Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Emma D og René Kjær - Skive 28.2.2021Foto: Jesper Elbæk

Emma D får hård sæsondebut i Diamantstoet

Emma D 28221
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
05. marts 2021 18:00

Lindhardt Jensen sender i morgen sin fine femårige hoppe Emma D ud i en forsinket sæsondebut, når den starter i et forsøg til Diamantstoet – en afdeling af lørdagens V75-spil på Åby Travet. Sigtet er indstillet mod Frankrig til sommer.

Af Kim Nielsen

Lindhardt Jensen blev sidste år den mest vindende amatørtræner i Danmark, og det skyldtes ikke mindst hans succes hos de fireårige hopper. Her dobbeltsejrede han med Entre Hyrdehøj og Emma D i Grand Circle 4-års Hoppe Championat efter de havde været tredje og fjerde i Dansk Hoppe Kriterium.

Emma D var bag staldveninden hver gang, men den er til gengæld den første, der kommer ud af vinterdvalen. Den var meldt i et løb i Odense for knap to uger siden, hvor løbsdagen blev aflyst, og så blev forberedelserne i stedet et rutineløb i Skive ugen efter på en 19-tid.

Emma D Og Lindhardt Jensen 28220

Lindhardt Jensen og staldpige Marita Berg med Emma D efter en hoppens sejre sidste år. Foto: Hesselborg foto.

Lørdag kommer From Above U S-datteren ud i en barsk sæsondebut, når den starter i den svenske rikstoto. Det er en indledende afdeling i Diamantstoet, hvor den bl.a. møder Thomas Bonde-trænede Lorelei Marie, som starter med spor 4 fra 20 m tillæg. Emma D er kommet i skammekrogen nummer 14 af de 15 startende hopper.   

Hvordan har hun overvintret?

 - Hun er først kommet i gang igen for en måned siden, så hun havde reelt pause i to måneder. Ved at hun er så lille, så virkede hun til hurtigt at være i form, og derfor meldte vi hende i Odense i et løb, som så desværre blev aflyst. Der var hun helt klar, så det var ærgerligt, at hun ikke fik det løb i kroppen, for det var tilrettelagt således, at hun skulle til Sverige her i morgen, hvor hun havde point nok til at starte.

 - Vi tog så det rutineløb i Skive, men det er jo ikke helt det samme. Der var dog ikke så meget at pege fingre af, dog døjede hun en smule med travet de sidste 100 m. Men det var nok fordi hun blev kørt uden forsko, og der ikke var så meget hov tilbage. Så lørdag får hun sko på alle fire, hvor det bliver et par lette aluminiumssko foran.

 - Selv om hun ikke fik løbet i Odense, så synes jeg alligevel, at hun skulle have chancen. Selvfølgelig bliver det lidt hårdt med en start direkte i Sverige, men hun mangler ikke noget i træningen, og hun er samtidig kommet sig lidt hen over vinteren. Hun er blevet mere fyldig på alle leder og kanter, så hun vokser stadig lidt. Og hun er vældig frisk og tilpas, og det plejer vi godt at kunne måle formen på, vurderer Lindhardt Jensen.

Victor Rosleff får chancen

En af de mange unge danskere i svensk travsport, der har vist stor flair for at køre travløb, er Victor Rosleff. Siden han tog hinsidan i 2018 har han sejret hele 55 gange, og for nylig proklamerede han, at han ville satse endnu mere på en tilværelse som catchdriver, hvor han de første år har været en fast del af personalet hos toptræneren Peter Untersteiner. Lindhardt Jensen har hyret den unge danske til at varetage interesserne bag Emma D.

 - Han har kørt Victor Rush for mig en gang før. Kihlström var sat på som førstevalg, men han kører favoritten. Så kan man lige så godt give en af de unge, der godt kan køre væddeløb, en chance. Det har jeg det fint med, og Victor kan man have en god dialog med før løbet.

 - Hun er nem at køre, og han er samtidig en dygtig kusk, der gerne tager en køretur, mener Lindhardt Jensen, der siger følgende om chancerne for 6. løb nr. 14 Emma D:

 - Jeg har da set programmet, men jeg kender ikke de andre så godt. Hvis man analyserer det lidt, så er hun den, som har tjent flest penge sidste år – ganske vist i årgangsløbene. Det må vel give lidt en rettesnor, så jeg tror ikke, at hun er dårligere end de andre. Sidste år fik hun også nogle hårde løb i Danmark, og det tåler hun jo.

 - Med det startspor giver det jo sig selv, at hun skal gå bagfra, så det bliver vel et rygløb med i tredje spor på et tidspunkt på sidste omgang. Så må vi se, hvad der er på tanken til sidst. Vi er glade for at få penge med hjem, og vi regner ikke med vinderchance med de forberedelser.

Viktor Rosleff Og Zima Axe 16419 Lars B Persson

Victor Rosleff efter en af hans mange sejre i Sverige. Foto: Lars B. Persson.

Planer om Cote d’Azur

Lindhardt Jensen har de senere år ikke været bleg for at matche de bedste af sine heste i udlandet, og han løfter nu sløret for nogle af de planer, han har for 2021.

Hvad er planerne med Emma D for den kommende sæson?

 - Vi har jo prøvet med Donatello Garbo og se, hvor svært det kan være at komme i gang igen i femårs sæsonen, men hun har ikke været brugt så hårdt.

 - Jeg har nogle planer om, at sende nogle stykker til Frankrig ned til summermeetinget på Cagnes-sur-Mer. Så måske skal hun med til Frankrig. Hun går jo også på 3.000 m, og Emma D er nok mere velegnet til Frankrig i forhold til Entre Hyrdehøj, som så kan starte herhjemme.

Hvem kan ellers komme på tale til Frankrig?

 - Hvis vi ellers får styr på Fivie Barosso, så er hun et emne. Hun har slet ikke tjent de penge, som hun burde. Hun får nu en sidste chance. Samtidig er målet at få Donatello så meget i orden, at den kan komme med derned.

 - Jeg har lidt kontakter til både en fransk træner og en svensk træner, der har base dernede. Og en svensker er nemmere at kommunikere med, så det vil nok være det letteste.

 - Der er tre måneder til summermeetinget starter, og de skal være klar til løb herhjemmefra, afrunder Lindhardt Jensen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere