Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Far og datter-triumf

Ginger Babe 2 211125
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
25. november 2021 20:30

Nej, det handler ikke om de tobenede, men derimod Vidar og hans datter Ginger Babe, der begge trænes af Liv-Jorunn Lund og blev kørt til sejr af Jörgen Sjunnesson.

Af Dennis Stenbæk

På forhånd var Ginger Babe absolut ikke favorit i sit løb og det var heller ikke hendes far Vidar, men når støvet (hvis der da var noget) havde lagt sig stod de begge tilbage som vindere.

Indledningsvis var det farmand Vidar, der skulle op mod sejrshesten Staro Next Move, som han næsten lykkedes at tage spidsen fra.

- Jeg ville jo gerne have overtaget på Jørgens hest, men det lykkedes ikke helt for jeg var kun 99,9% forbi så jeg måtte ændre mig, forklarede Jörgen Sjunnesson efterfølgende.

Nu fik Staro Next Move en 1:12-åbning i benene og for at gøre ondt værre kom Fernando N L så farende på første langside og gav ham lige et tryk et par hundrede meter til.

Midt på sidste langside satte Vidar - efter vinderhullet - sig ud i dødens og ind på opløbet bemærkede man, at Sjunnesson så ganske sikker ud, men nu angreb også smygkørte Eistee Bakkely.

Sikkert gik Vidar frem og koblede grebet på Staro Next Move og angrebet fra Eistee Bakkely blev også sikkert afvist til sejr på 17,2/2140 auto før Eistee Bakkely og en trods alt tapper Staro Next Move.

Vidar 211125

Vidar (4) går sikkert frem og vinder for Sjunnesson - Foto: Danny Stenbæk

- Det var bare at køre afventende og så holde ved på Jørgens hest. Da de begyndte at køre føltes han vældig fin og han gjorde et kanonløb. Jeg synes Jørgen havde lidt problemer 400 meter fra mål med sin hest og her var min stadig fin og midt på opløbet koblede han grebet direkte, sagde Jörgen Sjunnesson efter sejren med den Liv-Jorunn Lund-trænede hest.

Vidar var næstfavorit i løbet og det var Ginger Babe - måske lidt overraskende - også i løbet for den laveste klasse selv om hun ikke havde bestilt voldsomt meget i sine hidtidige to starter.

Nu kørte Sjunnesson et perfekt løb i vinderhullet med hoppen, der nød godt af galop for Khal på vej ind i opløbet.

Her slap Ginger Babe ud og så blev førende Flower Power et let bytte, mens Freja Østervang og Grunker begge sluttede godt af til hhv. anden- og tredjepladsen.

Vindertiden 20,8/2140 auto.

Ginger Babe 211125

Et perfekt rygløb er forvandlet til sejr for Ginger Babe af Jörgen Sjunnesson - Foto: Danny Stenbæk

- Det var vældig sjovt at vinde med hende. Hun er en lille kopi af sin far (Vidar, red.). De ligner hinanden ret meget. De løber på samme måde og den her er lidt mindre, men der er rigtig meget, der minder om faderen. Liv havde sagt, at hun var meget urutineret og sidst forstod hun slet ikke det med spids og stoppede så vi skulle prøve et rygløb og det blev det jo helt fint med ryg på Johnny's hest. I sidste sving tænkte jeg, at der nok skulle blive hul, sagde Jörgen Sjunnesson efter sejren med den Liv-Jorunn Lund-trænede hest.

Thomsen lukkede hullet

På forhånd stod Henrik Thomsen med et par gode chancer i Excuse Me og Mulberry for at lukke hullet op til René Kjær, der førte med to sejre inden løbene.

Begge var storfavoritter i hver deres løb, men der skal jo som bekendt køres først.

Excuse Me brusede til spidsen og der fik Thomsen lov at tage hende lidt op til 1:16-fart den første omgang.

Derfor havde hun rigeligt i behold til slut, hvor hun bare gik væk til sejr på 15,9/2140 auto før en inderbanekørt Catch the Day og en positiv Bellissa Gry, mens Attention Bøgedal og Eastern Promise ikke rigtig rakte til i dag.

Excuse Me 211125

Spids og slut var recepten for Excuse Me og Henrik Thomsen - Foto: Danny Stenbæk

- Hun var lidt tosset så han kørte i stald. Hun startede jo på Jägersro i sidste uge, hvor det ikke var så godt da hun dalede ned gennem feltet, men vi håbede det gik i dag og det gjorde det jo så, sagde ejeren Solveig K. Hansen efter sejren.

11:10 stod der på oddstavlen ud for Mulberry et par løb efter og Thomsen kørte målrettet mod spidsen og fik lov at åbne i 1:18-fart den første runde.

Ned ad sidste langside angreb næstfavorit Glad Nock fra bagfeltet og nåede op til Mulberry og ned mod mål gav de to hinanden en fantastisk dyst.

På stregen var Arvid Olsen bag Glad Nock sikker på sejren, men målfotoet viste sejr til Mulberry med det mindst mulige og sejren på 16,2/2140 auto var Mulberry's 7. i 10 forsøg.

Mulberry 211125

Begge kuske mente Glad Nock havde vundet, men målfotoet faldt ud til fordel for Mulberry (6) - Foto: Danny Stenbæk

- Jeg synes Arvid havde et lille overtag, men det har han jo så ikke haft. Det er to virkelig fine heste og jeg har jo set Glad Nock flere gange og den har en fantastisk motor så det var en fantastisk opløbsduel de to gav hinanden. De sidste 600 meter kørte vi utrolig stærkt og det er to kanonfine heste, der kan nå langt begge to. Han var lidt for hed og lå lidt for hårdt på biddet end godt var så han har nok gået lige vel rigeligt med spidsløb, sagde Henrik Thomsen efter sejren.

Jonas fandt vej

René Jonassen har en af de rigtige gode sæsoner i år og han kom også på vinderpladsen, da han kørte et perfekt - og måske også lidt heldigt - løb med Felix K.

Føring undervejs havde en noget ilter Fantasy og hun var slut gennem sidste sving, hvor flere pressede på.

Jonas fandt plads mellem venner og fjender og nåede præcis ud foran Doofenshmirtz i sidste sving og det blev måske afgørende for i opløbet fangede han ret let Ficanasse ind til sejr på 17,4/2140 auto før Ficanasse, der var positiv som toer før Livi Noble.

Felix K 211125

Felix K spurtede frem til en sikker sejr for René Jonassen - Foto: Danny Stenbæk

- Han var meget tøvende, da vi ramte første sving og var ved at slå på en galop, men på bageste langside løste det sig helt perfekt. Jeg havde en god fornemmelse i sidste sving for der var det kun Kjærs hest der skulle indfanges og den synes jeg, at jeg havde fat i 200 meter fra mål. Felix K er blevet mere rutineret med starterne, sagde René Jonassen efter sejren med den Michael Jørgensen-trænede hest.

Amatørernes løb

Der var fire løb for amatørerne og bl.a. en indledende afdeling i FDT-serien, hvor Morten Kramer kom fra Fyn med Emma T B, som drønede til spids for ikke siden at slippe.

I sidste sving lettede Kramer lidt på linerne og hoppen bare fløj væk til legende let sejr på 19,1/2140 auto før godt afsluttende Cato Mosebo og med Diva Ice som tredje.

Emma T B 211125

Emma T B var suveræn vinder for Morten Kramer - Foto: Danny Stenbæk

- Hun er en lidt stor madamme så jeg var lidt betænkelig på om hun kunne få bagparten rundt i de flade sving. Jeg sad bare og ventede, men der kom ikke rigtig nogen og så satsede vi på spids. Hun er nogen gange lidt magelig så jeg har fået at vide, at jeg skal holde den godt på biddet og hun bed selv i til sidst, sagde Morten Kramer efter sejren.

Finalen i NFT Travklubs Efterårsserie blev et løb, hvor der blev kørt fra start til slut.

Ursus Hoff tog spidsen fra start og på første langside svarede den et hastigt angreb fra Oliver Eson.

Dette havde Aksel Jensen betragtet og kørte frem midtvejs med Kils Titan, der dog blev hængende i sporene og først kom ned på sidste langside.

Alligevel kunne han overtage føringen ind i opløbet og selv om svigersønnen Nicolai Olsen angreb hastigt med Paparazzi (som ejes/trænes af Aksels søster Charlotte - bare for at gøre familieidyllen komplet) så klarede Kils Titan sig først i mål på 19,9/2160 volte før Paparazzi M og Bowie.

Kils Titan 211125

Aksel Jensen har lodset Kils Titan til en sikker sejr i puljeløbet - Foto: Danny Stenbæk

- Sidst han startede var han lidt svag så jeg er lidt overrasket, men det er svært at holde dem engageret hver gang. Jeg fornemmer, at de kørte livet lidt af hinanden og jeg forventede jeg kunne runde dem midtvejs, men han løb bare med ørene fremme og var ikke til sinds at tage sig forbi. Han var jo brugt i opløbet, men når han er i spids svarer han godt på hvad der kommer, men han trak godt til slut, sagde Aksel Jensen efter sejren.

Formløbet havde længe White Light Ant som førende, men da pengene skulle uddeles var Pernille Rasmussen på pletten med Buster Ghost S, der spurtede frem og vandt sikkert på 19,9/1640 volte før White Light Ant og med Perseus som tredje.

Buster Ghost S 211125

Lettet 20 meter og så var Buster Ghost S helt alene til slut for Pernille Rasmussen - Foto: Danny Stenbæk

- Den løber lidt med mig inden og efter start. Jeg ved ikke om det er Frække Frederik (hendes far, red.) der spiller et puds, men hun er lidt entaktet og det er bare derudad. Hun er bedst på sprint og fra spids og jeg havde håbet jeg skulle køre spidsen, men det kunne jeg godt se ikke kunne lade sig gøre. Jeg var lidt ked af, at vi ikke havde norsken på, men den førende gik lidt træt og så gik det endda, sagde Pernille Rasmussen efter sejren med den Lasse P. Salee-trænede hest.

Sidste løb var for montérytterne og her blev det til den ventede favoritsejr til Maria Hansen på broder Jonas Hansens Alexia Højvang.

De dannede ganske vist agterlanterne til sidste langside, men så gik de sikkert frem og i opløbet var der ingen der havde modtræk til hoppen, der vandt på 19,8/2180 volte før Senorita Edel og med Greve Montechristo som tredje.

Alexia Hoejvang 211125

Maria Hansen bedømte løbet rigtigt med Alexia Højvang og var til slut helt sikker - Foto: Danny Stenbæk

- Hun befinder sig rigtig godt i denne disciplin så det er dejligt. Hun rullede lidt i afcantringen og hun skulle have lidt hjælp. Det er altid svært med 40 meter, hvor de skal jagte og det er ikke altid de gider, men hun kæmpede helt til stregen, sagde Maria Hansen efter sejren med bror Jonas Hansens hest.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere