløb, som man kan udbyde projekter for, så rammer man bare en bredere gruppe mennesker, og jeg mærker virkelig, at det tages positivt imod, fortæller Søren.

- Det er meget forskellige mennesker, der er relativt geografisk spredt. Og for mig betyder det, at jeg møder nye mennesker og øger mit netværk. Og det er alfa omega som travtræner, for intet kommer af sig selv.

Imagine Close Up3

Imagine er opdrættet af bornholmske Mikkel Stub og Vibe Haastrup, og er en del af første årgang efter amerikanske Helpisontheway. Foto: Gorm Johansen.

Årgangsdrømme og hverdagstrav

Det nye Share A Horse-projekt er bygget op omkring hoppeåringen Imagine (Helpisontheway – Da Do Run Run), som blev købt på derbyauktionen i år. Imagine er tilmeldt alle årgangsløb og Præmiechancen, og efter tre måneder i trænerens varetægt har drømmene taget til.

- Hun var en af de heste, jeg havde udset mig inden auktionen. Og var så heldig at kunne købe hende. Og jeg må sige, at mine forventninger er kun blevet bedre siden, at hun kom med hjem, fortæller træneren.

- Hun er en travmaskine med hovedet skruet ordentlig på. Og en af de bedste plage, jeg har haft, så jeg er meget spændt på, hvor det kan bære hen. Indtil andet er bevist, går vi efter årgangsløb rundt i landet.

 Imagine Vogn ForfraFoto: Gorm Johanson.

Imagine motionstræner for nuværende, bygger muskler og opbygger grundkondition. I det nye år tilføjes tempoarbejder for at få mere fart i benene. Der er dog et stykke arbejde – og tid – før at hoppen er klar til løb, og derfor inkluderer andelsprojektet en løbshest, der lejes for et år.

Elly Torp er en stabil løbshest, der i 2021 har startet 12 gange heraf taget to sejre og været i top 3 i halvdelen.

- Ellly Torp har taget en præmie i næsten hver start, så der vil være noget at følge med i indtil at Imagine er klar til prøveløb, samtidig med at vi kan holde os indenfor en rimelig pris.

- På denne måde kan vi holde gryden i kog fra projektets start, og oplevelserne lader ikke vente på sig, afrunder Søren. 

---

Stald Imagine udbydes i 50 andele med et indskud på 2500 kr. og en månedlig ydelse på 239 kr. Læs mere om projektet og se vedtægter via Share A Horse her.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere