Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Væddeløb i DanmarkFoto: Fotograf: Ole Hindby & Ditte Hesselborg

Onlineseminar om hestevelfærd og ekvipagekontrollanter

Splitbillede JVB Og Aalborg
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
19. marts 2021 15:00

Onsdag 24. marts kl. 17.00 afholder DTC og Dansk Galop et onlineseminar, der sendes via Fast Track og DHV’s facebookside. Her vil repræsentanter fra forbundene gennemgå nye projekter omhandlende hestevelfærd og ekvipagekontrollanter.

Af Henrik Boye Ebbesen

I løbet af foråret vil de aktive på de danske trav- og galopbaner møde et nyt hold funktionærer i aktion på såvel almindelige løbsdage som storløbsdage.

I slutningen af marts udruller forbundene nemlig første fase af to nye projekter, der har til hensigt at sikre hestevelfærden på landets væddeløbsbaner samt at sørge for, at alle aktive anvender udstyr (eksempelvis sulkyer og seletøj), der lever op til gældende standarder.  

Projektet, der har fokus på hestevelfærden, har fået navnet ”Sund Hest”. Det minder på mange måder om et lignende tiltag i Sverige med navnet ”Travhälsen”.

Det danske projekt ”Sund Hest” går i al sin enkelthed ud på at sikre, at alle heste, der bringes til start på en dansk væddeløbsbane, lever op til gældende retningslinjer i Dyreværnsloven og i Lov om Hold af Heste.

På udvalgte løbsdage vil der derfor være en ekstra dyrlæge til stede på banen, der har til opgave at overvåge om de deltagende heste på løbsdagen er kurante, blandt andet i afcantringen og under selve løbet.

Som anden fase af projekt ”Sund Hest” vil den pågældende dyrlæge også få til opgave at tilse udvalgte heste på løbsdagen inden hestens deltagelse i løb. Her vil den almene sundhedstilstand blive undersøgt og vaccinationsdatoer i hestepasset blive tjekket.

Info om ekvipagekontrollantens arbejde

Som led i indfasningen af SiBa (Sikre baner, red.) i Danmark vil de aktive også fremover kunne møde ekvipagekontrollanter på løbsdage.

Ekvipagekontrollantens opgave er blandt andet at tjekke ekvipagens udstyr og kuskens/rytterens påklædning både før og efter opvarmning, sikre brug af regnvejrsskærme og tjekke hestenes hove (eksempelvis på V75-dage med skoinfo).

Det er også ekvipagekontrollantens job at være bindeled mellem de aktive og dommerkomitéen samt at indrapportere eventuelle overtrædelser af det gældende reglement. 

Se med via Fast Track eller Facebook 

Både hvad angår ”Sund Hest” og ekvipagekontrollantens funktioner er der en del informationer, som forbundene gerne vil have så bredt ud til de aktive som overhovedet muligt. 

Derfor afholder DTC og Dansk Galop et onlineseminar om begge projekter, og det sendes direkte på Fast Track-signalet onsdag 24. marts kl. 17.00.

Udsendelsen kan dermed ses både på Fast Track-playeren og SportsBoxen, ligesom den vil blive sendt direkte på Dansk Hestevæddeløbs facebookside. 

På facebooksiden vil der også være mulighed for at stille spørgsmål undervejs i udsendelsen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere