Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Fit For Fight efter sejren, hvor den lagde sig i spids som årets hest.Foto: Hesselborg Foto

Fit For Fight fører nu i kampen om at blive årets hest på hjemmebanen

Fit For Fight
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
19. november 2021 19:10

Mathias Jensen fortsætter sin jubelsæson og kunne denne fredag lægge sig i front i kampen om at blive årets hest på Racing Arena Aalborg med Fit For Fight.

Af Mikkel Johansen

Mathias Jensen vandt dagens første af i alt to amatørløb med Fit For Fight, som tog spidsen forbi staldene første gang og afviklede kilometeren i 21-fart. Udvendigt sad Feyenoord for Dennis Kristiansen, som havde Maria Svendsen og Gnags i ryg. I vinderhullet sad Bursche W, så favoritterne var samlet på de forreste pladser.

Dennis Kristiansen forsøgte at begive sig nærmere frem på ydersiden af favoritten, hvor også Gnags så småt påbegyndte eget angreb. Mathias Jensen sad imidlertid og kontrollerede vinderhullets Bursche W, som han ingen intentioner havde om at få fri for tidligt. Det lykkedes for Mathias Jensen at få det timet perfekt ind, og han kunne køre først over stregen i tiden 17,8/2160mv. Nærmest sluttede Bursche W og Feyenoord. 

Med dagens sejr lagde Fit For Fight sig i front som årets hest på Racing Arena Aalborg, hvor den har samme antal sejre som Gateway Damgård, men fører på flest andenpladser. 

Fit For Fight 19/11

Fit For Fight.

Double til Jensen

V5-spillet blev indledt med en favoritsejr, da Flemming Jensen tog revanche med Almas Caviar efter søndagens skuffende præstation i det svenske. Han kørte til spids i en 15-åbning, hvor René Kjær havnede udvendigt med næstfavoritten Formidable Vincent. Kenneth Andersen fangede vinderhullet med Epoque, mens Cinxia sad i 2. par udvendigt. 

Der skete ikke de store forrykkelser før rundt sidste sving, hvor den udvendige Formidable Vincent galoperede, hvilket gav angrebsplads til vinderhullets Epoque, som gik i infight med den førende favorit. I en tæt afgørelse kunne favoritspillerne ånde lettede op, hvor Jesse Schermer dykkede indvendigt og tog tredjeplads. 

Vindertiden blev 15,8/1640ma. 

Almas Caviar 19/11

Almas Caviar.

Sidste afdeling af V5-spillet gav, som ved størstedelen af de øvrige afdelinger, favoritsejr. Flemming Jensen kunne efter en rejse i 3. par udvendigt undervejs sætte slutstødet ind med 200 meter til mål for sidenhen at gå sikkert frem til sejr i tiden 14,3/1640ma.

René Kjær sendte Kadabra Bolets mod føring fra start og fangede denne før Estrella Sisa, som slog på en galop kort efter, så det i stedet blev Arkibal Tamsen som nærmeste følger til den førende op forbi 500 meter mærket. Udvendigt på den førende sad Nicklas Korfitsen med Batman S H. 

Man anede tidligt, at det ikke skulle blive til sejr for den førende ekvipage, hvor nu Exit To Heaven og C You Again kom i egne angreb i henholdsvis 3. og 4. spor. Bedst gik det som tidligere nævnt for C You Again, som sikkert havde passeret konkurrenterne til slut, hvor Exit To Heaven og Estrella Sisa, som gik en fantastisk ophentning, var nærmeste efterfølgere. 

C You Again 19/11

C You Again.

Hilton overlegen på ny

Der var aldrig tvivl om udfaldet i dagens 1. løb, hvor Jeppe Juel var gjort til klar favorit med Garfields lillebror, Hilton. Parret tog spidsen i den kraftige modvind fra start, hvor samtlige konkurrenter krøb til inderbanen indenfor de første par hundrede meter. Kun Harry Boy havde gjort sig bort med galop rundt første sving. 

Den første kilometer gik i 20-fart, men ned ad bagsiden sidste gang blev tempoet skruet op, hvor René Kjær sendte Hyrdehøj Hurricane afsted som første hest i 2. spor. Næstfavoritten Eva’s Yankee fulgte i ryggen på denne, men derfremme lignede Jeppe Juel en kusk med alt under kontrol, og rundt opløbssvinget forsvandt parret væk til sikker sejr i tiden 18,1/2140ma før Eva’s Yankee og Hyrdehøj Hurricane. 

Hilton 19/11

Hilton.

Anders Pedersen tog sin obligatoriske dagssejr

Anders Pedersen fortsætter med at boltre sig i sejre, da Austin Broline i dagens 3. løb kunne holde konkurrenterne stangen opløbet ned efter at have overtaget føringen allerede ved udgangen af første sving. 

Frygtløs åbnede hurtigst af alle fra start for Kasper K. Andersen, men denne slap som tidligere nævnt beredvilligt til favoritten Austin Broline, hvor Filippa B blev sat af forrest i 2. spor for Henrik Lønborg. Den ekvipage blev dog afløst i positionen udvendigt for den førende af Fontana Damgård, som sørgede for at holde tempoet lidt oppe derfremme. 

Flere heste forsøgte sig i sporene rundt sidste sving, men det blev til slut kun Fontana Damgård, som tilnærmelsesvis kunne gå i klinch med den førende Austin Broline. Forbi denne kunne Flemming Jensens deltager imidlertid ikke gå, og dermed kunne Anders Pedersen krydse målstregen som vinder bag Austin Broline for tredje gang i træk. Frygtløs tog tredjeplads. 

Denne gang blev vindertiden 17,0/1640ma for Canepa Hanover-sønnen.

Austin Broline 19/11

Austin Broline.

De øvrige V5-afdelinger

Det blev igen til sejr efter devisen “spids og slut” i dagens 4. løb, hvor Gordon Dahl gav los fra start og tog teten med Gismo efterfulgt af Everybodysaidthat, som fangede vinderhullet for Bent Svendsen. Jeppe Juel kunne længere tilbage i feltet komme fri som første hest i 2. spor med Blue Bird, mens Fritsjof S H fulgte i 3. par udvendigt for Nicklas Korfitsen. 

Kilometeren gik i 14-fart, hvor Blue Bird galoperede ved indgangen til sidste sving. Fritsjof S H optog jagten i 3. spor og kunne rundt opløbssvinget få et hvil i 2. spor, hvorefter eget angreb blev indledt på lige bane. 

Den førende Gismo kortede skridtene lidt af ned mod mål, mens Fritsjof S H fortsat blev nærgående, men til slut kunne en ny favorit ride stormen af i tiden 14,3/1640ma med Figaro Juvel som tredje for Knud Mønster. 

Gismo 19/11

Gismo.

Efter sin fremragende ophentning på Jydsk Væddeløbsbane sidste weekend havde Frederik Kragh Olsen missionen klar med Design Hastrup, som blev kørt frem til dødens fra bagspor op forbi publikum første gang og endte udvendigt på Equidore. Anders Pedersen sad i ryg på den førende med Easy Magic, hvor Arne Bentsen sad i 2. par udvendigt bag Ceba Nordal. 

Flere heste begyndte at bevæge sig fremad i sporene på vej ind mod sidste sving, hvor det bedste angreb kom fra Frodo Victory. Midt i banen havde Design Hastrup kort før mål koblet greb på Equidore, men bagfra nærmede Morten Friis’ hest sig med stormskridt, men på målstregen var Frederik Kragh Olsen først i tiden 15,2/1640ma. 

Design Hastrup 19/11

Design Hastrup.

De resterende løb

Hooper De Boup gjorde arbejdet færdigt som favorit efter udvendig rejse på Gaute undervejs i 8. løb. Flere af de mere betroede heste galoperede i gunstig position rundt sidste sving, heriblandt Genoa og Griffith. I stedet kunne Gaby på en god afslutning besætte andenpladsen kort før Gaute, som måtte tage til takke med tredjeplads. 

Vindertiden blev 18,0/2140ma. 

Hooper De Boup 19/11

Hooper De Boup.

Henrik Lønborg førte længe dagens løb for den laveste klasse, men på de sidste meter kunne Kasper K. Andersen køre forbi og tage 2. sejr i træk med Gipsy Wee efter at have fanget vinderhullet tidligt trods 20 meters tillæg fra start. Giovanna tog tredjeplads for Marc Bæk Nielsen. 

Vindertiden for Gipsy Wee blev 20,0/2160mv. 

Gipsy Wee 19/11

Gipsy Wee.

Freja Klitgaard vandt dagens afsluttende opgør med Cjela Nordal efter et perfekt kørt løb i 4. par udvendigt undervejs. Den foranliggende Amazone Shadow gik afsted i 3. spor rundt sidste sving, hvor det unge stjernefrø kløgtigt fulgte med i ryggen på denne, hvorefter hun indledte eget angreb ind på lige bane og sidenhen fortsatte forbi til sikker sejr i tiden 19,6/2680mv. 

Cjela Nordal 19/11

Cjela Nordal. 

Samtlige fotos er som altid taget af Hesselborg Foto.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere