Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Diesel blev eneste favoritsejr for Ken Ecce, som ligeledes var eneste kusk med to sejreFoto: Gorm Johansen

Outsiderne tog for sig

Diesel 5/6
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
05. juni 2021 14:15

Det var overraskelsernes dag på Fyens Væddeløbsbane i første halvleg denne lørdag, hvor kun Diesel indfriede favoritværdigheden. 

Af Mikkel Johansen

Løbsdagen blev indledt med dagens største favorit i Michael Lønborgs ubesejrede hoppe, Estelle Kronos. Fra start tog Gift Kronos-datteren spids som ventet og åbnede de første 500 meter i 11-fart. Kort tid efter kørte Birger Jørgensen frem udvendigt med næstfavoritten Ellie’s Cocktail, som holdte farten oppe, da tempoet blev forsøgt taget ud. Rundt sidste sving galoperede Funny Money i en gunstig position bag den udvendige, hvor Knud Mønster i stedet fik bakket sig fri med Fantomic Star, som havde fået en rejse i vinderhullet undervejs. Midt på opløbet gik næstfavoritten frem og fortsatte forbi den helt store favorit, og dermed blev der allerede i dagens indledende opgør serveret en overraskelse i Ellie’s Cocktail, som sejrede i fine 15,2/2140ma. foran Fantomic Star, som ligeledes passerede den længe førende Estelle Kronos, som holdt hjem til løbets tredjeplads.

- Hun gik meget på den højre line, senest jeg kørte hende, så vi prøvede at give den en murphyblænder på, og det var en helt anden hest i dag, og jeg vidste, at hvis bare jeg kunne køre for fuldt, så var der meget mere at komme efter i hende, men at tage en hest som Michaels ned kræver en del, så det var flot, kunne Birger Jørgensen fortælle til Fast Tracks reporter Lene Dodensig, som også havde fået en kommentar fra Michael Lønborg efterfølgende på vegne af Estelle Kronos:

- Hun er stadig meget grøn i det og har ikke mange starter på sig, og de vandt på en lav 15-tid i dag, så jeg var meget tilfreds med hende, og der var ingen fejl på hesten. 

Ellie's Cocktail 5/6

Ellie's Cocktail imponerede for gæstekusk Birger Jørgensen. Foto: Gorm Johansen.

Gurli Tinghøj aflagde sin maidentitel

Tre forsøg skulle der til, før de kom afsted til formiddagens 2. løb, hvor de tre mest betroede ekvipager alle var væk med galop, da man var igennem første sving, hvor Gibbs som den sidste af de tre galoperede i kampen om føringen. Some Personality (SE) tog derfor teten for Flemming Nielsen efter en åbning, som foregik i 12-fart de første 500 meter. I ryg på den førende sad Bjarke Christensen med Livi Platini H M (SE), hvor Ficanasse (FR) sad udvendigt. På kilometeren var tempoet sat ned, hvilket gav anledning til, at Ken Ecce kunne støde til med Jesper Hansens Ganna Bi (SE) ind i sidste sving. Jeppe Juel red med på den bølge med Gurli Tinghøj, som kom i eget angreb ind på lige bane, hvilket bed godt for sig. Denne fortsatte forbi de øvrige og sejrede kort, men sikkert i fine 15,0/1640ma. før Livi Platini H M (SE), som sent fik angrebsplads med Ganna Bi (SE) som tredje. René Jonassen var betroet med Gucci Line, som gik en flot ophentning som femte efter tidlig galop.

- Min hest var rolig og afbalanceret, selvom der var mange omstarter, så hun var dygtig. Vi har nogle forventninger til hende både mig og ejerne, så det er dejligt, hun er begyndt at vise lidt af det, vi ved, hun kan, kunne Jeppe Juel fortælle i interviewet efter løbet. 

Gurli Tinghøj 5/6

Gurli Tinghøj var bedst i afslutningen for Jeppe Juel. Foto: Gorm Johansen.

Phil Taylor overraskede endnu engang

I 3. løb kunne Phil Taylor (SE) atter stryge til tops efter et veldisponeret løb af sin chauffør på dagen. Fra start kørte Birger Jørgensen og Michael Lønborg hårdt om spidsen med henholdsvis Kadabra Bolets (BE) og Epos Østervang, som de hver sad bag for første gang. Bedst gik det for førstnævnte, som lykkedes med at svare spidsen, hvor den direkte udfordrer i spidskampen trak sig til vinderhullet. En 9-åbning skulle der til, før Henrik Lønborg kørte frem med Orval (SE), som gik sit bedste løb længe i dag. Alt imens havde Ken Ecce placeret sig i en perfekt ryg, hvor han kunne sidde og vente med at sætte sit stød ind til opløbets lige bane. Det lignede en favoritsejr til den undervejs førende Kadabra Bolets (BE), men da Phil Taylor (SE) blev sendt afsted i eget angreb, kunne ingen stå imod, og sejren blev sikker i 14,3/2140ma. før en godt afsluttende Bette Nock, hvor Orval (SE) som tidligere nævnt gik forbedret på løbets tredjeplads.

Phil Taylor 5/6

Phil Taylor tog endnu engang fusen på favoritterne. Foto: Gorm Johansen.

Go Without I D tog årets første sejr

Favoritspillerne blev igen sat på pinebænken i V4-spillets sidste afdeling. Da startbilen slap galoperede såvel Baywatch som Celine Diamond i kamp om spidsen, og så var det i stedet Go Without I D (NO) og Casper M. Nielsen, som blev overladt til løbets føring. Jeppe Juel kom frem udvendigt med Hot Ammolite Sisu (SE), mens Marc Bæk Nielsen havde placeret sig perfekt i ryggen på den førende. På vej ind mod sidste sving begyndte de at støde nede bagfra, hvor det var Filly med Frederik Kragh Olsen, som tog sig bedst afsted. True den førende kunne den imidlertid ikke, og sejren blev sikker for Go Without I D (NO) før netop Filly. Den sidste plads i trioen klarede Livi Lively (SE) akkurat foran Celine Diamond, som gik en fantastisk ophentning. Vindertiden blev 13,8/1640ma.

- Jeg synes, vi var nødt til at forsøge at satse ind mod første sving. Det blev lidt for hård en åbning senest, hvor den faktisk gik godt. Han var mere styrbar i dag, og jeg tror, det var en fordel for ham, at løbet var 400 meter kortere denne gang, kunne Casper M. Nielsen fortælle på vegne af den Ole G. Nielsen-trænede hest.

Go Without I D 5/6

Casper M. Nielsen er garant for at levere overraskelser, og denne lørdag på Fyn var ingen undtagelse. Foto: Gorm Johansen.

Gourasi efter flot styring

Dagens begynderløb gav sejr til Gourasi, som blev styret flot rundt til sejr af sin træner, Martin Hansen. Fra start svarede Christian Lindhardt indersporet op med Flint Stone (SE), hvor Morten Kramer, efter en langsom start med Galway Girl, kørte frem og fangede ryggen på den førende, mens Frank Sørensen havde bebudet et løb med jævnt tempo for sin deltager, Dollar Coins, som havnede i dødens, hvor den sad indtil sidste sving, hvor den galoperede. I dennes ryg havde Martin Hansen siddet undervejs med Gourasi, som gik i infight med den førende ind på opløbets lige bane og havde ingen problemer med at få overtaget på denne, og den vindende ekvipage blev klappet hjem over målstregen. Løbets favorit, Genoa, gjorde sig bort med en omgang tilbage, hvor den fik galop på. Vindertiden blev 19,4/2160mv.

- Det blev helt perfekt, og vi fik en god start. Hun er som en bil at køre, og jeg havde en god fornemmelse hele vejen rundt. Jeg vidste, jeg havde fanget ryggen på en stærk hest undervejs, og jeg kunne bare vente på at gå til eget angreb. Hun blev lidt flegmatisk, da hun havde afgjort, men det skete der jo ikke noget ved, videregav vinderkusken efter løbet. 

Gourasi 5/6

Gourasi blev budt en perfekt rejse af sin træner, og den kvitterede med sikker sejr. Foto: Gorm Johansen.

Diesel var sikkerheden selv

Vi skulle helt frem til afslutningen på første halvleg, før dagens første favoritsejr kom i form af Ken Ecces Diesel, som lå forrest fra start til mål. Ingen kunne true favoritten fra start, hvor Michael Lønborg kravlede ned bag den førende med Haha Ha (SE). Rundt første sving havde feltet lagt sig på én lang linje, og der skulle gå en omgang, før Knud Mønster kørte frem udvendigt med Exciting Lady med næstfavoritten Badlands (NO) bag sig. Der var ingen ændringer i positionerne før de ramte sidste sving, hvor Jeppe Juel gik afsted med Badlands. Det var dog forgæves, den optog jagten på den førende, for Diesel dansede væk til stensikker sejr før Haha Ha (SE), som strakte på sig og kunne afvise Badlands angreb, som dermed måtte tage til takke med løbets tredjeplads. 15,6/2140ma. lød vindertiden på for Diesel, som tog karrierens femte sejr. 

Diesel opløb 5/6

Diesel var bare bedst for Ken Ecce. Foto: Gorm Johansen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere