Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Hestevæddeløbssportens nye andelsplatform er i luften.Foto: Dansk Hestevæddeløb

Andelskonceptet Share A Horse i luften

DH WEB Ballon 002
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
07. maj 2021 11:50

Nu kan du besøge hestevæddeløbssportens nye platform for andelsheste. Måske har du et projekt under opsejling eller ønsker at blive andelsejer af en væddeløber? 

Af Camilla Halldorsson

Det at gå sammen om en hest har mange fordele. Økonomisk, praktisk, socialt. Andelsprojekter giver både enkeltpersoner, men også sporten som helhed, masser af muligheder og er ganske enkelt kommet for at blive.

Men hvad skal man tænke på, når man udbyder et andelsprojekt? Hvad kræver det at drive et? Og hvordan bliver projektet en succes?

Administration, salg og sparring

Share A Horse er søsat med henblik på at lette opgaven for den enkelte initiativtager, og skal både ses som en salgsplatform, et administrationssystem og en sparringspartner. Konceptet bygger på, at vi skal arbejde smartere ved at automatisere processer og udnytte synergier omkring driften som fx ved at koble systemet op på sportens økonomisystem og sportsdatabase.

Ud fra samme grundtanke har softwarevirksomheden Mosson udviklet et appsystem, der letter kommunikationen fra trænerens side. Her samles al information - startmelding, daglig kommunikation, løbsrepriser mm. - et sted. 

Hensigten er, at Share A Horse skal kunne favne bredest muligt og skabe muligheder for flere. Om det er en træner, der vil skabe et større kundegrundlag, en opdrætter, der får flere muligheder for at sælge sin hest eller en hesteejer, der vil undgå det administrative arbejde.

Nøglen ligger i hesteejeroplevelsen

Men fra sælger til køber. Første skridt er en troværdig platform, der synliggør andelsprojekterne.

Herefter skal der bygges på dette fundament – både hos den enkelte projektejer i form af inddragende kommunikation til ejerne, men også på en større skala i Dansk Hestevæddeløb for at vi for alvor kan gøre os gældende mellem de mange oplevelsestilbud. Det understreger direktør i Dansk Hestevæddeløb Morten Arnesen:

  - De stærkeste oplevelser, du kan sælge, er oplevelser forankret i fællesskaber. Share A Horse skal som en slags brobygning til nye fællesskaber – mellem kendere og nye i sporten. Mellem aktiv og publikum. Lokale miljøer osv. Med andre ord - vi skal invitere de andre med,

  - Men det er vigtigt at påpege, at Share A Horse i sin første version primært har haft fokus på funktionaliteten. Vi har masser af udviklingsidéer til, hvordan Share A Horse kan formes på sigt, så vi for alvor kan nå flere målgrupper og eksponere sporten.

  - Vi håber, at hele hestevæddeløbssporten vil se det som et fælles projekt, der på sigt kan være med til at øge hestematerialet, glæde hesteejere, give muligheder på væddeløbsbanerne og meget mere. 

Side

Start et projekt gennem Share A Horse

Share A Horse faciliterer og formidler andelsprojekter. Du kan således bruge os som salgsplatform, administrationssystem og sparringspartner. Har du allerede ejerkredsen, kan du også udelukkende anvende Share A Horses administrationssystem (et ’lukket projekt’).

Ved alle projekter tillægges der 6% til den månedlige ydelse som et servicetillæg. Beløbet går til at dække de omkostninger, der er forbundet med at administrere og servicere andelsprojekter, lave regnskab og lignende.

Bemærk, at projekter i Share A Horse i første omgang er bygget op omkring et interessentskab. Få meget mere information omkring projekttyper, kontrakter og hvilke krav der sættes til et projekt under ’Opret projekt’. Under ’Bliv hesteejer’ kan du blive klogere på, hvordan man køber sig ind i et projekt.

Målgruppen for andelsprojekter er i første omgang op til ca. 50 ejere, tage endelig kontakt ved spørgsmål (info@shareahorse.dk). Vi glæder os også til snart at kunne præsentere et andelsprojekt omkring en galophest.

God fornøjelse på https://shareahorse.dk/

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere