Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation

Geepower fra start til slut i Karl K. Pedersens Mindeløb

Geepower/Fyn
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
08. juni 2021 19:32

På en flot galopdag på Fyens Væddeløbsbane med mange glade mennesker på lægterne, gav de to hovedløb sejr til lokale Geepower i Karl K. Pedersens Mindeløb, og udebanehesten Garcon i H.C Andersen løbet.

Af Henrik Brendholdt

Geepower tog et hattrick i Karl K. Pedersens Mindeløb

Det traditionsrige løb for klasse 3-hestene gav lokal sejr, da Jørgen Tølbøll-trænede Geepower og Le Tølbøll førte samtlige 1650 meter.

Power-sønnen vandt dermed den tredje sejr i træk, og har med førstepræmien på de 25.000 kroner indløbet 66.000 kroner i år.

Op mod mål kom der angreb fra flere heste. Indvendig bed det godt for Aperola og Rafael De Oliveira, som til slut kom tæt på, og kun var slået med et hoved, mens A Dream Carlras var en fin tredje.

Geepower -vindercirkel Familien Tølbøll tog sig af Karl K. Pedersens Mindeløb. Foto: Gorm Foto.

Garcon efter godt rygløb i H.C. Andersen løbet

Flemming Poulsen-trænede Garcon var bedst i V5-finalen for Lærling Liam Doran. Undervejs var Brocco/Natascha Archer som ventet i teten, fulgt af Garcon og Aristolteles.

Rundt opløbssvinget gik hjemmebanehesten Aristoteles frem og lignede en vinder ind på lige bane. Seksårige Garcon havde dog en god speed gemt i ærmet, og på de sidste 100 meter, var der kun en hest på banen. Aristoteles holdt andenpladsen mens Borodino og Le Tølbøll sluttede godt af til tredjepladsen.

GARCONGarcon tog karrierens fjerde sejr denne aften på Fyn. Foto: Gorm Foto.

Houdinithemagician var anden i mål - men vandt

Der var stor dramatik i dagens første opgør, da førstehesten i mål Milina og Liam Doran blev diskvalificeret. Hoppen førte ellers de 1650 meter fra start til slut, men efter målstregen faldt lærling Liam Doran af den Johnny Reimer-trænede hest, som derefter løb ned i skoven.

Når en hest har forladt baneområdet, så bliver den diskvalificeret, og istedet gik sejren i dette Newcommer Løb til Houdinithemagician i hænderne på Nicolaj Stott. Maria Qvist Ladefogeds hest lå tredje undervejs, og en god afslutning sikrede i sidste ende sejren.

Houdinithemagicianglæde hos ægteparret Brian og Maria Qvist Ladefoged efter sejren i Newcommerløbet. Foto: Gorm Foto.

Nicolaj Stott tog sig også af Derby25 Løb

Rytter Nicolaj Stott tog sig også af dagens andet opgør på Fyens Væddeløbsbane. Efter en placering som nummer fem undervejs, så "skød" Shenanigans frem rundt opløbssvinget og forsvarede føringen op igennem opløbet.

Den Sussi Hald-trænede og ejede vallak var velforberedt til årsdebuten, og tog karrierens tredje sejr. Anden i mål var en godt afsluttende Ventuari/Oliver Wilson, mens længe førende Kikki Dee/Natascha Archer var en fin tredje.

ShenanigansShenanigans og Nicolaj Stott (til højre) afviser Ventuari og Oliver Wilson til slut. Foto: Gorm Foto.

Årets første sejr til rutinerede John Nielsen

Den rutinerede trav og galop amatørtræner John Nielsen har vundet sejre med sin travhest i år. Årets første sejr indenfor fuldblodssporten kom denne tirsdag aften på Fyn, hvor Susanne Lyseng i et amatør/lærlingløb førte hele vejen rundt på den seksårige hoppe Miss Van Winkle.

Til slut angreb Noble Question/Lucas Olsen og Storm Wind/Natascha Archer, men Miss Van Winkle holdt farten til mål, og vandt karrierens femte sejr.

Miss Van Winkle (1)Miss Van Winkle var ikke til at fange i V4-finalen. Foto: Gorm Foto.

Blinkers og længere distance var formlen for Go Win Casino

Den lokale amatørtræner Heidi Schmidt har haft en fin sæson hidtil, og det fortsatte denne tirsdag, da Go Win Casino og Francis Waweru var bedst i Borodino Handicap.

Det var lidt overraskende East Meets West og Marcos Robaldo der var i teten over de 2300 meter. Den 12-årige vallak var førende indtil starten af opløbet, hvor Custommade/Maikel Narvaez Bravo fik overtaget.

Langs rails kom Stine Mikkelsen og Peter Højer mfl. Go Win Casino dog i en forrygende speed, som gjorde det øvrige til statister. Sejren var Mingun-sønnens femte i karrieren.

Go Win Casino fynDer var forståelig glæde i vindercirklen blandt kredsen omkring Go Win Casino, som vandt en flot sejr i Borodino Handicap. Foto: Gorm Foto.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere