Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Ganna Bi er den ene af Jesper Hansens to chancer denne lørdag.Foto: Hesselborg Foto

Jesper Hansen med spændende duo på Fyn

Ganni Bi 210212
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
05. juni 2021 8:00

Aalborg-amatøren Jesper Hansen bringer i dag to heste til start på Fyens Væddeløbsbane. På forhånd er hans to deltagere spået vidt forskellige chancer, men ifølge træneren selv kan udfaldet i deres respektive løb blive ens.

Af Mikkel Johansen

Otte løb er der på programmet fra Fyens Væddeløbsbane denne lørdag, hvor 1. løb allerede går klokken 11. De første seks opgør er for de professionelle, hvorefter amatørerne afrunder løbsdagen få timer senere. 

I 1. halvleg har amatørtræner Jesper Hansen to heste til start, hvoraf den ene er spået en noget mere fremtrædende chance end staldkammeraten er i løb forinden. Først i ilden er Ganna Bi (SE), som, efter at have indledt karrieren med sejr direkte, ikke sidenhen har formået at gentage bedriften. Seneste start resulterede i en femteplads med træneren selv i vognen, hvilket var et tilfredsstillende udfald.

- Det var godt til hendes moral. Hun var ude i en lidt for hård åbning i sin anden start, som har siddet i hende sidenhen, hvor hun har givet sig lidt for let. Senest kørte jeg et indvendigt løb med hende, hvor hun sad lidt fast, og det tror jeg har været godt for hende, håber han.

I størstedelen af karrierens hidtidige seks starter er Like A Prayer-hoppen grundet sin starthurtighed blevet kørt offensivt, men med bagspor (10 red.) i dagens 2. løb er hesten, som i dag har Ken Ecce som styrmand, sikret et rygløb, hvilket dens træner er godt tilfreds med.

- Hun er fortsat inde i en opbygningsfase, og hun skal have nogle gode oplevelser og få troen på sig selv igen. Samtidig har jeg faktisk en idé om, at hun går bedst bagfra, så jeg er rigtig godt tilfreds med forudsætningerne denne gang. 

Hvordan vurderer du hestens chancer for en fremskudt placering?

- Jeg ser hende som en god triochance, hvis hun rammer de rigtige positioner undervejs. 

Ganna Bi Prøveløb

Ganna Bi i prøveløb for Jesper Olsen. Foto: Hesselborg Foto.

En topchance uden uheld på vejen denne gang

I dagens 4. opgør sender han nyerhvervelsen Celine Diamond til start. Hidtil har hesten været i aktion en enkelt gang efter den i midten af april blev lejet ét år frem. Det endte desværre i en tidlig galop, men efterfølgende gik Ens Snapshot-datteren en ophentning, som har gjort den yderst aktuel til dagens start.

- Hun blev generet kort efter start, hvor jeg var nødt til at korrigere hende kraftigt for ikke at blive kørt ned, og det klarede hun ikke. Jeg kørte en reel ophentning, hvor jeg fik fat indvendigt, og der var faktisk kræfter sparet over mål, så jeg var meget tilfreds med hende. 

Dermed sagt at hesten i fejlfri udgave skal være en af løbets fremtrædende chancer.

- Hun er normalvis bundstabil, og jeg har været meget tilfreds med hende i træningen, hvor vi har galoptrænet hende, hvilket hendes tidligere ejere også mente, hun ville have godt af. Hun gik bare i en trense med fast vat senest, men denne gang kommer hun med en kindstrop og vatudtræk. Jeg tror meget på hende, og hun er min bedste chance på dagen, mener Jesper Hansen.

Theo Udsen på vej tilbage 

Efter ikke at have startet siden slutningen af april, er Chocolatier-sønnen på vej tilbage til væddeløbene og forventes til start inden for få uger.

- Han fungerede ikke på Lunden (30/4, seneste start red.), hvor travet var dårligt på ham. Efterfølgende fandt vi nogle problemer i hans ryg, som vi selvfølgelig har forsøgt at udbedre, og jeg føler, han er på ret vej igen. 

Håbet går på, at hesten fremadrettet skal gøre sig gældende i det svenske.

- Måske ikke lige i de første starter her efter pause, men planen er, at han på et senere tidspunkt skal forsøges deroppe, og jeg er overbevist om, at han har, hvad der skal til, pointerer han. 

THEO UDSEN 18421

Theo Udsen ved sejren i liga 5-finalen tilbage i midten af april. Foto: Gorm Johansen.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere