Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Henrik LønborgFoto: Ole Hindby

Nu kan forløsningen komme for Ejsing

Henrik Lønborg C
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
26. marts 2021 7:00

»Han er en af dem som kan vinde løbet,« siger Henrik Lønborg om Ejsing. Træneren bebuder hesten lettet i balancen til dagens start på Jydsk Væddeløbsbane.

Af Niels Jørgensen

Med Nanny Fine (1,2 mio. kr.) som moder, og Destiny (428.000 kr.) som storesøster har forventningerne selvsagt været store til Ejsing.

Der har imidlertid været store bump på vejen, og i lange perioder har hesten været væk fra løbene, men i begge starter efter seneste afbræk har nu femårige Ejsing vist stærke præstationer. Senest efter en stor startfejl.

»Ejsing (2. løb) har nu fået to starter i kroppen og gik en god ophentning senest efter den havde forivret sig lidt fra start. Jeg har en plan om at lette ham lidt, selv om han galopperede senest. Det har vi gjort i træningen og det har været positivt, så han er en af dem som kan vinde løbet. Han får et par lettere sko på, og så piller vi en sål af,« fortæller Henrik Lønborg. 

»Har ligesom haft et ekstra gear«

Umiddelbart er Ejsing ikke den eneste vinderchance fra Lønborgs hånd denne løbsdag. I løbet til minde om alle tiders oftest sejrende hest på Jydsk Væddeløbsbane, La Boca (51 sejre, altovervejende for Henriks far Vagn “Futter” Lønborg) hedder våbnet Cabo Suroeste.

I kølvandet på to sejre endte seneste optræden i galop. Men havde det ikke været for hestens anden galop i løbet, havde Cabo Suroeste formentlig endt langt fremme. Derfor har hesten også fået programmets vindertip

»Cabo Suroeste (5. løb) er vindertippet, men jeg synes måske at det er en favorit lidt i fare. Der er i hvert fald gode og frem for alt starthurtige heste med, men det er klart, at hvis han kan sidde og få et godt løb og vente til opløbet, så har han en god afslutning. En lille vinderchance,« sammenfatter Henrik Lønborg.

Det forekommer at hesten har løftet sig flere klasser i år?

»Ja, den har meget energi lige p.t. Jeg ved ikke hvorfor, men vi kan også mærke det på ham herhjemme. Vi har haft et helt år, hvor vi har døjet med virus, men generelt præsterer hestene helt anderledes i træningen nu, så vi tror, at det er fordi vi er sluppet af med virussen.«

Man hører jer ofte tale om at have virus i stalden. Er det sådan at det vandrer fra hest til hest?

»Det er svært at sige, men man kan se det på hestenes blodprøver når der er skævheder på værdierne, og så siger dyrlægerne at det er virus. Det vil selvfølgelig gå lidt fra hest til hest indtil alle har haft det. Og så er der nok også nogle senfølger akkurat som der er ved mennesker. Vi er slet ikke nok inde i det, men ja, Cabo Suroeste har ligesom haft et ekstra gear på det seneste,« siger Henrik Lønborg. 

Cabo Suroeste 8221Cabo Suroeste ved hestens seneste sejr på hjemmebanen. Foto: Ole Hindby

»Nu er vi færdige med det pjat«

Han bebuder en ændret balance til dagens start i modsætning til seneste start.

»Hesten kommer med sko. Det bliver ikke som på Fyn uden alle fire sko og med to galopper. Nu er vi færdige med det pjat. Jeg kan ikke mærke, at det skulle være et minus for hesten at gå uden sko, men i takt med at den har lidt lettere til galop så er det et minus, og den har tidligere gået forrygende med den balance hesten kommer med denne gang. Det er den balance hesten har vundet med.«

Og hvilken af de to nævnte tillægger du størst chance?

»Det må være Ejsing. For Cabo Suroeste skal det flaske sig lidt og konkurrenterne er gode. Hvis Cabo får det hele serveret, så kan den også gøre det, men det kræves også for at kunne slå disse heste,« siger Henrik Lønborg.

Han indleder løbsdagen bag Foo Fighter, som har taget præmie i fire af karrierens fem første starter.

»Foo Fighter (1. løb) synes jeg har gået fornuftigt, men efter hesten havde en periode med lidt forkølelse, har der ligesom manglet lidt tryk i hende. Desuden er der på papiret gode heste fra spids, så det er en triochance,« siger Henrik Lønborg.

Løbene på Jydsk Væddeløbsbane indledes kl. 15.45.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere