Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
René Kjær.Foto: Hesselborg Foto

Kan Kjær holde Thomsen fra livet?

René Kjær 8/11
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
25. november 2021 8:00

Der resterer kun to løbsdage i år på Nykøbing Falster Trav, hvor René Kjær er i føring på kuskefronten med to sejre ned til Henrik Thomsen. Denne torsdag har sidstnævnte på papiret de bedste chancer, hvilket kan åbne championatskampen på ny. 

Af Mikkel Johansen

Som det ofte er tilfældet, når der afvikles væddeløb torsdag på Nykøbing Falster Trav, er det med Power Hour i sportsligt fokus. Indenfor denne spilform har René Kjær tre køreture, hvoraf kun den ene af disse er spået en reel chance i både programmet og af kusken selv. 

Det gælder Nicole Marsings Catch The Day i V4-spillets sidste afdeling. 

- Det ligner vel på forhånd et opgør mellem tre heste, hvor det udover min egen køretur indebærer Excuse Me og Attention Bøgedal. Normalt giver disse min 20 meters tillæg, og da de nu står fra lige start, skal det blive svært at vinde. En solid triochance. 

Om det taktiske oplæg lyder dispositionen således:

- Jeg tror, det bliver et rygløb her, og så satser vi på en god afslutning. Han kommer med vatudtræk igen, hvilket han trak rigtig godt for senest, så på udstyrssiden er det optimalt. 

Blandt modstanderne var som tidligere nævnt Henrik Thomsens Excuse Me, som på papiret står med en af de fremtrædende chancer. Og netop hjemmebane-træneren er kun to sejre efter René Kjær og har samtidig den helt store favorit i 6. løb i form af Mulberry. Så en direkte duel på finaledagen kan komme på tale.

- Ja, det må man sige. Mulberry kan vel ikke undgå at vinde i fejlfri udgave, og ender det med, at kun en sejr adskiller os til finaledagen, kan det blive meget åbent i kampen om championatet. Det fylder dog ikke noget i min bevidsthed på dagen. Der gælder det om at få det bedste ud af de køreture, jeg har, pointerer Kjær. 

Af de tre resterende opsidninger på dagen er Giovanni E M udenfor V4, den, som han sætter sin lid mest til.

- Han agerede meget urutineret i debuten og havde ikke den store forståelse for jobbet. Samtidig blev han for gal i omstarten, så det blev bare forkert. Han kommer med ny skoning og i et nyt hovedlag i håb om, at vi kan tøjle ham lidt bedre og forhåbentlig få en fejlfri startafgang. Min bedste chance på dagen i tilfælde af et fejlfrit løb.

- Fernando N L har været helt ved siden af sig selv på det seneste, uden at vi har kunnet finde en forklaring på dette. Det er noget tid siden, jeg sidst har kørt ham, men med tanke på den seneste tids resultater kan det ikke være andet end en outsider.

- Ficanasse virker til at have tabt formen lidt efter en flot opstart på Falster. Der er rigtig gode heste imod, og det skal blive svært at vinde. I bedste fald en triochance. 

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere