Dansk Hestevæddeløb

Mobile navigation
Jydsk VæddeløbsbaneFoto: Dronephotos.dk

Flemming Jensen: Fossa skal være en vinderchance på klassen

D JVB 130620 1000
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
11. juni 2021 7:00

»Alt virker vel med Fossa og jeg har intet at klage på,« siger Flemming Jensen inden første start med hesten i en af dagens Fireårsprøver på Jydsk Væddeløbsbane.

Af Niels Jørgensen

I fjor vandt Fossa Jydsk 3-årings Grand Prix. Året før var den nummer to i Jydsk 2-årings Grand Prix, slået med hals.

I eftermiddag skal hesten forsøge at kvalificere sig til sit tredje århusianske grand prix. Det bliver samtidig stalddebut efter et nyligt trænerskifte til Flemming Jensen.

»Fossa (8. løb) forventer vi vil gøre en fornuftig præstation. Alt virker vel med ham og jeg har intet at klage på. Det er klart, at det ikke er så længe siden hesten har skiftet stald, hvilket kan tale lidt imod, men den gik et tempoarbejde i mandags på Aalborgbanen og alt virkede vel,« siger Flemming Jensen.

Hvordan er hesten faldet til i dit regi?

»Bedre end jeg havde forventet af en fireåring. Hesten har ikke haft en dag, hvor den ikke har villet æde op, så langt henad vejen har det været godt. Det skal være en vinderchance på klassen,« vurderer Flemming Jensen.

»Behandlet i halsen efter seneste start«

Aalborg-træneren har yderligere tre heste til start i Fireårsprøverne. I den første åbne prøve gælder det Franz Jæger, som var langt under vanlig standard i seneste start.

»Franz Jæger (3. løb) er behandlet i halsen efter seneste start, så jeg forventer at den er en smule bedre denne gang,« siger Flemming Jensen.

Og hvis alt er som normalt?

»Så burde den kvalificere sig.«

Hvor meget har halsproblemerne kostet på formen?

»Det er klart at jeg selvfølgelig forventer, at hesten vil bedre næste gang den starter med dette løb i kroppen. Et eller andet har det kostet, men det er svært at sætte ord på hvor meget.«

Skal det forstås sådan, at det i et eller andet omfang bliver et roligere oplæg denne gang?

»Ja, hvis ellers det kan lade sig gøre, i det omfang hesten vil være med til det‚« siger Flemming Jensen.

Om sine øvrige Fireårsprøve-heste siger han:

»Friday (5. løb) skal forsøge at kvalificere sig til finalen. Det ligger vel ikke lige for, men vi håber på en kvalifikation. Den har fået bagspor, så det bliver nok et lidt forsigtigt oplæg for siden at forsøge til slut. Ferrari Rosso (6. løb) gør desværre ikke meget andet end at galoppere. Vi håber på et fejlfrit løb og at den kan være blandt de fem første.«

Sportsligt interessante opgør

Eftermiddagens ti løb på Jydsk Væddeløbsbane indledes kl. 15.45 og udgør sportsligt interessante opgør med i alt fem Fireårsprøver, fire indledende afdelinger til IdHair Preben Munchs Mindeløb samt et treårs hoppeløb.

En stribe trænere ytrer sig om chancer og forventninger til Jydsk Væddeløbsbanes hjemmeside HER

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs vores cookie- og privatlivspolitik ved at klikke her.

Læs mere