Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Louise V. Mortensen og Børge Mathiesen i vindercirklen efter en af Ecu Egedals mange sejre.Foto: KM FOTO

Louise V. Mortensen fortsætter trænergerningen på Fyn

Louise V. Mortensen
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
08. november 2021 15:10

Så er sagen klar for Louise V. Mortensen. Og for Fyens Væddeløbsbane. Fra den 1. december i år tilknyttes den hidtidige Billund-træner Fyens Væddeløbsbane.

 Af Allan Loft

- Ja, banens direktør Claus Juncker og jeg er blevet enige, og aftalen er klar til underskrift. Til at begynde med får jeg to bokse på banen, hvorfra jeg kan sele heste ud til diverse hurtigarbejder, og jeg kan selvfølgelig også benytte dem til ungheste, der har behov for en dag på banen til at lære denne at kende.

- Ellers vil jeg i det daglige holde til i Filskov på Stald Bakkegården hos familien Thomsen, der her har dressurponyopdræt, og hvor jeg har indgået aftale med ejeren Sara om rådighed over fire bokse. Til at begynde med. Måske får jeg brug for flere.

- Jeg har valgt det her koncept, fordi jeg så stadig ikke har langt til Vesterhavet, hvor jeg kan lide indimellem at træne mine heste, samtidig med at jeg er knyttet til en bane, som jeg mener, ser ud til at have godt styr på sagerne, herunder ikke mindst arbejdet med og serviceringen af sponsorerne, hvor der ligefrem er opbygget et godt sponsornetværk, påpeger Louise, der glæder sig over aftalen, og at hun kan blive i sit eget lokalområde i det daglige.

Succeshistorien Ecu

Louise V. Mortensen startede sin trænergerning i 2020, og først kort efter sin opstart blev det klart for hende, at Billund Travs dage nok var talte, og hun har ikke lagt skjult på, at hendes timing af trænergerningen kunne have været mere heldig, hvis hun havde haft kendskab til banens eksistensproblemer noget tidligere. 

Ikke desto mindre har 27-årige Louise V. Mortensen markeret sig som en dygtig træner, ikke mindst dokumenteret ved forvandlingsnummeret Ecu Egedal, som i 2021 har taget otte sejre i træk og indtil nu ni i alt.

Ecu Egedal 231021

På den allersidste løbsdag på Billund Trav kunne Ecu Egedal - som så mange gange før - løbe først over stregen. Af: KM Foto.